preload loader
sky blue
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

Sky Blue

Tegnefilm på sydkoreansk

Det er efterhånden gået op for mange danskere, at tegnefilm er meget andet end Disneys klassikere og Pixars moderne klassikere og hvad der ellers kommer fra vestens tegneseriestudier. Det er efterhånden gået op for menigmand herhjemme, at der i Japan findes en vis Hayao Miyazaki, der laver fantastiske tegnefilm som 'Chihiro og heksene', 'Det levende slot' og 'Ponyo på klippen ved havet'.

Eventyrlige animationsfilm
Det er altsammen glimrende. Men der er stadig dele af tegnefilmenes verdenskort, der aldrig når til de danske biografer, og knap nok til de danske dvd-hylder. Miyazaki er langtfra den eneste i Japan, der skaber store og flotte familieeventyr som tegnefilm. På det punkt har vi stadig mange oplevelser til gode. Derudover har Japan en enorm produktion af actionmættede, eventyrlige animationsfilm, hvor de mest kendte og børnevenlige er serier som Pokémon og Yu-Gi-Oh.
Men her skal vi endnu længere ud på tegnefilmenes verdenskort, til et land, der efterhånden har manifesteret sig som et vigtigt filmland, men som endnu ikke slået sig op på tegnefilm, nemlig Sydkorea.

Wonderfuld Days
En af de mest berømmede film fra Sydkoreas animationsstudier er science fiction-actionfilmen 'Sky Blue', der oprindeligt i Sydkorea havde den ironiske titel, 'Wonderful Days'. Det er ikke nogen ny film, eftersom den havde premiere på den amerikanske Sundance Festival i 2004, men det er en film, der stadig rumsterer på det internationale dvd-marked og som nu kan fås på det fremadstormende digitale blu ray-format.

Fjernt fremtidsunivers
Handlingen i 'Sky Blue' er der sådan set ikke så meget grund til at blive ophidset over. Den er ualmindelig typisk for asiatiske tegnefilm med sin historie fra et fjernt fremtidsunivers, hvor naturen kæmper en brav kamp mod grådige og hærgende mennesker, og hvor ensomme og nærmest mytiske hævnere forsøger at skabe retfærdighed.

Giftig regn
'Sky Blue' foregår så langt ude i fremtiden som i år 2142, hvor en miljøkatastrofe har kastet menneskeheden ud på afgrundens rand. Giftig regn skyller ned over Jorden og gør den ufrugtbar. Men en herskende klasse af mennesker har skabt den organiske by, Ecoban, der kun fungerer fordi underklassen, dvs tilflyttere og flygtninge som man kalder the Diggers, holder byen igang med kæmpemaskiner langt under jorden. The Diggers er nærmest at sammenligne med slaver for Ecobans herskere, der en gang imellem afliver en digger bare for underholdningens og adspredelsens skyld. The Diggers har iøvrigt ikke adgang til jordens overflade. De drømmer om at se den smukke blå himmel, deraf titlen 'Sky Blue'.
Sådan en omgang uretfærdighed kan vi selvfølgelig ikke have og ind på scenen kommer en enlig oprører, Shua, der forsøger at nedbryde hjertet i Ecoban og destruere byen. Shuas had til Ecoban skyldes ikke kun den herskende klasse, men også oplevelser fra hans barndom i byen, hvor han voksede op med sit livs udkårne, der nu fungerer som en af byens højtplacerede beskyttere.

Metropolis og Akira
Der er altså rigeligt på spil i 'Sky Blue', både kærlighed, action, social indignation, miljøaktivisme og en nærmest religiøs, mytisk overtone - og intet af det er rigtig selvstændig og originalt tænkt. Selve historien låner rigeligt fra tyske Fritz Langs gamle systemkritiske science fiction-klassiker, 'Metropolis' fra 1927 og fra en af de største klassikere indenfor japansk animation, eller anime, som de kalder det derovre, 'Akira' fra 1988.

Forskellige teknikker
Det særlige ved 'Sky Blue' ligger altså ikke i historien, men i billederne. Instruktøren Moon Sang Kim har brugt hele 7 år og en række forskellige teknikker for at give filmen sin helt særlige visuelle stil. Baggrundene i filmen er skabt digitalt og for det mest med en særlig 3D-dybdevirkning, der især gør billederne af Ecoban særligt realistiske. Til gengæld er menneskene og deres ansigter skabt med klassisk håndtegnet animation for at gøre deres udtryk så livfuldt som muligt.

Nedbrudt af syreregn
Overgangene mellem de forskellige teknikker er ikke altid lige elegant, men gennem hele filmen er Moon Sang Kim en mester i at skabe poetiske, næsten drømmende og fritsvævende billeder af stor skønhed. Fx er helten Shuas flugt i en slags svævefly gennem Ecoban en stor oplevelse i sig selv. Det samme gælder hans næsten meditative køreture på futuristisk motorcykel gennem det gråbrune landskab, der er nedbrudt af syreregn.
Der findes skam bedre tegnefilm, også fra Asien, end 'Sky Blue', men er man nysgerrig på at udforske asiens tegnefilm og gå videre ind i voksenfilmenes verden, videre end Hayao Miyazakis eventyr, er koreanske 'Sky Blue's dystre fremtidsunivers ikke noget dårligt sted at besøge.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Moon Sang kim

Genre:

Science Fiction

Land:

Sydkorea

Udgivelsesdato:

23.06.2008 (England)

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > dvd > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.