House

Huset der spiste skolepiger

På et tidspunkt, en dag i midten af 1970'erne, stod to japanske mænd og talte sammen på et kontor i et filmstudie. 'Jeg forstår slet ikke din historie', sagde den ene til den anden. Det er første gang, jeg har set et så fuldstændig meningsløst manuskript. 'Men måske er det godt, at jeg ikke kan forstå det. Lad venligst være med at gøre det til noget, jeg kan forstå.'

Falden-på-halen-komik
Den ene japanske mand hed Isao Matsouka. Han var vicepræsident på filmselskabet Toho. Den anden hed Nobuhiko Obayashi. Han var reklamefilminstruktør og eksperimentalkunstner og var godt i gang med at få grønt lys til en film, der blev en af de mest overraskende succeser i japansk film. Når man ser den i dag tror man knapt sine egne øjne, men i 1977 tog den især de unge japanere med storm med sin ekstreme leg med billeder, sin falden-på-halen-komik, sin glade og iørefaldende popmusik og sine humoristiske gysereffekter.

Hårdt presset filmbranche
Set med nutidens øjne er det forbavsende, at et stort filmstudie uden videre gav en reklamefilminstruktør, der lavede kunsteksperimenter i sin fritid, chancen for at lave en film, som vicepræsidenten på filmstudiet ikke forstod en bønne af. Men dengang, i midten af 1970'erne, var den japanske filmbranche hårdt presset. De amerikanske blockbustere havde stor succes i biograferne. Til gengæld var interessen for japanske film stærkt dalende. På den baggrund var de japanske filmstudier friske på at prøve næsten hvad som helst for at få fat i et nyt publikum - folk som Isao Matsouka på Toho-studierne var endda indstillet på, at han muligvis slet ikke forstod det publikum, han desperat forsøgte at få fat i. Og så var det i øvrigt ikke en hvilken som helst reklamefilm-mand, han gav frie hænder til at lave en uforståelig film. Nobuhiko Obayashi havde oprindeligt begyndt sin filmkarriere som avantgardekunster, der eksperimentede vildt og uhæmmet med filmmediet, bl.a. i selskab med en ung Yoko Ono, men da han fik tilbuddet om at instruere eksperimenterende reklamefilm slog han til - med stor succes.

Avantgardistisk og kommerciel 
Obayashi formåede altså at være avantgardistisk og kommerciel på samme tid. Og sådan ser hans debutfilm, 'House', ud. Det er noget nær den mest platte teenagegyser man kan forestille sig, udsat for en uhæmmet kunstner, der hele tiden vrider billederne af led og leger med lyd, effekter, farver, historier, billedvinkler, kamerature, fortællevinkel og figurer - alt hvad der kan pilles ved i 'House' bliver pillet ved.

Klaveret der bider
Obayashi fik oprindeligt idéen fra sin datter, der en morgen havde redt sit hår i spejlet og havde fantaseret om hvor uhyggeligt det ville være, hvis hendes spejlbillede sprang ud af spejlet og begyndte at spise hende. Da Obayashi spurgte datteren om der var andet i deres hus, der gjorde hun bange, nævnte datteren, at hun ofte blev revet i fingrene af klaverstrengene, når hun legede med husets klaver, som om klaveret bed hende. Og efterhånden fik Obayashi idéen til en film om et hus, der spiser sine beboere.

Den døde tante
Deraf opstod den meget, meget løse historie i 'House'. Den 15-16-årige pige, Angel, bliver vred over at hendes far har tænkt sig at gifte sig igen, 8 år efter Angels mors død. I protest tager Angel og 5-6 veninder af sted på sommerferie i hendes tantes landhus, uden at vide, at tanten er død. Men da pigerne ankommer, er tanten skam i huset, sød og venlig, og pigerne aner intet om at huset har tænkt sig at fortære pigerne, én efter én.

Pigehovedet i brønden
Det lyder jo rimelig uhyggeligt, men det mest uhyggelige ved 'House' er næsten, at Obayashi serverer pigernes død som en fjollet og flippet surrealistisk og psykedelisk tyggegummireklame. Der findes efterhånden betydeligt flere gyserkomedier end der findes film, der forsøger at tage uhyggen alvorligt, men Obayashis bud på sjov uhygge er helt afgjort i sin egen verden. Det første uhyggelige indslag i filmen er fx et afhugget pigehoved, der dukker op af en brønd og griner fjoget, hvorefter det bider en skrækslagen pige i numsen og derefter gnider kinderne kærligt mod de bløde baller. Senere dukker det pigespisende klaver op i en hel afsindig sekvens, hvor pigens kropsdele vælter rundt mellem klaverstrengene alt imens pigens hoved skriger i vilden sky og hendes afklippede fingre spiller løs på klaveret. Den slags ser man ikke hver dag - heller ikke i gyserfilm.

Dræbt af futonmadrasser
I en tredje sekvens bliver en pige dræbt af futonmadrasser, der smukt og fantasifuldt bombarderer hende ihjel - og sådan er 'House' hele vejen igennem: Morbid, ekstrem, fjollet, blodig, legesyg og utrolig fantasifuld. Den formår på forunderlig vis at være både avantgardistisk og populistisk, både eksperimenterende og leflende for et teenagepublikum.  Der er intet ved filmmediet, der bliver holdt helligt i 'House'. Hvis der findes en regel, der kan bøjes eller overtrædes, så bliver den det. Fx fortæller pigen Angel på et tidspunkt om sin tante og hendes historie. Det viser Nobuhiko Obayashi i en støvet sort/hvid-film med Angels stemme henover, men det syrede ved sekvensen er, at Angels veninder sidder og kommenterer den sort/hvide-film, som Obayashi har fabrikeret i sin rolle som fortæller. Og hvis Obayashi har lyst til det, sætter han farten op eller kører filmen frem og tilbage bare for sjov skyld.

Visionær vicepræsident
Forunderligt nok endte den her mærkelige film med at blive en blockbuster i Japan, ikke mindst takket være en effektiv reklamekampagne som Obayashi selv styrede. Vicepræsidenten Isao Matsouka viste sig altså at være aldeles visionær da han indså, at han ikke behøvede at forstå en bønne af Obayashis film.