preload loader
my son my son what have ye done
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

My Son My Son What Have Ye Done

50 % Herzog 50 % Lynch - og 50 % Shannon

Det siger sig selv, at 'My Son My Son What Have Ye Done' er en mærkelig og flippet film. Det kan ikke være anderledes når to så krøllede hjerner som David Lynch og Werner Herzog arbejder sammen. Mens David Lynch' særlige humoristiske og blodige form for surrealisme har fundet sin helt egen plads i filmverdenen med fx 'Blue Velvet' og 'Twin Peaks', har Werner Herzog haft en særlig evne til at beskrive mennesker, der er helt ude på randen af tilværelsen, lige før de styrter i afgrunden, i film som 'Gåden om Kaspar Hauser', 'Woyzeck' og 'Fitzcarraldo'.

Excentriske filmfolk
De to kunstneriske temperamenter mødes i 'My Son My Son What Have Ye Done', og forunderligt nok virker det som om de to excentriske filmfolk har podet filmen med lige meget af deres personlighed. Det er Werner Herzog, der har instrueret filmen og skrevet den sammen med Herbert Golder. Og det har de gjort på basis af den sandfærdige historie om Mark Yavorsky fra San Diego, der i 1979 lod sig inspirere af det klassiske græske stykke, 'Orestien', og stak sin mor ihjel med et sværd.

På randen af afgrunden
Herzog har selv anslået, at der kun er 30 procent tilbage af de virkelige hændelser. Resten har Herzog og Golder selv fantaseret sig frem til. Mark Yavorsky har skiftet navn til Brad McCullum i Herzogs film, og der er ikke meget tvivl om at McCullum er betydeligt mere underholdende i sin galskab end Yavorsky har været. McCullum er en rigtig Herzog-figur, et begavet og særligt menneske, der falder helt udenfor de rammer, som vi normalt synes et menneske skal bevæge sig indenfor, og som ihærdigt forsøger at overleve derude på randen af afgrunden.

Vanvid og intensitet
Det er skuespilleren Michael Shannon, der har fået rollen som Brad McCullum, og når man har set Michael Shannon fyre den af med vanvid og intensitet og helt stjæle billedet fra så store skuespillere som Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i filmen 'Revolutionary Road', er det ikke svært at se Michael Shannon i rollen som Brad McCullum, der render rundt med et gigantisk sværd og spiller græsk tragedie i 'My Son My Son What Have Ye Done'.

Usædvanligt intens
Shannon er en usædvanlig og en usædvanligt intens skuespiller, der på én gang ligner en gammel nedbrudt og nedslidt mand og en ung ildsjæl, der vil gå i døden for sin egen passion.  Og i 'My Son My Son What Have Ye Done' tøffer han rundt med vidtåbne øjne som en spændt fjeder, der pludselig får et vildt og voldsomt indfald - for bagefter at falde sammen og se ud som om han har opgivet det hele.

En slem moderbinding
Det står ikke helt klart hvorfra Brad McCullums vanvid stammer. Werner Herzog er i hvert fald ikke ude på at tegne et klassisk psykologisk billede på en ung sindsforvirret mand, der myrder sin mor. Han ser ud til at hælde mere til den tanke, at man ikke kan forklare vanvid. Eller måske snarere, at vanvid er helt normalt. Herzog vil allerhelst lege med den fascinerende galning, der lader sig inspirere af en græsk myte og myrder sin mor, præcis som Orestes gjorde i 'Orestien'. Der er ingen tvivl om at Brads mor er grotesk og rædselsfuld i sin overdrevne beskyttertrang, og at Brad lider af en slem moderbinding, men det kan umuligt være den eneste forklaring på Brad McCullum fx lytter til en gammel negro spiritual på et kassettebånd og er overbevist om at han hører Guds stemme.

Voldsom død
Den leg med galskab og vanvid og voldsom død i et forstadsmiljø i det sydlige californien, er David Lynch naturligvis helt frisk på at lege med på. Alt andet ville ligne ham temmelig dårligt. Hvordan Lynch helt præcist har bidraget til filmen i rollen som producer, er uklart, men filmen har bl.a. tre af Lynch' faste skuespillere på rollelisten: Willem Dafoe, der skød hovedet af sig selv i rollen som Bobby Peru i 'Vilde hjerter', Brad Dourif, der også bidrog med sit gale og spiddende blik i Lynch' 'Dune' og 'Blue Velvet', men måske bedst huskes i rollen som Billy Bibbitt i klassikeren 'Gøgereden', og endelig Grace Zabriskie, der spillede Laura Palmers mor i 'Twin Peaks'.

Surrealistisk humor
Derudover er Lynch' surrealistiske humor på spil overalt i 'My Son My Son', som fx da Brad taler med sin Onkel Ted, der opdrætter strudse på landet og som bestemt ikke bryder sig om at Brad er begyndt at spille teater. 'Det er for bøsser og negre med attitude', som Onkel Ted konstaterer med fråde om mundvigen.

Løber tør for idéer
'My Son My Son What Have Ye Done' vil formentlig aldrig gå over i historien som en af de bedste og vigtigste film for hverken Werner Herzog eller David Lynch. Det er som om Herzog løber tør for idéer halvvejs gennem filmen, og som om formen med talrige tilbageblik på McCullums liv går i selvsving uden at præsentere noget nyt. Til gengæld har filmen en helt særlig stemning af skæbnetung tragedie i en sommerhed sydstatsforstad og en helt særlig figur i Michael Shannons Brad McCullum, der tilsyneladende lever i en græsk tragedie mens alle andre går i den ganske almindelig trummerum i Californien.

Særlig stemning
Ord som 'mærkelig' og 'flippet' rækker ikke til at dække den særlige stemning i 'My Son My Son What Have Ye Done'. Der er kun én måde at beskrive filmen. 50 procent Herzog, 50 procent Lynch - og for at gøre regnskabet endnu mere spændende: 50 procent Michael Shannon.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Werner Herzog

Genre:

Drama

Land:

USA/Tyskland

Udgivelsesdato:

27.09.2010 (England)

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > dvd > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.