Rashômon

Langt forud for sin tid

Nu om dage ser den japanske klassiker, 'Rashômon', ikke så chokerende ud.  Vi er vant til at se film, der driller og udfordrer sit publikum ved at fortælle sin historie så krøllet og kryptisk, at ingen ved hvad der er sandhed og løgn. Tænk bare på film som Bryan Singers 'The Usual Suspects', Tom Tykwers 'Run Lola Run' eller Woody Allens 'Melinda og Melinda'.

Den skinbarlige sandhed
Men da Akira Kurosawa sendte sin 'Rashômon' ud i biograferne i 1950 var verden ganske uforberedt på sådan en fortælleform. Dengang kendte man ikke til meget andet end historier, der startede et sted og sluttede et andet. 'Rashômon' havde hele fire forskellige slutninger. Den startede om og om igen og fortalte sin historie fire gange, set gennem øjnene på fire forskellige mennesker. Hvem havde myrdet den stakkels mand? Hvem havde gjort hvad? Hvad var sandheden? Det var præcis det spørgsmål Kurosawa ville rejse med 'Rashômon'. Hvad er den skinbarlige sandhed om de begivenheder, der finder sted omkring os hver dag?

Før fjernsynet
Sådan en gådefuld historiefortælling kom fuldstændig bag på publikum i 1950, dengang før fjernsynet, før videoen og dvd'en, dengang en biografoplevelse var en begivenhed og en oplevelse med en kraft, vi slet ikke kan forestille os idag. Adskillige biografgængere mente at Kurosawa havde gemt sandheden et sted i filmen og at man bare skulle kigge godt efter. At der ikke var nogen endegyldig sandhed i filmen, var en stor mundfuld at sluge.

Indrømmer mordet
Naturligvis er der faste holdepunkter i Kurosawas historie. Rammen om historien er tre mænd, der mødes i silende regnvejr ved ruinen af huset Rashômon i Japan i det urolige og krigshærgede 12. århundrede. De to af mændene, en skovhugger og en præst, sidder stille og eftertænksomt og klager over at de har mistet troen på det gode i mennesket. Det griner den tredie mand, en landevejsrøver, højt og længe af. Han har aldrig haft nogen tiltro til det gode i mennesket. Men han be'r om at høre deres historie. Og så fortæller skovhuggeren og præsten om de begivenheder, der fandt sted i den nærliggende skov nogle dage forinden. Under en tur gennem skoven fandt skovhuggeren liget af en mand. Nogle dage senere blev en lokal, berygtet tyv, Tajômaru, arresteret og han indrømmede mordet. Så meget står klart. Så meget er sikkert.

Voldtager konen
Det er også sikkert at striden mellem de to mænd handler om en ung smuk kvinde, som manden rejste med - nemlig hans kone. Og det er ganske vist, at Tajômaru satte gang i begivenhederne ved at overfalde og bagbinde manden og bagefter voldtage hans kone. Men hvorfor slog Tajômaru manden ihjel? Det er det punkt, der bliver vendt og drejet fire gange i løbet af 'Rashômon'. Først af morderen, Tajômaru, selv. Så af den unge kvinde, der har mistet sin mand. Dernæst minsandten af den dræbte mand, der på dramatisk vis taler gennem et medie. Og endelig af skovhuggeren, der viser sig at have overværet de dramatiske begivnheder og har set noget helt andet end de andre.

Fair og sober duel
De fire mennesker har hver deres version af sandheden. Og deres version af sandheden bunder naturligt nok i deres eget udgangspunkt og i deres gevinst ved at fortælle historien. Tajômaru mener fx ikke nødvendigvis, at det er hans skyld, at manden er død. Det var godt nok ham, der myrdede ham, men det var efter en fair og sober duel, som udelukkende blev sat igang fordi den unge kvinde krævede det. Ifølge Tajômaru kunne hun ikke leve med at begge de to mænd kendte til den store skam, hun blev udsat for, da Tajômaru voldtog hende. Én af dem måtte altså dø.

Den store skurk
I den sammenhæng kan man tilføje, at den store skurk i 'Rashômon' er japanernes kvindesyn i det 12. århundrede. Først bliver kvinden voldtaget, hvorefter hun bliver udstødt af resten af samfundet som uren. Det kan man da kalde uretfærdigt. Men det er en helt anden historie, som ikke er til diskussion i 'Rashômon'. Det er derimod vores opfattelse af sandheden.

Sejrsgang verden over
'Rashômon' vandt Guldløven ved Venedigs filmfestival i 1950 og gik siden sin sejrsgang verden over. Den åbnede Vestens øjne for japansk film og satte samtidig gang i mere avancerede fortælleteknikker på film. Selv i dag kan man høre moderne instruktører, der refererer til 'Rashômon's 58 år gamle fortælleform. Adskillige andre film har lånt fra 'Rashômon', der af samme grund ikke virker så chokerende i dag. Men uanset at 'Rashômon's fortælleteknik forlængst er blevet dagligdag i filmens verden, har 'Rashômon' stadig en utrolig, viril energi. Der bliver overspillet til den store guldmedalje, sådan som man nu engang gjorde den engang, men skuespillet er også usædvanlig intenst. Og takket være Kurosawas opfindsomme og hele tiden overraskende fortællestil er 'Rashômon' også en stor nydelse at se på idag.