Celia

Når barndommen og voksenlivet støder sammen

Det begynder med at en 9-årig pige løber ind på sin farmors værelse for at vække hende med en kop varm the. 'Godmorgen, Farmor', siger pigen og hopper op i sengen. Men den gamle dame ligger stille, og da pigen trækker i sin Farmor for at vække hende, er hun kold og stiv og hendes blege ansigt er fortrukket i en sær skrigende grimasse.

Svære spørgsmål
Sådan en oplevelse er rigeligt til at give et lille barn et chok for livet, men hvad den lille australske pige Celia angår, er det kun en begyndelsen på nogle svære slagsmål. Celia er ikke meget anderledes end andre børn. Hun er fyldt til randen med liv og vilje og fantasi, og hun giver ikke bare efter, når de voksne be'r hende om det. Heller ikke når de gør det anden gang. Eller når de skriger hende i ansigtet.

Kampagne mod kaniner
Fx vil Celia gerne have en kanin som kæledyr, men det er ikke så nemt når man bor i Australien, hvor kaniner gennem århundreder er blevet regnet for et skadedyr fordi kræet ikke passer ind i Australiens vilde natur. Siden kaniner blev sat ud i Australien i slutningen af 1700-tallet har de grovædt af de oprindelige gevækster og spredt sygdomme over kontinentet, og da Celia vokser op, i midten af 1950'erne, er den australske regering i gang med en storstilet, og noget hysterisk, kampagne mod kaniner. De skal væk fra naturen, simpelthen.

Lange blå og krogede fingre
Derfor er det en hård kamp for Celia at beholde sin kanin med det sære navn, Murgatroyd, og derfor forsvinder hun ind i en fantasiverden, da både hendes far og hans gode ven, den lokale politimand, forsøger at fjerne Murgatroyd. Sådan gør Celia hver gang der er noget, hun ikke kan rumme. Hun forsvinder ind i en parallel verden, hvor de slemme væsener fra hendes yndlingsbog, The Hobyahs, dukker op om natten og forsøger at kravle ind af hendes vindue med deres blå hænder og lange krogede fingre.

Fæle monstre
Både Celias far og den lokale politimand bliver til fæle monstre i hendes fantasi. Helt slemt bliver det, da en ny familie med tre børn flytter ind i nabolaget. De har huset fuld af bøger, ligesom Celias elskede farmor havde, og Celia bliver ven med både de tre børn og med deres mor, Alice. Men inden længe finder Celias far ud af at den nye nabofamilie er kommunister. Det er noget værre noget at være i Australien efter 2. verdenskrig, og så må Celia ikke lege med familiens børn længere. Hvis hun vil have sin kanin skal hun holde sig væk fra kommunistfamilien Tanner, som hendes far understreger.
Det er endnu en god anledning for Celia til at krydse over i sin fantasiverden, hvor hendes elskede farmor stadig er der til at forsvare Celia mod monstrene. Celia begriber simpelthen ikke de voksne og deres sære idéer.

Fantasien giver vinger
Australske Ann Turners snart 22 år gamle film, 'Celia', er altså ikke nogen børnefilm, selvom den har en 9-årig pige i hovedrollen. Ligesom danske Niels Arden Oplevs 'Drømmen' er det en voksenfilm om de engang imellem hårde sammenstød, der opstår mellem voksen- og børneverdenen. Celia begriber ikke de voksnes tankegang, men hun bliver hele tiden tvunget til at forholde sig til den, som da hendes far beslutter sig for at brænde sin egen mors gamle bogsamling, for at undgå at Celia begynder at aflure sin farmors interesse for kommunisme, kvindefrigørelse og eventyr, der sætter fantasien fri og giver én vinger.

Forstokket far
Celias forstokkede far, der kæmpede mod japanerne under 2. verdenskrig, er i det hele taget en selvoptaget og amoralsk stodder, der ikke er meget mere sympatisk end de dumme svin, der gør Lisbeth Salander fortræd i Stieg Larssons bøger. Den meget firkantede beskrivelse af de onde kommunistforskrækkede kaninjagende konservative kujoner er klart den svageste del af Ann Turners 'Celia'. Det klinger uundgåeligt hult når alle dem, der har en forkærlighed for eventyr, kommunister og kaniner er på den gode side mens kommunist- og kaninhadere er dumme.

Levende og uforudsigelig
Men derudover er 'Celia' en utroligt levende og uforudsigelig beretning om hvor umuligt det er for et fantasifuldt barn at navigere, når voksne konstant forsøger at få barnet til at leve efter de voksnes forskrifter. Der er en forunderlig balance mellem det barnligt lilleputtede og det skræmmende og uhyggelige i 'Celia'. Celia er en selvstændig lille dame, der konstant er i oprør mod sin far, men Ann Turner får også understreget, at Celia altid er modtagelig overfor trøst og et kærligt kram fra den nar af en far, der lige har frarøvet hende sine bedste venner.
'Celia' giver i det hele taget et uimodståeligt bredt og nuanceret billede af hvordan verden ser ud, når man er 9 år og bare gerne vil have en kanin og en voksen, der forstår hvor forvirrende verden ser ud når man altså kun er 9 år gammel.