Tokyo!

Det glade vanvid

Der mangler noget vanvid i moderne film - ikke komik og sjov og fis og ballade (det er der rigeligt af) men ren og skær vanvid, nogen, der virkelig skærer båndene over til al den logik og al den vanetænkning og alle de konventioner, der findes i filmverdenen. For et par måneder siden var der ganske vist dansk biografpremiere på amerikaneren Charlie Kaufmanns 'Synecdoche. New York', hvilket var en tiltrængt dosis surrealistisk vanvid i de danske biografer, men det er jo langt fra nok.

Fremsynede galninge
Heldigvis har fremsynede galninge i det franske produktionsselskab, Comme des Cinema, fået den idé at invitere tre af tidens mest fantasifulde og skævt tænkende filminstruktører til at indspille hver deres kortfilm om den japanske hovedstad, 'Tokyo!'. Det lyder muligvis ikke så kringlet og tosset, men det er det. Hør bare her:

Beton og mennesker
Franskmanden Michel Gondry, der har stået bag kringlede film som 'Evigt solskin i et pletfrit sind' og 'Be Kind Rewind' er manden bag den første af de tre kortfilm, 'Interior design'. Den fortæller om en ung kvinde og hendes kæreste, der flytter til Tokyos enorme landskab af beton og menneskeskæbner. Her kan ethvert menneske blive væk.

Et spøgelse i byen
Manden har fuld gang i sin karriere og arbejdet holder ham hjemmefra næsten hele døgnet. Kvinden, derimod, er arbejdsløs og forsøger ihærdigt at finde en pointe med tilværelsen. Det går rigtig skidt. Hun føler sig nærmest som et spøgelse i byen, og hun har kun en fornemmelse af rigtig at være i live og tilstede når hun hjælper sin hårdtarbejdende mand. Og så sker det vanvittige og surrealistiske. Kvinden indser, at den bedste måde hvorpå hun kan give mening i Tokyo, er ved at blive en stol, som andre kan sidde. Og lige så langsomt transformeres kvinden til en stol. Det fører til flere vanvittige scener, så som en sekvens, hvor kvinden løber gennem Tokyo med stoleben istedet for menneskeben.

Enormt menneskehav
Så kan man selvfølgelig indvende, at intet menneske kan føle sig så overflødigt, at det får lyst til at være en stol, som andrekan sidde på - og det er nok også rigtigt. Men forunderligt nok lykkes det Gondry at tegne et billede af Tokyo, så man virkelig fornemmer, at man kan forsvinde i byens enorme menneskehav. Det giver mærkværdigvis mening, at pigen beslutter sig for at blive en stol - ihvertfald nogenlunde god mening.

Hr. Lort
Den anden novellefilm i 'Tokyo!' er mindst lige så vanvittig, uanset at instruktøren Leos Carax har en klar satirisk pointe. Den hedder 'Merde' og fortæller historien om en mystisk eneboer-type, der kommer væltende op af Tokyos kloak og skaber ravage - bl.a. ved at smide om sig med håndgranater fra 2. verdenskrig. Amerikanerne er overbevist om at manden er en Al-Qaeda-terrorist, men efterhånden finder man ud af mandens navn er Merde, hvilket som bekendt betyder 'lort' på fransk. I Frankrig sidder en halvtosset advokat, der hævder at kunne kommunikere med denne Monsieur Merde. Og ganske rigtig, på et særpræget sprog, der også indeholder benspjæt, spytteri, slag på kinderne, rallen og gurglen, får advokaten kommunikeret med Hr. Lort.

Grusomt overfald
Manden fra kloakken viser sig ganske rigtigt at være terrorist, men slet ikke af Al-Qaedas type. Han er såmænd alt det lort, japanerne har skyllet ud af hukommelsen og ud i kloakken efter 2. verdenskrig. Det eneste manden vil spise er den slags blomster, der symboliserede den kejserlige familie før 2. verdenskrig, og de håndgranater, han smider om sig med, er til overs fra japanernes grusomme overfald på den kinesiske hovedstad Nanking, et overfald, der ikke lod nazisterne spor tilbage i voldsomhed, men som japanerne har været travlt optaget af at slette fra deres historiebøger.

Rablende vanvittige
Der er altså en klar pointe med vanviddet i Carax' 'Merde', men det er stadigvæk en af de mest vanvittige strimler film, der længe er blevet skabt - især scenerne, hvor den franske advokat og terroristen Merde taler sammen, er fuldstændigt rablende vanvittige.

Kringlet og skæv
Den sidste film på 'Tokyo!' kan ikke helt leve op til de to andre, uanset at den er instrueret af en af sydkoreas absolut mest spændende instruktører, Bong Joon-Ho, der har formået at være kringlet og skæv og alligevel slå alle publikumsrekorder med sin politifilm, 'Memories of Murder' og sit monsterdrama, 'The Host'. Hans 'Shaking Tokyo', om en mand, der leder efter den pizza-udbringende pige, han elsker, lyder måske nok temmelig vanvittig og fjollet, men den kommer aldrig op på højde med Gondrys 'Interior Design' og Carax' 'Merde'.
Men heldigvis byder 'Tokyo!' altså på to andre tiltrængte bidder vanvid - og de fås ikke meget mere vanvittige.