Son of Rambow
Frigjort fantasi
En flok drenge cykler hen ad en grusvej et sted ude på landet. Den forreste af dem trækker en legetøjspistol op af lommen og skyder efter nogle baskende krager. Og et par sekunder efter skvatter en krage ned fra himlen og rammer en af de andre drenge i hovedet, så han vælter med sin cykel.
Finurlig fantasiverden
På et andet tidspunkt, en anden dag, går en helt tredie dreng henover en mark. Foran ham står et stort og meget opfindsomt og grundigt konstrueret fugleskræmsel. Drengen går hen og kigger på fugleskræmslet, der pludselig vågner og overfalder drengen.
Det er en mildt sagt finurlig fantasiverden, der bliver foldet ud i den engelske film, 'Son of Rambow'. Det er en verden, der mestendels eksisterer på børnenes vilkår. Når man skyder en krage med sin pistol skvatter den selvfølgelig ned fra himlen og dør - også selvom éns pistol er lavet af plastik eller træ. Og når man ser et fugleskræmsel, der ser levende ud, som om det er med i en gyserfilm, så er det selvfølgelig levende, så overfalder det selvfølgelig én.
Befriende frigjort
Det gør 'Son of Rambow' til en befriende frigjort og fantasifuld oplevelse, hvor man aldrig helt ved, hvad der gemmer sig omme bag det næste hjørne. Instruktøren Garth Jennings har givet plads til en række skæve og sære indfald, der utvivlsomt hænger sammen med, at en god del af filmen er selvbiografisk. Og så er filmen iøvrigt fyldt ud til randen med en grovkornet humor, der er helt sin egen. Som fx i starten af filmen, da en 11-12-årig dreng løber ud af en biograf efter at have røget smøger mens han så Sylvester Stallones første Rambo-film, 'First Blood'. Han finder en fodbold på vejen, får øje på en mand, der står på en stige og roder ved et træ, og som om det var det mest naturlige at gøre i hele verden, som om han rejste en væltet cykel op fra et fortov, kaster drengen bolden, rammer manden, så han falder ned fra træet og skynder sig at løbe videre.
Religiøs sekt
Senere bliver en anden dreng sendt udenfor da hans skoleklasse skal se en film. Drengen har ikke gjort noget forkert. Han er bare medlem af en religiøs sekt, der ikke tillader sine medlemmer moderne fænomener som fjernsyn og film. Og så sidder drengen ude på gangen mens han hører en stemme fortælle, at ilden kan være menneskets ven, men også dets fjende, hvorefter man hører nogle rædselsvækkende menneskeskrig.
Tør humor
Den underspillede, tørre humor går igen hele filmen igennem. Det er dens særlige kendetegn, og det er den, der gør filmen til så charmerende en oplevelse. Selve historien er ikke specielt ophidsende eller overvældende. Den fortæller om venskabet mellem to jævnaldrende og meget forskellige drenge: Hyperballademageren Lee, der stjæler i supermarkedet, hugger cykler med største naturlighed og skyder folk ned fra stiger med en fodbold. Og den pæne, velopdragne William, som er medlem af en reaktionær og striks religiøs sekt med restriktioner og forbud overfor alt, der lugter moderne.
Perlevenner
De to bliver draget mod hinanden. William bliver fascineret af Lee fordi han gør alt det, William kun kan fantasere om, og Lee bliver fascineret af William pga hans veludviklede fantasi og store evner som tegner. Sammen kaster de sig ud i en fælles passion, at lave film, inspireret af Sylvester Stallones første Rambo-film. De låner Lees storebrors kamera og filmer så snart de ser muligheden for det. Det er ikke ligefrem et mesterværk af en actionfilm, de får banket sammen, men de har det fantastisk og det umage par, der kan spejle sig i hinanden, bliver perlevenner.
Hyldest til fantasien
'Son of Rambow' er altså en hyldest til den frie fantasi, sådan som den lever i hovederne på børn inden de bliver sløve teenagere eller kedelige og fornuftige voksne. Og den er en opfordring til at lade fantasien leve uden snærende bånd af den ene eller anden art, hvadenten det er restriktive religioner eller børn, der er overladt for meget til sig selv og som bliver stemplet som problembørn og ballademagere. Med en strammere og mere original historie kunne den være blevet rigtig overbevisende, men det er ihvertfald en film med en enestående energisk og uhæmmet og uforbeholden og ustoppelig opfordring til at slippe fantasien løs. Den er hermed givet videre ...