Standard Operating Procedure

Soldater som syndebukke

Lige nu, i de her dage, er der en ny optimisme og et nyt håb omkring amerikansk udenrigspolitik med præsident Barack Obama i Det h´vide Hus. I det lys og i den stemning virker det helt besynderligt at gå tilbage i tiden og grave i en af de store skandaler fra Irak-krigen, det amerikanske militærs tortur af irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad mellem maj 2004 og september 2005. Hvad skal vi der? Det er jo fortid, kunne man indvende i den optimistiske slipstrøm fra valget af præsident Obama. Hvorfor rode i de fejl, hans forgænger begik?

Ofre for krigen
Men der er al mulig grund til at dykke ned i torturen af de irakiske soldater i Abu Ghraib, først og fremmest fordi det er en af den slags begivenheder, der opstår i enhver krig, uanset hvor retfærdig og demokratisk parterne påstår at være. Instruktøren Errol Morris, der har forsøgt at beskrive og kortlægge hvad der skete i Abu Ghraib, har ingen planer om at lange ud efter præsident George Bush og det amerikanske militær. Hans film, 'Standard Operating Procedure', er i stedet en beretning om den lille håndfuld amerikanske soldater, som stod for torturen. De blev ofre for krigens særlige omstændigheder.

Nøgne fanger i snor
Takket være de billeder, der blev taget i Abu Ghraib, at nøgne, irakiske fanger, der bliver holdt i snor af kvindelige soldater eller er bagbundet foran store hunde, nåede beviserne på torturen verden rundt. Og inden længe blev de enkelte soldater udstillet som grusomme sadister, der handlede på egen hånd. Det er den opfattelse, Errol Morris forsøger at gøre op med i 'Standard Operating Procedure'. Soldaterne var ofre for omstændighederne. Ofre for upræcise meldinger fra deres overordnede, ofre for almindelig kaos under en krig, ofre for en almindelig frygt ved at befinde sig i fremmede og fjendtlige omgivelser.

Bødlerne taler ud
Da Errol Morris gav interview ved årets festival i Berlin, hvor 'Standard Operating Procedure' blev vist første gang, fortalte han glædestrålende om en kvinde, der havde sagt til ham, at filmen gjorde det, man aldrig havde fået gjort ved koncentrationslejrene under 2. verdenskrig. Man havde aldrig fået interviewet bødlerne, man havde aldrig fået spurgt dem hvordan de kunne så sig selv til at aflive så mange medmennesker. Man antog bare at bødlerne og fangevogterne var onde - ganske enkelt.

Ingen ondskab
'Standard Operating Procedure' taler ikke om skyld og om ondskab. Den fortæller om almindelige, usikre og unge mennesker, der befinder sig i alvorlige omstændigheder, som de slet ikke er herre over. Og som Errol Morris sagde i Berlin, så kan han slet ikke tage det alvorligt når nogen hævder, at der var noget i vejen med hovedet med på de amerikanske soldater i Abu Ghraib, mens alle andre i militæret er renhjertede.

Stablet i stakke
'Standard Operating procedure' er altså en kulegravning af en historie, der kan opstå nårsomhelst og hvorsomhelst under krig, hvor unge og usikre mennesker misbruges og bagefter udstilles som syndebukke. Det er en fascinerende og grum historie, fortalt gennem de talrige billeder, soldaterne tog under deres ophold i fængslet, billeder af nøgne irakiske fanger, der ligger i deres egen afføring eller er stablet i stakke med kvindelige amerikanske soldater triumferende ovenpå.