Moon

Mændene på månen

'Moon' er en film, der med stor lethed og tydelighed understreger, at man kan nå rigtig langt med en simpel og enkel idé. Og idéen i 'Moon' er omtrent ligeså enkel som filmens titel.
I en nær fremtid har mennesket fundet en stor og uudtømmelig energikilde på den mørke side af månen. Her, på en base, arbejder en mand alene, kun i selskab med en robot og med mindet om hans kone og datter, som han engang i mellem modtager båndede videohilsener fra. Manden, der hedder Sam, er snart færdig med sin tre-årige kontrakt, hvorefter han kan rejse hjem til sin smukke kone og deres barn på Jorden.

Kriminelt lusk
Det lyder jo dejligt ... men der er et eller andet galt. Er Sam ved at blive tosset efter at have tilbragt 3 år i selskab med robotten GERTY på bagsiden af månen? Det ville, i så fald, være helt naturligt. Eller er der noget kriminelt lusk ved det hele, ikke mindst det mærkelige faktum, at Sam ikke kan kommunikere direkte med Jorden, men kun med båndede beskeder?

Smuk kvinde på månen
En dag bliver Sam distraheret ved synet af en smuk kvinde, midt på månen, mens han er ved at undersøge en af sine energihøstmaskiner. I ren befippelse kører han galt og ligger forslået og halvdød på gulvet i sit ødelagte månefartøj. Men han bliver reddet, og hans redningsmand er ... ham selv - en tro kopi af ham selv, bare lidt friskere, mindre slidt og uden sår og brud efter ulykken. Til at starte med er de to udgaver af Sam naturligt nok på vagt og mistroiske overfor hinanden, men efterhånden indser de, at de er ofre for en snedigt udtænkt plan.

Irriterende og krukket
Hvilken plan må man selv finde ud af ved at se 'Moon' - hvilket slet ikke er nogen dårlig idé. 'Moon' er en lille og klaustrofobisk film, der flere gange kan virke irriterende og krukket mystifystisk. Men hver gang viser der sig at være en mening med mystifismen. Og da filmen er slut efter blot halvanden time, viser det sig, at den har fulgt sin egen logik, klart og tydeligt og stramt og uden bevidste, smarte drillerier for at lave sjov med publikum.

Låner fra klassikere
Der bliver lånt tydeligt fra andre science fiction-film, ikke mindst fra Stanley Kubricks klassiker, 'Rumrejsen år 2001' fra 1967, hvor en astronaut strander i rummet sammen med en robot, der i princippet skal hjælpe astronauten med at holde rumskibet flyvende, men ender med at være astronautens fjende, eftersom robotten har et overordnet mål, som astronauten ikke kender til. Også robotten GERTY i 'Moon' har nogle hemmeligheder, som Sam langsomt får lirket op.

Isolation i friheden
Derudover låner 'Moon' især fra Douglas Trumbulls 'Silent Running' fra 1972, hvor en mand strander i et rumskib sammen med de eneste efterladenskaber fra Moder Jord, en håndfuld små haver med et udvalg af Jordens planter. 'Moon' har den samme klaustrofobiske fornemmelse af isolation - midt i det gigantiske verdensrum. Men fornemmer hele tiden, at Sam virkelig er alene i verden, uanset at han har udsigt til hele menneskeheden dernede på Jorden.

Besk kommentar
På trods at de store og tydelige lån fra science fiction-filmenes mere afdæmpede og poetiske forhistorie, har 'Moon' sin egen tone og sin egen fornemmelse. Det skyldes ikke mindst, at der gemmer sig en besk kommentar nedenunder historien, for på trods af at mennesket har løst sine energiproblemer på fornem vis ude i fremtiden, er de frie markedskræfter på Jorden stadig lige lumske og udspekulerede og amoralske.

Uforudsigelig skuespiller
En anden selvstændig stemme i 'Moon' er filmens altoverskyggende hovedrolle, Sam Rockwell, der har rollen, eller rollerne, som Sam. Rockwell er en kantet og uforudsigelig skuespiller, der altid fungerer perfekt i rollen som dobbeltbundede karakterer, der balancerer på grænsen til vanviddet eller på grænsen mellem løgn og virkelighed. Han var fx glimrende som talkshow-værten, der også hævdede at være CIA-agent i George Clooneys rundtossede 'Confessions of A Dangerous Mind'. Og det er i princippet den samme rolle, Rockwell spiller i 'Moon' - en mand med flere identiteter, eller man kunne også sige flere mænd med samme identitet.

Skræddersyet til Rockwell
Ligesom det er svært at forestille sig Sam Rockwell i en hovedrolle i en typisk og gennemsnitlig Hollywood-film, er det svært at forestille sig 'Moon' uden Rockwell. Den film er simpelthen skræddersyet til ham. Og når man har set 'Moon' kan man godt ærgre sig over at der ikke er flere, der skræddersyer film til Sam Rockwell. 'Moon' er en lille, intens film, fyldt med små gåder og puslespil, som filmen sætter overbevisende sammen, takket være sin enkle, klare idé.