Ricky

En af livets små udfordringer

'Folk vil gerne have alting forklaret nu om dage, og måske gav jeg for mange åbninger til at folk selv skulle finde en mening med 'Ricky''. Sådan lyder Francois Ozons egen forklaring på at hans film, 'Ricky', aldrig nåede ud til noget bredt publikum og generelt regnes for en parentes mellem hans mest kendte film, 'Under the Sand', '8 kvinder', Swimming Pool' og 'Angel'.

Lille skæv film
Det er heller ikke helt nemt at blive klog på den her lille, skæve film. I sit udgangspunkt er den ualmindeligt simpel: hvad sker der hvis en lille familie med en mor, hendes 7-årige datter og moderens kæreste får en lille dreng, som på forunderlig vis udvikler vinger på ryggen og begynder at flyve. Det lyder jo mistænkelig meget som danske Wikke & Rasmussens 'Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger', men Francois Ozon griber sin historie helt anderledes an.

Fantasifuldt stunt
Det er naturligvis noget af et fantasifuldt stunt at udstyre en lille dreng med vinger, men Ozon forsøger på ingen måde at servere en historie, der er overnaturlig eller fantastisk. Han har ingen sjove musiknumre eller flippede karakterer eller farverige indfald som Wikke & Rasmussen i 'Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger'. 'Ricky' er ren socialrealisme i en fransk betonforstad, med folk der går fra hinanden, enlige mødre, kedeligt arbejde i store fabrikshaller, og daglige knallert-køreture i gråvejr. Der er bare den lille forskel på klassisk socialrealisme, at vores samlebåndsarbejdende mor får en lille dreng med vinger på ryggen.  Og hvad der siden ville ske, hvis sådan en situation skulle opstå i den virkelige verden, forsøger Ozon at vise så realistisk som muligt.

Realisme og fantasi
Det er tilsyneladende den tørre og uforklarede kombination af realisme og fantasi, der er for svær at sluge. For hvad er meningen med at fortælle en realistisk og troværdig historie om en mor, der får en dreng med vinger? Det er jo netop ikke realistisk og troværdigt. Er det for sjov eller har Ozon en alvorlig pointe?

Ingen regler eller konventioner
Det er præcis det, der gør 'Ricky' til så fascinerende en lille film. Den følger ikke nogen regler eller konventioner. Vi har ingen forudsætninger for at gætte os til hvad der vil ske med den lille familie og den lille dreng, Ricky, for vi har ikke set sådan en kombination af det realistiske og det fantastiske før. Det er i sig selv foruroligende.  Det hjælper selvfølgelig ikke på publikums fornemmelse af tryghed og faste rammer, at Ozon slutter 'Ricky' aldeles åbent.

Flyver ind i vinduet
Men hvis man virkelig har lyst til at blive udfordret og til ikke at føle sig tryg i en historiefortællers hænder, er 'Ricky' en rørende og berigende lille oplevelse. Ikke alene er filmens fantastiske realisme fascinerende at følge, Ozon har også gjort et formidabelt stykke arbejde med at gøre den flyvende Ricky så virkelighedstro som muligt. Drengen Arthur Peyret, der uforvarende er blevet placeret i rollen som Ricky har en helt fantastisk baby-mimik, Mélusine Mayance er mere end almindeligt charmerende som hans kærlige og snusfornuftige storesøster og Alexandra Lamy og Sergi Lopez er tilpas forvirrede som hans barnligt klodsede forældre. Og scenerne, hvor mor og storesøster syr en sikkerhedsdragt til den lille dreng, og han flyver rundt i sit værelse og banker knolden ind i vinduet som en anden fugl, er helt fantastiske.

Et lille mirakel
I det hele taget er det vidunderligt at følge med i familiens jordnære besværligheder med at håndtere det lille mirakel, naturen har kastet i sylten på dem. Hvad gør man fx når man køber ind i det lokale supermarked og lille 'Ricky' pludselig letter fra sin barnestol og flyver rundt oppe under loftet? Selvfølgelig er det komisk, men det har også en mere alvorlig, for ikke at sige filosofisk undertekst, for hvad stiller vi helt almindelige mennesker op med de uventede og sære ufordringer tilværelsen giver os? Det er formentlig helt tilsigtet at Ozon har givet den her lille film, der både ligner en komedie og en børnefilm, en musik, som minder om både Roman Polanskis gyser, 'Rosemary's baby', og Tim Burtons gotiske og dystre film.