Castle of Cagliostro
Mesterens første film
Man skal kigge temmelig godt efter for at få øje på fællestræk mellem 'Castle of Cagliostro' og den japanske tegnefilmmager Hayao Miyazakis senere blockbustere, 'Chihiro og heksene' eller 'Det levende slot'. Men de er der. Hvis man altså kigger godt efter.
Et kvalitetsstempel
'Castle of Cagliostro' er langtfra så rig og overdådig og personlig som Miyazakis senere genistreger. Og den er på ingen måde så vidunderligt fantasifuld som Miyazaki siden har vist sig at være. Hayao Miyazaki var en forholdsvis ung mand på 38 år, da han instruerede 'Castle of Cagliostro', hans første tegnefilm i spillefilmslængde, i 1979. På det tidspunkt havde Miyazaki længe været en talentfuld tegnefilmmager i den japanske tegnefilmverden, men han var endnu langt fra at springe ud som den højt respekterede tegnefilmmester, han er i dag, og han var endnu 5 år fra at være medstifter af produktionsselskabet Studio Ghibli, der siden er blevet et kvalitetsstempel for tegnefilm på linje med amerikanske Pixar.
Playboy og mestertyv
'Castle of Cagliostro' var altså ikke et af den slags storslåede og meget personlige eventyr, som Miyazaki siden har høstet succes og respekt for. Det var en del af en serie, der længe havde eksisteret i Japan, nemlig historierne om playboyen og mestertyven Arsène Lupin III. Han blev egentlig opfundet i en tegneserie i 1967, som et oldebarn til franskmanden Maurice Leblancs historier om mesterdetektiven Arsène Lupin. Mesterdetektivens oldebarn var altså ikke på lovens side, men en skæg og skarpsindig tyv, der på finurlige måder slap afsted med sine kup. I starten af 70'erne instruerede Miyazaki en række kortfilm om Arsène Lupin III, senere tog andre over, inden Miyazaki blev tilbudt at lave spillefilmen 'Castle of Cagliostro' i 1979.
Ikke en helt
En tyv som Arsène Lupin III har tilsyneladende ikke meget tilfælles med Miyazakis senere moralske helte, der kæmper for verdensfred og naturens velbefindende. Og dog. Helten i 'Porco Rosso' fra 1992 er ikke noget dydsmønster. Han er tidligere krigshelt fra 1. verdenskrig og har siden slået sig ned som en dusørjæger, der bare hæver sin løn uden at overveje om han har handlet i det gode eller ondes tjeneste.
Eventyrlysten ung mand
Så kompleks en type er Arsène Lupin III slet ikke. Han er i princippet en glad og eventyrlysten ung mand, der altid er klar til at score kassen på den nemmeste måde og som ikke har spor imod at køre rådden i biler eller flirte med smukke kvinder undervejs. Det er sådan 'Castle of Cagliostro' starter. Lupin og hans kumpan har udført et dristigt kup, men opdager at pengene, de har stjålet, er falske, og at de hører til de såkaldte goat bills, nogle legendariske falske penge, der i mange år er blevet produceret i et af verdens mindste lande, Cagliostro, uden at nogen har kunnet afsløre falskmønteren.
Mellemeruopæisk arkitektur
Her er der igen noget, der begynder at se bekendt ud i Miyazakis univers. Miyazaki har altid haft en forkærlighed for stemningen og arkitekturen i gamle, mellemeuropæiske byer. 'Porco Rosso' foregår i bunden af Adriaterhavet, i Italien og på småøer omkring Slovenien og Kroatien, mens 'Kiki - den lille heks' og 'Det levende slot' foregår i noget, der ligner det klassiske Wien eller Prag.
Pittoresk miniputstat
I 'Castle of Cagliostro' har Miyazaki også hjemmestrikket sit eget lille mellemeuropæiske univers i form af den pittoreske miniputstat Cagliostro, som styres af en hertug i et stort slot. Det er her Lupin III drager hen for at løse gåden om de falske penge, og iøvrigt forsøge at befri den mystiske pige, der holdes fanget på slottet. Det kommer der talrige actionfyldte og komiske situationer ud af. Der er ikke meget alvor eller streng logik over løjerne. Det handler primært om at sende Lupin III gennem finurlige slagsmål og stunts, såsom da han i en mørk nattetime kravler op af de gamle mursten i et meget højt tårn og videre op af et meget stejlt tag - inden han mister fodfæstet og må spurte ned ad taget for ikke at glide udover kanten og ned i dybet. Og takket være sit enorme tilløb på taget lykkes det ham at springe 20-30 meter gennem luften og lande på det tårn, hvor den mystiske pige holdes fanget.
Schwung og fantasi
Det er en scene, der indeholder alt det schwung, den fantasi og den overlegne animation, vi siden har lært at kende hos Hayao Miyazaki. Og i almindelighed skal man være en ualmindelig kræsen tegnefilmfan for at blive direkte utilfreds og skuffet over den her livlige, sprælske og morsomme gavtyvehistorie. Hvad fantasi og storslåede scenarier eller rørende poesi angår kan 'Castle of Cagliostro' slet ikke hamle op med senere Miyazaki-film. Men humoren, actionsekvenserne og fantasien er af prima kvalitet.