Dogtooth

Familieliv på græsk?

Græsk film. Det er ikke ligefrem et begreb, der får billederne til at myldre frem på det indre filmlærred. Nogen kan måske huske den mexicanske amerikaner Anthony Quinn danse rundt i rollen som grækeren Zorba i den græske film, 'Zorba the Greek'. Og andre genkender måske navnet Theodoros Angelopoulos, der i mange år har været synonymt med græsk films internationale omdømme, ikke mindst efter han vandt Den gyldne Palme i Cannes i 1998 for sin film 'Evigheden og en dag'.

Håb forude
Men det er altsammen fortid. Det er meget svært at komme i tanke om en græsk film, der er blevet vist i de danske biografer siden netop Angelopoulos' 'Evigheden og en dag' fik premiere i 2000. Måske er der håb forude. Den unge græske instruktør, Athina Rachel Tsingari, fik stor ros for sin film, 'Attenberg', ved årets filmfestival i Venedig, og et endnu bedre bud er den 37-årige Yorgos Lanthimos, der vandt førsteprisen i Cannes' næstfineste konkurrence, Un Certain Regard, sidst år med sin 'Dogtooth'.

Gnaver i hjernebarken
Det er nok ikke en af den slags film, der rejser verden rundt og charmerer sig frem, sådan som 'Zorba the Greek' gjorde i 1964, for 46 år siden. Det er snarere end af den slags film, der bliver set på filmfestivaler og i små kunstneriske biografer og som stille gnaver sig så langt ind i hjernebarken på publikum, at de altid vil slæbe rundt på den et eller andet sted i systemet.

Besynderlig historie
'Dogtooth' er en besynderlig historie om et ægtepar, der holder sine tre børn indespærrede i deres villa på landet. Forældrene er ikke ondskabsfulde, de forsøger bare at beskytte børnene mod den modbydelige og farlige verden uden for. Børnene opfatter sig bestemt heller ikke som fanger. De er bare nysgerrige efter at se og opleve det, der er udenfor, og som de er lykkeligt uvidende om. For at skåne deres verdensbillede har forældrene fx forklaret dem, at 'en zombie' er den gul blomst, at 'havet' er en slags stol og at 'en kusse' er en stor lampe. Flyene, der med jævne mellemrum flyver henover huset, er legetøj, der falder ned, når det har passeret forbi. Osv. Filmens titel, 'Dogtooth', kommer af at forældrene har bildt børnene ind, at de kan få lov at komme udenfor i verden den dag de taber en hjørnetand, altså 'Dogtooth'.

Køler sextrangen ned
Kun faderen får lov at forlade villaen når han kører på arbejde og køber ind. Og da den ældste af de tre børn, deres søn på 16-17 år, bliver så optaget af sex, at de bliver nødt til at gøre noget ved problemet, hyrer faderen en ung kvindelig sikkerhedsvagt fra sit arbejde til at køle hans sextrang ned.

Dødens gab og Rocky
Naturligvis kan den konstruktion ikke blive ved med at gå godt. Efterhånden som børnene bliver voksne bliver deres trang til at udforske verden for stor til at forældrene kan holde på dem. Sikkerhedsvagten, der har sex med sønnen, forærer den ældste af døtrene et par videobånd med 'Dødens gab' og 'Rocky' og da pigen sætter sig til at se filmene midt om natten indser hun, at der findes en verden udenfor, som forældrene har holdt hemmelig. Og da sikkerhedsvagten får tæsk af faderen med en videomaskine og derefter bliver fyret som sexlystdulmer, må den ældste af døtrene tage over for at dulme sønnens sextrang.

Tørt og lakonisk
Sådan et familieliv, som Yorgos Lanthimos serverer tørt og lakonisk og med meget få ord, er i sagens natur bizart at være vidne til. Børnene stavrer forvildede og naive rundt og skal have hjælp i enhver sammenhæng. De har deres egne spøjse selskabslege og ritualer, som de har opfundet for at få tiden til at gå, og når de er alene bruger de to søstre en del tid på at slikke hinanden på intime steder i bytte for små gaver.

Originale filmtanker
Yorgos Lanthimos forklarer aldrig præcist hvad han vil med den historie, og han slutter den heller ikke rigtigt af. Hvad vi vil med den og hvad den siger os er i høj grad op til os selv, men det fremgår dog med al tydelighed, at uanset hvor hård og modbydelig verden kan være derude, er der nok ikke den rette løsning at holde børnene indespærrede i en villa hele deres liv.
Man kan sagtens se filmen som en politisk allegori om folkelederen, der mener at gøre det bedste ved at fratage sit folk dets frihed. Man kan også se den som en historie om moderne overbeskyttende forældre, hvis pædagogik mildt sagt er kørt af sporet. Men uanset hvordan men vender og drejer den, er den en bizar oplevelse, lidt skinger og anstrengt og ikke altid lige troværdig , men i hvert fald en særpræget oplevelse, der viser, at der bliver tænkt usædvanlige og originale filmtanker i Grækenland.