The Night of the Hunter

En hård verden for små skabninger

Selv efter nutidens standarder er det voldsomme og næsten grænseoverskridende billeder. En voksen mand, klædt i sort præstetøj, presser en 9-10-årig drengs hoved mod toppen af en trætønde med den ene hånd mens han holder en springkniv over drengens hoved med den anden hånd. Det er muligt at voksne render rundt og slår hinanden ihjel til højre og venstre i den bedste sendetid i moderne film og tv-fiktion, og at det endda er på mode i film at torturere og pine hinanden på udspekulerede måder, men at true et forsvarsløst barn med en kniv er i en anden kategori.

Psykologisk gys
Den klassiske amerikanske gyserfilm, 'The Night of the Hunter' fra 1955 er i det hele taget en film i sin egen kategori. Det er grundlæggende en gyserfilm, men samtidig er det misvisende bare at kategorisere den som en gyser. Det føles ikke rigtigt. 'The Night of the Hunter' er måske nok i familie med de tidlige psykologiske gyserfilm som Jacques Tourneurs 'Cat People' fra 1943, men den har ikke meget tilfælles med det, vi opfatter som typiske gys i dag, med blodtørstige psykopater eller overnaturlige væsener, der vælter ind i vores virkelighed og hænger unge piger op på kødkroge i kælderen.

Dyster børnepoesi
'The Night of the Hunter' emmer af noget, der er helt dens eget, en slags dyster børnepoesi, der griber fat i en ur-angst i os. Der findes talrige film, hvor stakkels små børn må flygte fra ondskabsfulde voksne, men aldrig på samme måde som i 'The Night of the Hunter'. Den oplevelse, de to børn har i filmen, er bestemt ikke for børn.

Horrible og smukke billeder
Som publikum er vi ikke i tvivl om at Harry Powell, der er på jagt efter John og Pearl, har tænkt sig at tage livet af dem, hvis han fanger dem. Det er muligt, at han går klædt i sort og kalder sig præst og at han fører lange samtaler med Gud, men som enhver anden, der lader sin tro løbe løbsk, er han snarere beslægtet med Djævelen. Han har ingen skrupler. Han myrder gamle enker for deres penges skyld og han forfører de to børns enlige mor, myrder hende og begraver hende og hendes bil i den lokale flod, hvor hendes hår i al evighed står og blafrer i vandstrømmen i nogle helt fantastiske, både horrible og smukke billeder.

En hård verden
Det er egentlig ikke de to børn, Harry Powell er ude efter, men derimod indholdet i den 5-årige Pearls dukke, nemlig deres afdøde fars udbytte efter et bankrøveri. Deres far var ikke nogen hærdet og ond forbryder, men en almindelig familiefar, der ville sørge for en god og sikker fremtid for sine børn midt under 30'ernes depression, og det ligger som en underliggende tone i filmen, at børnene og alle sarte og skrøbelige sjæle i almindelighed er ekstra udsatte for verdens ondskab. Da John og Pearl flygter fra Harry Powell ned ad en flod viser instruktøren Charles Laughton flere af naturens små skabninger, mus, fugle, frøer fx, der hele tiden må flygte fra de større dyr, hvorefter han lader en ældre kvinde sige 'Det er en hård verden for små skabninger'.

Sort flodvand
Det er ikke mindst den lyst til at 'forstørre' historie, der gør 'The Night of the Hunter' til en speciel gyserfilm - og en helt enestående film i det hele taget. Englænderen Charles Laughton, der dengang var en berømt og beundret skuespiller, hentede det meste af sin inspiration fra den gamle stumfilminstruktør, D. W. Griffith, og fra det dramatiske og ekspressive billedsprog, stumfilmene benyttede sig af for at kompensere for de manglende ord. Der er hele tiden noget voldsomt og forstærket ved billederne, som da de to skrøbelige børn flygter ned ad floden, midt om natten, og måneskinnet lyser ekstra kraftigt på det sorte flodvand og understreger at farerne lurer lige omkring dem. Filmen balancerer hele tiden på grænsen til komik, men det er aldrig med det ironiske grin, vi kender fra gyserfilm nu om dage, snarere med en grotesk og diabolsk humor, der understreger, at vi virkelig er ude på livets overdrev i den her historie.

Voldsomme vredesudbrud
Især skurken Harry Powell, der bliver spillet helt uforglemmeligt af stjernen Robert Mitchum, har en spøjs balance mellem horror og humor. Han er overnaturligt skræmmende med sin dovne gangart, sine søvnige øjne, sine pludselige og voldsomme vredesudbrud, sin trofaste springkniv og ikke mindst med sine ikoniske ord skrevet på knoerne, Love på den ene hånd og Hate på den anden. Han er virkelig en af filmhistoriens uforglemmelige skurke. Men han er samtidig også for meget med sine tåbelige samtaler med Gud, sin karikatur på en sydstatsprædikant og sin nærmest søvngænger-agtige ondskab.

Mareridtsagtig stemning
'The Night of the Hunter' blev Charles Laughtons eneste film som instruktør efter et langt og glorværdigt liv på de engelske teatre og i amerikansk film. Han døde af kræft, 7 år efter 'The Night of the Hunter', men hans eneste film vidner om en mand med et helt særligt blik for billeder. Der er en enorm visuel kraft i den mareridtsagtige stemning i 'The Night of the Hunter'. Billederne af den myrdede mors hår, der flagrer i vinden på bunden af floden, er smukke i al deres gru. Billederne af Harry Powell, der står i sit sorte tøj under en gadelampe og skuler mod børnenes soveværelse i nattelyset er så onde, at man næsten får lyst til at løbe sin vej. Og sekvensen hvor børnene flygter ned ad flodens sorte vand er så ubegribeligt stemningsfulde og smukke, at man ikke kan få nok af dem, samtidig med at de muligvis er en af filmhistoriens mest rammende beskrivelser af barndommens angst for den store og voldsomme verden omkring os.

Enestående og selvstændig
Med de billeder på nethinden føles det som et enormt tab, at Charles Laughton ikke fik mulighed for at instruere flere film. Til gengæld får det kun 'The Night of the Hunter' til at fremstå endnu klarere som det, den er: en helt enestående  og selvstændig film, der ikke rigtig kan sammenlignes med noget andet.