Mister Lonely

En film der går sin egen vej

Normalt plejer den her lille klumme at anbefale gode og spændende og ukendte film på det store dvd-marked. Den her gang er der imidlertid ikke tale om en anbefaling - snarere om et lille vink om en meget speciel films eksistens. Det vil være absurd ligefrem at anbefale filmen. Langt de fleste af jer vil nemlig ryste ivrigt på hovedet og smide dvd'en ad helvede til før i har nået at se halvdelen af den. Men filmen er på den anden side så særlig og usædvanlig, at den bør have sine 5 minutters berømmelse i DR.

Michael Jacksons kropssprog
Idéen bag filmen er lige så simpel som den er nem at forstå. Den beskriver en flok mennesker, der lever af at være impersonatorer. De tjener deres små penge ved at optræde på gader og stræder som kendte showbiz-personligheder. Hovedpersonen i filmen har fx lært at imitere Michael Jacksons dansebevægelser og kropssprog. Sådan lever han. Som en falsk kopi af Michael Jackson. En dag møder han en pige, der lever af at være Marilyn Monroe, og hun inviterer ham med til et lille gods og kunstnerkollektiv, hvor der lever en række andre impersonatorer, fx Charlie Chaplin, Madonna og Abraham Lincoln.

Simpel og indlysende idé
Det er en meget simpel og indlysende idé, som instruktøren Harmony Korine helt oplagt bruger til at lege med begreber som identitet og trangen til at være noget andet eller en anden end den, man egentlig er. Til at starte med er det både morsomt og langt ude at beskue de her mennesker, der lader som om de er et andet og berømt menneske. Men det bliver meget hurtigt trist at være vidne til. Impersonatorerne har nemlig ikke kun lånt berømthedernes udseende og særlig evner, de har også overtaget bagsiden af deres personligheder. Den falske Michael Jackson er også et usikkert og famlende og ensomt menneske, der desperat leder efter sin egen identitet - præcis som virkeligheden Michael Jackson. Den falske Marilyn Monroe er også et smukt og yndigt og kærlighedshungrende mennesker, der søger omgivelsernes accept - og desværre er hun gift med en Charlie Chaplin-impersonator, der - ligesom den virkelig Chaplin havde ry for at være - er manisk, dominerende og magtsyg. Han er endda så dominerende, at han hygger sig med at voldtage sin Marilyn.

Identitetens skyggesider
Det er en aldeles fascinerende lille leg med identitet og identiteters skyggesider, Harmony Korine har gang i, og han kunne formentlig have serveret den til rigtig mange mennesker, hvis han havde været interesseret i at præsentere en film med bred appel. Det er han imidlertid ikke - overhovedet ikke. 'Mister Lonely' er ikke en egentlig historie, snarere en række scener og tableauer, hvoraf nogle holder fast i filmens tema om identitet mens andre går i helt andre og mere uigennemskuelige retninger. Fx har filmen en sidehistorie om en sydamerikansk nonne, der er med til at smide ris ned til en fattig landsby fra en lille flyvemaskine, og som ved et uheld selv skvatter ud af flyet. Uden faldskærm og med flere hundrede meters frit fald under sig.

Smukt og absurd
På mirakuløs vis overlever hun faldet uden en skramme og det sætter gang i en hel bølge af nonner, der hopper ud fra fly uden faldskærm, men gerne i flok eller i selskab med en cykel. Det er totalt absurd og meget smukt og absurd på samme tid, men eftersom Harmony Korine ikke ligefrem er gavmild med forklaringer på den her lille spøjse sidehistorie, er der formentlig en del mennesker, der står af 'Mister Lonely' lige her.

Et åbent filmsind
Tag det som en anbefaling eller lad være. 'Mister Lonely' kræver tålmodighed og et meget åbent filmsind. Det er filmkunst, der egentlig er ligeglad med at være kunst. Den gør bare det, der falder den ind. Det er særdeleshed det, man kalder en offbeat-film, en film, der går sin helt egen vej, langt fra mainstream-strømme og moderne dogmer. Men hvis man giver den en chance, vil man opleve billeder og scener, der ikke forlader én lige med det samme. Fx en Michael Jackson, der optræder med dans for øjnene af måbende patienter på et alderdomshjem.

Lyseblå nonner i frit fald
Eller en Madonna i fuldt sceneskrud med opsat hår, netstrømper og lange støvler, der står og saver i et stykke træ. Eller fire blåklædte nonner, der holder hinanden i hånden mens de med enorm fart nærmer sig jorden - uden en faldskærm i sigte. Det handler film ikke mindst om. At åbne vores øjne med billeder og begivenheder, som vi aldrig har set før, og som vi aldrig forestillede os, at vi skulle komme til at se.