Michael Haneke Trilogy
Den emotionelle istid
Der er lang vej fra Michael Hanekes første film til hans nyeste og højt beundrede vinder af Den gyldne Palme 2009, 'Det hvide bånd'. Der er ikke alene 20 års erfaring, men helt tydeligt også forskellen mellem en instruktør med klare idéer og mål og en filmmager, der har noget nær fuld kontrol over sine helt egne komplekse og originale fortællestrukturer.
Selvstændige idéer
Det betyder ikke at Michael Hanekes første film ikke er værd at se. Overhovedet ikke. Og langtfra. Som film er de ikke ligeså overdådige og rige oplevelser som 'Det hvide bånd' og hans 'Skjult' fra 2005, men de er bestemt film med mening, vilje og såmænd også med deres helt egne og selvstændige idéer, selvom de nogle gange kan virke kejtede.
Respektable mennesker
Hanekes tre første film er samlet i den elegante dvd-box, Michael Haneke Trilogy, der udkom for et par år siden. Den mest berømmede af de tre film er afgjort 'Bennys Video' fra 1992, der på mange måder kridtede banen op for en af Europas mest beundrede instruktører ved siden af bl.a. spanske Pedro Almodovar og danske Lars von Trier. 'Bennys video' går helt i stå et par steder og slutningen virker decideret forkert tænkt, men det kan ikke pille ved, at filmen er en kraftfuld og meget rystende historie om en 14-årig dreng, der ser voldsfilm på video dagen lang og forsvinder ind i sin egen verden, mens hans forældre koncentrerer sig om deres karriere og om at være respektable mennesker. Benny er især begejstret for en lille film, han selv har optaget på en gård. En film, hvor en gris bliver aflivet med industripistol og et skud i panden. Den film ser 14-årige Benny om og om igen.
Chokerede forældre
En dag samler han en forhutlet pige op udenfor hans elskede lokale videobiks og der sker det, der må ske. Benny dræber pigen med pistolen, der blev brugt til at aflive grisen. Først rammer han hende ved et uheld. Men da han går i panik er mordet helt bevidst. Bagefter lever han videre som om intet var hændt. Han viser mordet for sine chokerede forældre, der beslutter sig for at skille sig af med pigens lig for ikke at ødelægge Bennys liv.
Videovoldstosse
Det er en grufuld historie i al sin mangel på moral og ansvar hos den lille familie. Og det værste af det hele er at den er aldeles realistisk, hvis man dykker ned under den pæne middelklasses polerede facade. Det er ikke spor svært at forestille sig at en videovoldstosse tager livet af et andet menneske og at hans forældre bagefter rydder op for at holde facaden og ikke ødelægge familien. Netop derfor virker slutningen som en fejltagelse. Den gør historien mindre grum og ubehagelig - og altså også mindre realistisk. Hvordan, må man selv finde ud af. 'Bennys video' er under alle omstændigheder værd at se, og på trods af sit tydelige tidlige 90'er-look er den afgjort stadig aktuel.
Krakelerer med et brag
Det samme gælder i princippet Michael Hanekes debutfilm, 'Det 7. kontinent', fra 1989. Også dengang, i slutningen af 80'erne, var Haneke dybt optaget af middelklassen og dens store potentielle muligheder for at krakelere med et brag. Den tre mand store familie i 'Det 7. kontinent' kunne såmænd være den samme som i 'Bennys video' - bortset fra at Benny er skiftet ud med den ca. 8-årige Eva. Forældrene koncentrerer sig om deres arbejde og deres respektable facade mens lille Eva finder på alle mulige stunts for at få opmærksomhed i sin skole, fx ved at påstå, at hun har mistet synet.
Det drillende clue
En dag, uden videre, beslutter Evas forældre sig for, at det må være nok. De siger deres job op, klipper alle bånd over og går igang med at realisere en gammel drøm om at flytte til Australien. Det lyder jo ganske uskyldigt og tilforladeligt, det kunne næsten være en dansk folkekomedie. Men Haneke har aldrig været interesseret i at lave uskyldige og tilforladelige film, og det store provokerende, drillende clue i 'Det 7. kontinent' er en næsten 30 minutter lang sekvens, hvor familien destruerer alle de materielle goder, de har skrabet sammen gennem årene.
Alle kontakter bliver brudt, alle mindre destrueret, og formuen, der er bygget op, bliver såmænd skyllet ud i lokummet - bogstavelig talt.
71 tilsyneladende tilfældige scener
Som titlen på dvd-boxen forklarer, indledte Haneke sin karriere som spillefilmsinstruktør med en trilogy. Udover 'Det 7. kontinent' og 'Bennys video' består trilogien af '71 Fragments of a Chronology of Chance', der gennem 71 scener beskriver en række tilsyneladende tilfældige mennesker i Wien. Først tilsidst giver de 71 tilsyneladende tilfældige scener mening. De fører nemlig hen til den begivenhed, som filmen åbner med at referere til, en fiktiv tragedie, hvor en ung mand skyder 3 tilfældige mennesker i en bank i Wien.
Emotionel istid
Haneke har selv kaldt sine tre første film en 'trilogi om den emotionelle istid'. Det er ironisk en titel, som man snildt kunne bruge om hele Hanekes produktion, men her dækker den ihvertfald Hanekes forsøg på at beskrive en samtid, hvor jagten på materielle goder og på karrierer og manglen på empati i nyhedsmedierne har skabt et ufølsomt og afstumpet samfund.
Der er ikke skyggen af munter underholdning i Hanekes trilogi. Til gengæld bliver det moderne samfund revset og hudflettet med en grundighed, der er svær at finde andre steder.