Rip! A Remix Manifesto

Idéernes langsomme død

Det er næsten som at se en film af Michael Moore. Ganske vist forsøger canadieren Brett Gaylor ikke at være helt så morsom og slet ikke så sentimental som Moore, han har heller ikke så travlt med at sætte sig selv i centrum og komme med i sin egen film, men han er helt klart en slags en nørdet lillebror til dokumentarernes superstjerne, Michael Moore.

Noget er galt
Ligesom Moore stod bag film som 'Bowling for Columbine' og 'Fahrenheit 9/11' har Brett Gaylor kreeret en film om et emne, hvor noget åbenlyst er helt galt, og hvor årsagen til problemet tilsyneladende ligger i toppen af det amerikanske samfund, blandt velhavende politikere, erhvervsfolk og jurister. Lad os bruge et af Brett Gaylors egne velvalgte eksempler til at illustrere problemet, nemlig den yderst populære fødselsdagssang, 'Happy Birthday', der ifølge Guiness Rekordbog er den mest kendte sang på det engelske sprog.

Happy Birthday
Melodien til sangen blev skrevet i 1893 af de amerikanske søstre, Patty og Mildred Hill, og det er altså deres værk. Men ... hvis man bruger 'Happy Birthday' i en eller anden offentlig sammenhæng nu om dage skal man betale til de nuværende ejere, nemlig verdens største musikforlag, Warner Chappell. Man må gerne synge sangen til en børnefødselsdag hjemme i stuen, men hvis man bruger sangen offentligt, er det med at hoste op med nogle skejser til Warner Chappell.

Tilbage til slaverne
Det er i sig selv temmelig absurd at nogle kan eje en sang som 'Happy Birthday', der forlængst er blevet fælleseje på samme måde som solskinnet på en sommerdag. Men Brett Gaylor har endnu mere og skarpere ammunition i sin film. Han fastslår, at kunstnere og musikere har brugt af hinandens idéer lige siden tidernes morgen, og det gør han med hjælp fra et stykke bluesmusik, der kan føres tilbage til de negro spirituals, som de sorte slaver gik og sang for at holde humøret oppe mens de plukkede den hvide mands bomuld. Det blev til bluesmusik og efterhånden til et rhythm & blues-nummer som The Staples Singers indspillede i 1959 og som Mick Jagger og Keith Richards i The Rolling Stones omskrev og gjorde til deres egen komposition, 'The Last Time', i 1965. The Rolling Stones' arrangør, Andrew Loog Oldham, omarrangerede nummeret i 1966 inden gruppen Verve bruge Oldhams strygerarrangement til deres hit 'Bittersweet Symphony' i 1997.

Ironien bliver tyk
Og her er det, at ironien og pointen bliver rigtig tyk i Brett Gaylors 'Rip! A Remix Manifesto'. Mick Jagger og Keith Richards' advokater sagsøgte nemlig Verve for brugen af Oldhams arrangement af 'The Last Time' og det endte med at Jagger og Richards fik de fulde sangskriverrettigheder til Verves 'Bittersweet Symphony'. Her burde spøgelserne fra de gamle sorte slaver på bomuldsmarkerne selvfølgelig have sagsøgt Mick Jagger og Keith Richards, og affæren blev helt absurd, da Jagger og Richards siden gav tilladelse til at 'Bittersweet Symphony' blev brugt i en Nike-reklame - mod Verves vilje.

Kampen om copyright
Det er netop kernen i Brett Gaylors film. Kampen om rettigheder og copyright og kontrol er løbet løbsk. Det handler ikke om musik og kunst og kreativ udfoldelse, men om at opkøbe rettigheder og pudse en hær af advokater på enhver, der piller ved varerne. Den udvikling beskriver Brett Gaylor ved at gå helt tilbage til go'e gamle Gutenberg, der gjorde det muligt at kopiere bøger i uendelige eksemplarer, og op til Napster og de amerikanske pladeselskabers retsforfølgelse af almindelige amerikanere, der har downloadet og kopieret musik på deres hjemmecomputere og videre frem til den medicinalindustri, hvor amerikanske industrigiganter opkøber rettighederne til planter, som indianere i regnskoven har brugt til naturmedicin i årtusinder.

Overdimensionerede hyklere
Problemet er ikke helt så enkelt som Brett Gaylor gerne vil gøre det i 'Rip! A Remix Manifesto'. Når musikbrugere frit kopierer og bruger et stykke musik, som en anden person har skabt med blod, sved og tårer, er der noget, der ikke er helt sundt. Det er ikke så nemt at beskrive det entydigt Gode og Onde i slagsmålet om copyright.
Men Brett Gaylor har under alle omstændigheder skabt en pædagogisk og letforståelig film, der klart og tydeligt beskriver et problem, som kan have ganske store følger for vores verden. Det handler ikke kun om hvorvidt det er ulovligt eller ej at downloade musik. Det handler heller ikke kun om at Mick Jagger og Keith Richards er et par overdimensionerede hyklere. Det handler grundlæggende om kreativitet og udvekslingen af idéer.

Dynamisk samfund
Et samfund hvor idéer kan flytte sig hurtigt og skabe nye idéer med ligeså stor hastighed er et kreativt og dynamisk samfund. Det er præcis sådan et argument, amerikanerne har levet højt på i flere århundreder. Men på det punkt begynder det at se sort ud for det rige Vesten som vi kender det. Fokus er flyttet fra at skabe nye idéer til at kontrollere de gamle idéer. Det kan kun være dræbende for kreativiteten. Det viser Brett Gaylors 'Rip! A Remix Manifesto' med skræmmende tydelighed.