The Night James Brown Saved Boston
Hvis folket ikke har brød må de få funk
Det lyder som det rene opspind. Og det er den skinbarlige virkelighed. Historien i dokumentaren 'The Night James Brown Saved Boston' kunne snildt være noget, som en eller anden havde fundet på for at hudflette den spændte politiske situation i 60'ernes USA. Men begivenhederne fandt rent faktisk sted i april 1968.
Syngende stemme
På det tidspunkt var spændingerne mellem de sorte og hvide på et punkt, som vi ikke begriber idag, hvor den amerikanske præsident pludselig forekommer temmelig solbrændt. Sorte amerikanske ledere kæmpede for at give de sorte samme rettigheder og samme status som hvide, og den mest markante af dem var præsten Martin Luther King jr. Han kombinerede bibelens ord med kampen for rettigheder til de sorte amerikanere og hans taler, som han holdt med sine karakteriske bævende, næsten syngende stemme, havde ofte mere præg af prædikener end af politiske taler.
Forbavsende aktion
Netop pga sin kristne baggrund havde Martin Luther King en særlig evne til at indgyde sine racefæller håb - indtil han den 4. april 1968 blev skudt ned på et motel i Memphis, Tennessee. Og de efterfølgende dage eksploderede de amerikanske storbyer i raceoptøjer og rasende slagsmål mellem politiet og vrede sorte. Men i den pæne universitetsby, Boston, i det nordøstlige hjørne af USA, blev de potentielle optøjer mellem fattige sorte og rige, veluddannede hvide forpurret af en forbavsende aktion.
Fuldstændig bersærk
Det var hele tiden planen, at en af det sorte USA's mest populære sangere og sangskrivere, James Brown, skulle havde optrådt i Boston dagen efter mordet på Martin Luther King, men myndighederne i Boston ville stoppe koncerten for at undgå at den udviklede sig til optøjer. På rådhuset sad imidlertid den unge sorte embedsmand, Tom Atkins, og han vidste at en aflysning af koncerten lige præcis ville føre til meget mere voldsomme optøjer. Først skyder en hvid mand Martin Luther King og bagefter aflyser den hvide borgmester, som tilmed hedder Kevin White, en koncert med James Brown. De sorte Boston-borgere ville gå fuldstændig bersærk.
Fest istedet for hærg
Istedet foreslog Tom Atkins, at man lige præcis brugte koncerten med James Brown til at dæmpe gemytterne, dels ved at lade Brown tale folk til ro og dels ved at bringe koncerten på det lokale tv, så folk ville feste i stedet for at hærge. Den plan var James Brown helt indforstået med. Han var selv dybt engageret i kampen for de sorte amerikaneres rettigheder, og bortset fra at han ikke var enig med Martin Luther King i at man skulle vende den anden kind til, når man blev slået, gjorde han selv et stort arbejde for at få unge sorte amerikanere til uddanne sig og involvere sig i samfundsarbejdet.
Professionel showmand
James Brown gav den altså som den yderst professionelle showmand, han var, for at holde de sorte medborgere fra gaderne. Han vidste udmærket, at ballade og slagsmål med politiet ikke ville hjælpe nogen. Og sådan gik det til, at universitetsbyen Boston undgik ødelæggende optøjer. Det viser den amerikanske dokumentarfilm, 'The Night James Brown Saved Boston', i forbavsende detaljer. Ikke alene kan den bringe store dele af selve James Browns historiske koncert, den kan også bringe interviewbidder med adskillige af de involverede personer, fx borgmesteren Kevin White, den skarpt tænkende Tom Atkins, diverse ansete sorte borgerretsforkæmpere og et par medlemmer af James Browns legendariske band, The JB's.
Lidt sødt at sutte på
Sammen giver de et nuanceret billede af en finurlig og fascinerende begivenhed, der ikke bare fortæller noget om den spændte politiske situation i 60'erne og om James Brown utrolige pondus som entertainer og bannerfører for det sorte USA. På chokerende vis fastslår historien, at man rent faktisk kan kontrollere masserne ved at give dem lidt sødt at sutte på eller noget fed musik at feste til, så de glemmer deres vrede.