Attentatet mod Hitler

Tysklands gode samvittighed

Det virker jo besynderligt, at der er så stor interesse for en del af 2. verdenskrig, som aldrig for alvor ændrede noget. Historien om grev Claus von Stauffenberg og hans forsøg på at fjerne Adolf Hitler fra magten i juli 1944, minder ikke om andre berømte og skelsættende begivenheder som D-day, angrebet på Pearl Harbor eller slaget ved Stalingrad. Von Stauffenberg og hans medsammensvorne forsøgte, men havde bestemt ikke heldet med sig. Og bagefter fortsatte Hitler sin mere og mere umulige planer som om intet var hændt.

Hitlers taktstok
Når man ser den tyske film, 'Stauffenberg', der på dansk har fået titlen 'Attentatet mod Hitler', forstår man bedre hvorfor beretningen om von Stauffenberg er så populær en historie fra 2. verdenskrig i Tyskland. Det er simpelthen en historie, der understreger, at nogen forsøgte at gøre oprør mod Hitlers vanvid. Tyskerne var ikke bare ét folk, der marcherede efter Hitlers taktstok. Nogen forsøgte faktisk at gøre noget.

Tysklands gode samvittighed
På det punkt adskiller 'Attentatet mod Hitler' sig fra Bryan Singers nye, amerikanske film, 'Operation Valkyrie'. I Singers film er von Stauffenberg én blandt mange mænd, der siger fra overfor Hitler. I Jo Baiers to år ældre 'Attentatet mod Hitler' er von Stauffenbers simpelthen Tysklands gode samvittighed. Den godhjertede, lidt naive officer, der bare vil hjælpe menneskeheden og gøre en ende på krigens vanvid. Han er et mere renskuret og godt og simpelt menneske end den von Stauffenberg, der optræder i 'Operation Valkyrie'.

Nyder Wagner
'Attentatet mod Hitler' passer i det hele taget ganske godt til den oprindelige tyske titel, 'Stauffenberg'. Det er historien om én mand og hans kamp. Vi følger ham fra 1933 da han er i operaen og beundrende ser på Der Führer, der nyder en opera af Wagner. Von Stauffenberg bliver så ekstatisk af oplevelsen, at han på stedet spørger sin kone om hun vil gifte sig med ham. Men efterhånden som krigen skrider frem indser von Stauffenberg vanviddet. Det bliver især åbenlyst for ham at noget bør gøres, da han er udstationeret ved fronten i Rusland og hører en ung, sindsforvirret kvinde berette om hvordan SS henrettede kvinder og børn og gamle for øjnene af hende.

Kærlig familiefar
Da Stauffenberg kommer sig ovenpå sine sår fra Afrika, hvor han mister en hånd og et øje, beslutter han sig for at være med til at fjerne Hitler. Og her bliver Stauffenberg virkelig puttet ind i moralsæt og tanker fra vor tid. Han bliver beskrevet som en kærlig familiefar, der ender i et skænderi med sin kone på deres sidste aften sammen. Hun vil have at han skal blive og passe sin familie. Der er intet, han har mere lyst til, men han må, som han siger, gøre en ende på krigen.

Mindre nazistisk
Jo Baier har altså fiflet en del mere med Stauffenberg end hans amerikanske kollega, Bryan Singer. De har begge gjort ham bedre og mere moderne og mindre nazistisk end han var i virkeligheden, men Jo Baier gør ham til en rigtig, klassisk helt. Det gør samtidig 'Attentatet mod Hitler' til en mindre nuanceret film end 'Operation Valkyrie'. Den bliver ganske enkelt til en klassisk kamp mellem det Gode og Det onde, og mens Bryan Singer viste Der Führer som en gammel, svagelig tosse, der var fortabt i sin egen verden, er han i 'Attentatet mod Hitler' en sammenbidt, monstrøs galning, et rent monster.

Ingen skidt film
'Attentatet mod Hitler' er ingen skidt film. Det er historien om von Stauffenbergs attentat simpelthen for god til, og Sebastian Koch, som vi kender fra den tyske succes 'De andres liv' er en glimrende von Stauffenberg. Men når man sammenligner 'Attentatet mod Hitler' med 'Operation Valkyrie' kan man tydeligt se hvad det vil sige at nogen bare laver film, mens andre formår at ophøje skuespil, kulisser, billeder og karakterer til noget stort og uforglemmeligt. Mens Jo Baier fortæller sin historie i en flad dramatisk struktur, har Bryan Singer en helt anden fornemmelse for rytme og spændingskurver. Han ved hvordan man kan løfte hver enkelt scene ved at give dem noget særligt. Og mens dialogen i 'Attentatet mod Hitler' hele tiden skærer det ud i pap for os hvad figurerne tænker og føler og hvor historien skal hen, lader Bryan Singer hver enkelt karakter finde sit eget sprog, sin egen måde at formulere sig på.
Men selvfølgelig er det uretfærdigt at sætte en forholdsvis billig tysk film op mod det store og prangende Hollywood-apparat.