City of Life and Death

Selv nazisterne blev chokerede

Hvorfor bruger man en enorm sum penge og store anstrengelser på at genskabe nogle usædvanligt grusomme historiske begivenheder? Hvorfor genskabe en systematiseret voldtægt, der i virkelighedens verden nåede op på et sted mellem 20.000 og 80.000 kvinder og store børn? Hvorfor genoplive mordet på op mod 300.000 mennesker? Svaret er ganske enkelt - og det er det samme svar, som begrunder alle de nye film om nazisternes forsøg på at udrydde jøderne: For at huske.

Japanernes endlösung
Den japanske hærs ekstremt brutale fremfærd i Kina i 1937 og '38 har aldrig fået samme opmærksomhed som nazisternes endlösung i Europa. Det er der mange gode grunde til. En af de vigtigste er, at Kina fik et kommunistisk styre kort efter 2. verdenskrig, og så var kommunikationen mellem kineserne og den vestlige verden ikke så livlig længere og den vestlige interesse for kinesernes lidelser begrænset.

Kinesisk propaganda
En anden væsentlig grund er at japanerne aldrig har været lige så interesseret i at bekende og sone deres ugerninger som tyskerne i Europa. Den politiske højrefløj i Japan har aldrig indrømmet overgrebet på især den daværende kinesiske hovedstad, Nanking, men har istedet affærdiget det hele som kinesisk propaganda. De japanske historiebøger har heller ikke været særlig meddelsomme omkring grusomhederne i Nanking, og selv i dag er forholdet mellem Japan og både Kina og Korea, der også blev angrebet af Japan, anstrengt.

Stort opsat krigsfilm
Mens holocaust og jødeudryddelsen er blevet beskrevet i hundredvis af film, findes der kun en håndfuld film om massakren i Nanking - og de er så godt som alle fra det her årtusind. En af de seneste af dem er den stort opsatte krigsfilm, 'City of Life and Death', der blev præsenteret ved filmfestivalen i Cannes forrige år, men aldrig har fået nogen særlig opmærksomhed i Vesten.

Forbavsende lavmælt
I betragtning af hvor ekstreme vidnesbyrd, der findes om grusomhederne i Nanking, er filmen forbavsende lavmælt. Her er ingen billeder af de kinesiske fædre, der ifølge vidneudsagn blev tvunget til at have samleje med deres døtre på åben gade. Der er ingen beskrivelser af de to japanske officerer, der dystede i at aflive flest kinesere ved at hugge hovedet af dem, og som fik rapporter om deres gerninger bragt i japanske medier som om der var tale om en sportskonkurrence. Og der er heller ingen referencer til de japanske soldater, der tog billeder af alle uhyrlighederne for at have noget at vise vennerne og familien derhjemme.

Begravet levende
Men der er rigeligt med andre grusomheder i 'City of life and Death': Civile, der bliver bagbundet og begravet levende. Børn, der bliver smidt ud af vinduerne fra flere etagers højde. Afhuggede hoveder, der hænger fra telefonledningerne på gaden. Og kvinder, der bliver voldtaget af japanske soldater om og om igen.

Sørgmodig tone
'City of Life and Death' er optaget i smuk, kontrastrig sort/hvid, efter inspiration fra Steven Spielbergs holocaust-film, 'Schindlers liste'. Og filmen har netop samme elegiske, sørgmodige tone. Den 39-årige instruktør, Lu Chuan, er bestemt ikke ude på at udpensle grusomhederne for drengerøvenes skyld. Han forsøger snarere at fremmane følelserne på både den japanske og kinesiske side, hvilket han i øvrigt har modtaget mange verbale tæsk for i Kina.

Mister forstanden
En af filmens hovedpersoner er nemlig en ung japansk sergent, der i stadig større grad væmmes over sine landsmænds opførsel. Han har sin første seksuelle oplevelse med en japansk prostitueret og er så uheldig at forelske sig i en kinesisk pige, inden hun mister forstanden efter gentagne voldtægter og til sidst tager sit eget liv. I en af filmens grummeste scener ser den japanske sergent den nøgne pige blive smidt op på en vogn sammen med 5-6 andre lig af kinesiske kvinder og kørt bort mens japanske soldater sludrer og spiller kort omkring dem, uden at ænse dem et blik.

Ubeskrivelig blodtørst
Lu Chuan er altså ikke ude på at beskrive de japanske soldater som rene bæster, snarere som ofre for en ubeskrivelig blodtørst, der blev dikteret fra Tokyo på samme måde som Hitler var i stand til at forføre og hypnotisere det tyske folk. Han giver følelserne frit løb i flere scener i 'City of Life and Death', fx en scene, hvor japanerne har krævet, at 100 kvinder fra den internationale sikkerhedszone i Nanking skal udleveres 'til låns', som japanerne udtrykker det - ellers vil sikkerhedszonen, hvor udlændinge og deres kinesiske medarbejdere lever i relativ sikkerhed, blive rømmet. Én efter én melder de modigste kinesiske kvinder sig som frivillige til at blive 'udlånt' til japanerne, uden at vide hvilken total mangel på respekt for menneskeliv, der venter dem.

Ironisk pointe
Det er en ironisk pointe i historien om Nanking-massakren, at selv repræsentanten for nazityskland i Nanking, John Rabe, var chokeret over japanernes grusomheder og at han brugte sin indflydelse til at redde så mange kinesere som muligt. Den ironiske sidehistorie, at selv nazisterne var chokerede over japanerne, får Lu Chuan mest muligt ud af i 'City of Life and Death'. Gennem hele filmen fungerer John Rabe som en slags verdens samvittighed, der med gråd på læben forsøger at hjælpe folkene omkring ham.

Smukke billeder af lidelser
Lu Chuan fortæller os så godt som ingenting om hvordan Massakren i Nanking kunne finde sted og hvorfor det var magtpåliggende for japanerne at udrydde kineserne med så stor sadisme. Desværre. Til gengæld serverer han noget så paradoksalt som ualmindeligt smukke billeder af ualmindeligt store lidelser. Men frem for alt insisterer Lu Chuan på at massakren i Nanking bliver husket og at den står tydeligt i verdens bevidsthed. Og det gør den bestemt efter 'City of Life and Death'. Efter filmen er man ikke i tvivl om hvorfor den ældste generation af kinesere stadig opfatter japanere som en slags dyr.