Genova - den italienske sommer

Tyst chok

Da den engelske instruktør Nicolas Roeg filmede sin gyser, 'Rødt chok', i 1973, brugte han Venedigs særlige middelalderstemning til at beskrive et engelsk ægtepar, der i allerhøjeste grad er på udebane i tiden efter tabet af deres lille datter. Det trick forsøger Roegs landsmand, Michael Winterbottom, nu at gentage med sin film, 'Genova'. Som titlen afslører, foregår filmen ikke i Venedig, men hos Venedigs gamle rivaler i Genova, men idéen er den samme. Den gamle middelalderstemning, de tætte og smalle gyder og fornemmelsen af at være i en anden verden sætter skub i alle traumerne i hovedpersonerne.

Realiteterne og virkeligheden
Winterbottoms 'Genova' er bare slet ikke så uhyggelig som 'Rødt Chok'. Det er heller ikke meningen. 'Genova' er ikke en decideret gyserfilm, men et drama om en familie, der forsøger at finde sig selv efter et dødsfald. Der er skam et spøgelse med i filmen, men Winterbottom forsøger sig ikke på noget tidspunkt med chokeffekter og skabe, der flytter sig af sig selv og den slags. 'Genova' handler om realiteterne og virkeligheden, ikke det overnaturlige og metafysiske, men det betyder overhovedet ikke, at det er mindre skræmmende at overvære.

Hjerteskærende
Det er især hjerteskærende at være vidne til den ca. 10-årige Mary og hendes psykiske opløsning. Allerede i filmens åbningssekvens er hun skyld i sin mors død. Sammen med sin storesøster leger hun en leg, der går ud på at holde hinanden for øjnene og gætte hvilken farve den bil, der passerer i det modgående spor, har. Den lille Mary bliver så opkørt af legen, at hun i kådhed holder sin mor, der er bilens chauffør, for øjnene. Det er selvfølgelig ikke så smart ....

Den store synder
For at starte på en frisk og finde nye ben at stå på efter moderens pludselige død, beslutter pigens far at rykke familien fra Chicago til Genova i Italien, hvor han får arbejde på det lokale universitet. Det lyder såmænd fornuftigt nok. Mary lider naturligt nok af et gigantisk skyldkompleks, der får hende til at tisse i sengen og vågne om natten med mareridt om sin mor. Storesøsteren Kelly er ikke til den store hjælp. Hun lægger ikke skjul på at lillesøsteren er den store synder i familiens nedtur, og inden længe er hun mest optaget af at gå på eventyr i sin snart voksne krop sammen med de lokale italienske dario'er.

Gammel forelskelse
Faderen har det heller ikke nemt. Den gamle veninde, der har skaffet ham arbejde på universitetet i Genova, bærer tydeligvis rundt på en gammel forelskelse, men faderen hverken kan eller vil gengælde den. Han ved heller ikke helt hvad han skal stille op med en varmblodig italiensk studine, der bramfrit lægger an på ham.

Moderens spøgelse
Sådan har alle deres problemer at slås med i de smukke omgivelser i Genova. Og det bliver rigtig svært, da Mary begynder at se sin afdøde mor for sig og følge hende. Fx stikker Mary af fra faderens veninde på en lille tur til et kloster ved den italienske riviera, og faderen finder hende først sent om aftenen på en lille banegård. Her begynder Winterbottoms 'Genova' at minde temmelig meget om 'Rødt chok', selvom moderens spøgelse aldrig bliver farligt. Vi ved godt, at det er Mary selv, der ta'r på udflugt, omend hendes skyldfølelse og dødsdrift får en ny tragedie til at ligge og lure hele filmen igennem.

Dramatisk drivkraft
Det er den dramatiske drivkraft i en film, der sådan set aldrig forsøger at fortælle en stor dramatisk historie. Den lader os i stedet vurdere og betragte nogle mennesker, der lige så stille forsøger at finde sig selv igen. 'Genova' er ikke nogen stor og prangende film fra den produktive Michael Winterbottom, men et lille drama, der balancerer et højst forunderligt sted mellem stor intensitet - takket være filmens gribende emne - og en næsten dokumentarisk stil, hvor kameraet følger den lille familie, som en flue på væggen.

Nedtonet stil
Folk med hang til gys og rigtige skeletter i skabene vil formentlig blive skuffede over den nedtonede stil i 'Genova'. De vil sidde med Nicolas Roegs legendariske 'Rødt Chok' i baghovedet og vente på netop det røde chok. Men der er andre kvaliteter i 'Genova'. Først og fremmest er det en film, der i sjælden grad forsøger at invitere publikum indenfor. Den forsøger ikke at presse noget ind i hovedet på nogen. Den lader sit publikum gå på opdagelse på egen hånd og skabe sine egne historier om den lille kuldsejlede familie.