Muriel - ou Le Temps d'un Retour
Erindringens fragmenterede sværhed
Der kan snildt skrives tykke, tykke og flommefede bøger om den franske film, 'Muriel'. Det er sådan set også meningen. 'Muriel' er ikke en film, man sætter på en onsdag aften for bare at have en fornemmelse af at have oplevet et eller andet i løbet af dagen. Det er en udfordring, et statement, et essay, et formbrud, en begivenhed, en meddelelse til menneskeheden. 'Muriel' er et kunstværk, er det. Det vidner filmens fulde titel om: 'Muriel ou le Temps d'un Retour'. 'Muriel - eller den tid en tilbagekomst tager'.
Ikke højtravende og selvoptaget
At 'Muriel' er kunst betyder ikke at man skal se filmen med angst og bæven og overdrevet respekt. Det er ikke en højtravende og selvoptaget film, der forsvinder op i sin egen endetarm og er ligeglad med om andre har lyst til at følge med. Det er en film med lyst til at kommunikere og fortælle noget - gerne flere gange og om og om igen. Egentlig er det fuldstændig absurd at fortælle om filmen efter kun at have set den én gang. Den kan med fordel ses igen og igen for at lade de enkelte dele bundfælde sig. Det er en enormt rig og ladet film, fuld af opgør med filmens fortællesprog, fuld af teorier om komplekse menneskelige fænomener som erindring, minder og hukommelse.
Menneskelig erindring
Det kan formentlig sagtens lade sig gøre at se 'Muriel' uden at fatte et muk af instruktøren Alain Resnais' pointer om menneskelig erindring og filmmediets fortællesprog. I så fald er 'Muriel' bare et rodet og usammenhængende kammerspil med den sære franske kystby, Boulougne-sur-mer som kulisse. Der er fire hovedpersoner, den midaldrende Hélène, der driver en antikvitetsbutik fra sin egen lejlighed, hendes gamle flamme, Alphonse, der er vendt hjem fra Algeriet og nu drømmer om at genoptage forholdet til Hélène, Francoise, der er Alphonses niece og endelig Hélènes stedsøn, Bernard, der har været i krig i Algeriet.
Myrdet Muriel
Mens Hélène og Alphonse forsøger at finde ud af hvorfor det forhold, som de havde til hinanden i 1940, aldrig blev til noget, forsøger Bernard og Francoise at nærme sig hinanden. Samtidig ender Alphonse og Bernard ofte med at diskutere Algeriet, som de begge har tilbragt flere år i. Alphonse drev en café for rige franskmænd i Algier og husker Algeriet med glæde og nostalgi, mens Algeriet for Bernard er mindet om den unge kvinde ved navn Muriel, som hans deling i den franske hær torturerede og myrdede.
En verden af minder
Især Alphonse og Bernard lever i en verden af minder. De er låst fast i deres fortid og lever knap nok i nutiden. Det er det tema, Alain Resnais funderer over i 'Muriel'. Hvordan erindring påvirker vores liv, hvordan det kommer til udtryk og - ikke mindst - hvordan man bedst muligt kan beskrive det i filmisk form. Derfor taler figurerne i 'Muriel' ikke i lange sammenhængende dialoger, men i korte, fragmenterede bidder. Det ene øjeblik kan Alphonse og Hélène småskændes om hvem, der svigtede den anden i det gamle forhold, hvorefter Alphonse pludselig siger 'jeg vil gerne ta' et billede af dig' og Hélène bryder ud i et stort smil. Såden fungerer erindring, ifølge Resnais, som små, usammenhængende fragmenter, der støder mod hinanden.
Alternativ klipning
Derfor er 'Muriel' fuld af alternativ klipning, spring i tid og rum og en særpræget brug af musik. Hvor andre ville holde kameraet i samme indstilling filmer Resnais ofte den samme samtale fra 3-4-5 forskellige vinkler og krydsklipper hastigt mellem dem - som i en moderne musikvideo. Andre gange lader han folk tale med hinanden på lydsiden mens vi ser figurerne foretage sig noget helt andet på billedsiden. Til tider lader han dialogen fra en scene fortsætte over i den næste scene, så man som publikum bliver i tvivl om hvem der egentlig taler og tænker hvad. Og musikken ... musikken er et helt kapitel for sig selv. Ofte består den af modernistisk 12-tonet kompositionsmusik, der bryder ind mellem scenerne for at skabe en stemning. I andre tilfælde ligger den og rumsterer nedenunder scenerne som en sær, forstyrret støj, nærmest som i en gyser eller thriller.
Følelser og minder
I det hele taget anstrenger Resnais sig grundigt for at nedbryde vores traditionelle forestilling om hvordan en film skal se ud. Han gør det endda så grundigt, at selve forholdet mellem de fire hovedpersoner, og de følelser og minder, Resnais gerne vil bore i, har svært ved at få plads.
Den eneste hele sammenhængende, lange scene er den, hvor unge, triste Bernard tænker tilbage på filmens titelperson, den algierske pige Muriel. Uvist af hvilken grund begyndte Bernards soldaterkammerater at slå og tæske løs på den halvt bevidstløse pige, måske som hævn for dræbte kammerater. Vi ved kun, at Bernard undervejs fik det så skidt, at han forlod torturen. Og da han vendte tilbage dagen efter, var pigen død.
Fremad i filmhistorien
Ironisk nok er det netop den forholdsvis konventionelle scene, der står skarpest af indholdet i 'Muriel'. Det understreger hvor avantgardistisk og svær en disciplin Resnais er ude i når han forsøger at nedbryde filmsproget med 'Muriel'. Men hans forsøg er absolut fascinerende. Udfordrende og svært at holde styr på, men ikke mindst derfor fascinerende. Selv i dag, 46 år efter premieren, ligner den noget, der peger direkte fremad i filmhistorien.