Reykjavik Whale Watching Massacre

Splatterhverdag på Island

Det er som bekendt afsindig dyrt og møgbesværligt at lave film. Sådan behøver det nu ikke være. Man kan også få en hurtig idé i en brandert og så sige 'den laver vi sgu' uden overhovedet at overveje at ville lave stor kunst.

Kreativ kæfert
Sådan en film er den islandske splattergyser 'Reykjavik Whale Watching Massacre', der kom til verden i en kreativ kæfert. Ud af et par tilfældige stykker inspiration fik den københavnske koncertarrangør og kulturaltmuligmand, Torsten 'Metalstein' Hvas, en idé. Han ville flytte den legendariske og højt beundrede 70'er-gyser, 'Motorsavsmassakren', til en af de gamle islandske hvalfangerbåde, der nu bliver brugt til at sejle turister ud for at nærstudere hvaler i harmoni på det åbne hav. Ved sin side havde Torsten Hvas en erfaren historiesnedker i den islandske forfatter, Sjón, og efter at de sammen havde nedfældet en historie på et par servietter på et hotel i norditalien, skrev Sjón et manuskript.

Dødbringende værktøj
Det virker grotesk at hævde, at en film om turister, der bliver slagtet på stribe på en gammel hvalfangerbåd, ligger lige for, men i splatter- og gyserfilmenes univers er det en logisk tanke. Hvalfangerbådene er jo fyldt med dødbringende værktøj og på Island vrimler det med gamle hvalfangere, der har svært ved at acceptere, at en global bekymring for hvalerne skal gå ud over lige netop dem. Så enkelt kan det udtænkes. Vrede hvalfangere ta'r hævn. Og så enkel en film er 'Reykjavik Whale Watching Massacre'.

Styrke og svaghed
Den enkelhed er både en styrke og en svaghed. De manglende ambitioner om at ville lave stor kunst giver filmen en sprød lethed og friskhed, men samtidig er 'Reykjavik Whale Watching Massacre' meget nem at læse og gennemskue, hvis man har set bare en lille håndfuld gyser- og splatterfilm. Filmen forsøger ikke at vride de velkendte splatterelementer og give dem et nyt udtryk i det islandske. Tværtimod griner den skælmsk i skægget over at gentage klichéerne i Island, hvor splatterfilm åbenbart er et meget usædvanligt fænomen, hvilket man så kan grine af eller misunde. Den manglende kulturelle forståelse for splatterfilmenes sprog har åbenbart været skyld i meget voldsomme reaktioner på Island, hvor distributørerne til sidst måtte udstyre filmens plakater med en advarsel om, at man kun bør se filmen, hvis man er i besiddelse af humor.

Sorthumoristisk satire
Sjóns manuskript er fuld af ironiske og sorthumoristiske kommentarer til den grundstødte hvalfangerkultur på Island. Den lille familie af hævngerrige hvalfangere omtaler Greenpeace som 'Green-pis' og undervejs i filmen sidder et par globalt tænkende medlemmer af den kreative klasse, som aldrig kunne drømme om at bare drille en hval, og bliver enige om at hvalkiggeri svarer til at gå ind i et fremmed menneskes hus og se på beboerne mens de er i bad.

Ildvarslende åbning
Den humor er et af de bedste elementer i 'Reykjavik Whale Watching Massacre'. Et andet vellykket tiltag er filmens åbning hvor gamle filmoptagelser af islandske hvalfangere, der skærer en kæmpehval op, bliver tilsat melankolsk og smuk musik af den islandske musiklegende, Hilmar Örn Hilmarsson. Den kombination giver en intens og ildevarslende fornemmelse af at det, der skal ske i filmen, rækker langt tilbage i hele den islandske selvforståelse. I det hele taget har den islandske instruktør Julius Kemp en billedfornemmelse og en fortælleteknik, der minder mere om solid nordisk socialrealisme end om splatterfilm, hvilket til tider giver filmen en spøjs og spændende stil.

Splatterhverdag
Til gengæld kniber det med det, der burde være alfa og omega i en splatter- og gyserfilm, spændingen og intensiteten. Der er for meget splatterhverdag over slagterierne på båden. At se en mand få skudt hovedet af så blodet sprøjter op af halsen eller en anden få banket en hammer gennem panden, er hverken chokerende eller overraskende. Kun et enkelt af de omkring 12 dødsfald bruger opfindsomt af de remedier, hvalfangerkulturen så gavmildt stiller til rådighed, nemlig en vaskeægte harpun. Da en japansk turist forsøger at svømme væk fra hvalfangerbåden, griber en af de gamle hvalfangere en harpun og sender den af sted i en smuk bue - og gæt selv om den rammer plet.

Voldelige sexhungrende islændinge
En stor del af den manglende intensitet skyldes filmens figurgalleri, der ifølge Torsten 'Metalstein' hvas er sammensat af personer, som han selv har mødt og har haft lyst til at tage livet af. Det er forklaringen på at den håndfuld turister, der tager af sted på hvalkiggeri, består af bl.a. tre racistiske midaldrende kvindelige indkøbere af børnefilm til islandsk tv, en stangstiv og irriterende franskmand og en lille selvoptaget japansk familie. Derudover består rejseselskabet af en ung kvinde på bryllupsrejse uden sin afdøde ægtemand, en homoseksuel afro-amerikaner og en ung tysk kvinde, som af en eller anden grund hele tiden bliver udsat for islandske mænds voldelige sexlyster.

Strittende selskab
Det er mærkeligt strittende selskab, der mest af alt ser ud som om Metalstein og Sjón er gået ind på en havneknejpe i Reykjavik i en tidlig morgentime og har spurgt samtlige tilstedeværende, inklusive dem, der har sovet henover bordene, om de havde lyst til at spille med i en splatterfilm. Men den slags farverige og skæve elementer er naturligvis en del af stilen, når man laver en film ud fra devisen om at det ikke skal være kunst, det skal sgu være sjovt, og det skal bare fyres af.