The Red Balloon
Den lille dreng og hans bedste ven
Det er en ubegribeligt enkel historie. En dreng finder en rød ballon, han tager den med sig på vej i skole og tilbage igen, men da han kommer hjem, smider moderen ballonen ud - og da opdager drengen, at ballonen er et levende væsen med tanker og vilje. Ballonen flyver tilbage til drengen og den næste dag tager drengen ballonen med sig overalt i Paris. Ballonen følger glad med og hjælper gerne drengen, når der er problemer med sure lærere og gadedrenge, der vil stjæle ballonen.
Hyldester og udmærkelser
En historie kan ikke blive ret meget mere enkel end den er i franskmanden Albert Lamorisse' 34 minutter lange kortfilm fra 1956, 'Den røde ballon'. Alligevel har den lille film været genstand for både de helt store hyldester og udmærkelser - og såmænd også vrede. Den har vundet et par af filmverdenens mest fornemme priser, en Oscar for bedste manuskript, hvilket er ret forunderligt i betragtning af hvor simpel historien er, og en Guldpalme i Cannes for bedste kortfilm.
Smukt og poetisk billedsprog
I det hele taget er det ikke spor svært at finde en filmhistoriker, der gerne vil hylde 'Den røde ballon' for sin evne til at fortælle en medrivende historie næsten uden dialog, for sit smukke og poetiske billedsprog og for sin særlige forståelse for at udnytte filmmediets muligheder. 'Den røde ballon' er ganske enkelt en filmklassiker - og en filmklassiker af den slags, som der ofte bliver refereret til i senere film. Faktisk står dens billeder af den knaldrøde ballon i Paris' gader så stærk, at det nærmest er umuligt at slippe en rød ballon løs i en film uden at det på en eller anden måde bliver opfattet som en reference til Albert Lamorrises 54 år gamle kortfilm.
Ubegribeligt simpel
Men selvom historien om den ensomme dreng og hans ven, den røde ballon, er ubegribeligt simpel, er der langtfra enighed om hvad det er for en historie, Albert Lamorisse fortæller. De fleste er enige om at filmen handler om en dreng, der slipper væk fra hverdagens fortrædeligheder, fra en hård skolegang og fra en hård mor, ved at fantasere om at gå på eventyr med en sjov ballon. Men da 'Den røde ballon' fik repremiere i USA forrige år, forsvandt fx anmelderen fra The Washington Post, Philip Kennicott, langt ud af en anden tangent. Han kaldte filmen 'den mest indlysende fusion af kapitalisme og kristendom, der nogensinde er placeret i en film', og anklagede bl.a. slutningen, hvor den lille dreng svæver væk over Paris med en bunke balloner, som 'taget direkte ud af det Det nye Testamente'.
Åben for fortolkninger
'Den røde ballon' er med andre ord så enkel en fortælling, at den står helt åben for fortolkninger. Kun de færreste vil gå så langt ud i det rene nonsens som Philip Kennicott, men da den ensomme dreng tilsidst bliver jagtet af en flok rødder, der kun er ude på at stjæle ballonen fra ham og punktere den, står filmen bestemt åben for mere voldsomme fortolkninger.
Omstændelig og langtrukken
Flere filmkritikere og filmhistorikere har iøvrigt fremhævet 'Den røde ballon' som en vidunderlig lille børnefilm. Det var måske nok sandt nok i 1956, da det var en stor og særlig oplevelse at sætte sig ind i en biograf og se levende billeder, men den vurdering holder ikke rigtig i dag, i 2010. Da den her filmjournalist forsøgte at overbevise sine egne børn på 3 og 6 om filmens kvaliteter, var reaktionen klar og prompte. Der gik ikke mere end 5 minutter før begge unger brokkede sig højlydt over at filmen var for kedelig. Set med vores dages øjne, der er vant til opspeedet klipning og jokes og gags hvert andet sekund, er 'Den røde ballon' ganske enkelt omstændelig og langtrukken.
Repræsenterer en anden tid
Det piller ikke ved filmens skønhed og poesi, men det vil være forkert at beskrive 'Den røde ballon' som en børnefilm i 2010. Den repræsenterer en anden tid, en anden måde at fortælle i billeder - det gør den til gengæld formidabelt godt.