I've Loved You So Long
Skyld, straf og soning
Da den europæiske filmverdens svar Hollywoods Oscars skulle uddeles i december sidste år, lå det rigtig meget i luften, at prisen for bedste skuespillerinde skulle gå til engelske Kristin Scott Thomas. Hun var ganske enkelt kæmpestor storfavorit - så stor, at der ikke var den store tvivl om at hun ville modtage prisen. Og det gjorde hun også.
9. november
Det var lidt mærkeligt at være vidne til som dansker eftersom den film, hun åbenbart spillede så formidabelt i, aldrig havde fået dansk premiere. Hverken i biografen, på tv eller på dvd. Det har den stadig ikke. Der er ikke noget, der tyder på at den kommer op i de danske biografer og dvd-udgivelsen er sat til den 9. november i år, hvilket som bekendt er om ret lang tid.
15 års straf
Hvis man virkelig vil se hvorfor Kristin Scott Thomas skulle optræde så fantastisk i 'I've Loved You So Long', er den eneste mulighed at købe den nys udkomne engelske eller evt franske dvd med filmen. Og her er hun så, Kristin Scott Thomas, som den et-par-og-fyrre-årige Juliette, der kommer ud af fængsel efter 15 års straf. Hun bliver genforenet med sin 8-10 år yngre søster, der er lykkelig over endelig at se Juliette igen.
Mut og tvær
Juliette virker ikke specielt lykkelig over at have udstået sin straf. Hun er mut og tvær og indelukket. Hun kan slet ikke følge med sin kønne lillesøsters begejstring. Lillesøsterens mand er heller ikke specielt glad for at have Juliette boende og Juliette er ikke helt tryg ved lillesøsterens to adopterede asiatiske børn. Der er noget beklemt og betændt ved det hele - og efterhånden viser spøgelset sig. Juliette bliver opfordret til at finde sig et arbejde, men når hun skal forklare de nysgerrige arbejdsgivere hvorfor hun sad 15 år i fængsel, går det galt. Så bliver hun smidt ud. Juliette slog nemlig sin 6-årige søn ihjel - helt bevidst og med vilje.
Skyld og straf og soning
'I've Loved You So Long' er altså en historie om de velkendte og go'e gammeldags temaer: skyld, straf og soning. Det er imidlertid ikke kun Juliette, der skal have sin skyld og straf udmålt af os, publikum. Lillesøster Lea har lidt omtrent ligesom meget under sin ødelagte familie og savnet af sin søster. Når hun har valgt at adoptere sine børn istedet for at føde dem selv, er der kun én årsag - hun var bange for at gentage sin storesøsters voldsomme ugerning.
Voldsom problemstilling
Det er naturligvis en voldsom og dramatisk problemstilling - selvom den debuterende franske instruktør, Philippe Claudel, serverer det stille og roligt og uden at smøre på i de mest melodramatiske scener. Det er ikke mindst de to skuespillerinder, Elsa Zylberstein som den søde, åbenhjertige lillesøster Lea og Kristin Scott Thomas som Juliette, der gør filmen stærk og intens på trods af sin lavmælthed. Der er noget enkelt og stærkt over en scene, hvor Juliette samler en selvglad damecharmør op og går med ham hjem bare for at mærke en mand efter så mange års pause. Og da manden i sin selvglæde spørger hende om det var godt, svarer hun ganske stille og enkelt, 'nej, men det gør ikke spor'. Det siger mere end tusinder af ord om Juliettes svære balance mellem livsappetit og tristesse.
Forbrydelse og straf
Det virker også umådelig stærkt da Lea får et flip på sine universitetsstuderende, under en gennemgang af Dostojevskijs klassiker, 'Forbrydelse og straf'. Lea bliver mere og mere vred for øjnene af sine forbløffede elever indtil hun til sidst råbende erklærer, at Dostojevskij ikke ved en skid om forbrydelse og straf. Hvorefter hun siger undskyld og går.
Det rigtige og det forkerte
Det er på sin vis det mest spændende øjeblik i filmen. Det understreger, at det er altfor billigt og nemt at gøre sig klog på andre menneskers skyld og tiltrængte straf. Er Juliette ikke blevet straffet rigeligt ved at slå sit eget barn ihjel - uanset motivet? Og kan nogen egentlig overhovedet forklare et motiv? Er vores følelsesliv ikke så uregerligt, at det kan trække os i retninger, vi slet ikke forstår? De tanker udbygger filmen da Juliette flirter med en lærer, der tidligere har undervist i et fængsel. Det ændrede hans liv, som han siger. Han opdagede nemlig, at fangerne i fængslet var fuldstændig som han - almindelige mennesker, der tilfældigvis var trådt over på den anden side af den usynlige og svært definerbare linie mellem det rigtig og forkerte.
Gammelkendte emner
Desværre smider Philippe Claudel en stor del af filmen gode pointer og tanker på gulvet i filmens sidste kvarter, hvor vi får at vide hvorfor Juliette slog sit barn ihjel. Det ligner simpelthen en forklaring, der skal sørge for at folk ikke går alt for sørgmodige og tankefulde hjem fra biografen. Men indtil da er 'I've Loved You So Long' en smuk og stærk film, der stiller en række gode og vedkommende spørgsmål om de gammelkendte emner, skyld, straf og soning. Og jo, Kristin Scott Thomas er en værdig vinder af en European Film Award for sin rolle som Juliette. Selvfølgelig skal hun ikke foretage sig meget andet end at se trist og indadvendt ud, men tænk på hvor svært det er at få en film til at leve og flytte sig ved at sidde og se trist og indadvendt ud ...