preload loader
what
 

Skrevet af: Per Juul Carlsen

 

What?

Mesterens glemte film

Hør lige den her rækkefølge. I 1968 kom 'Rosemary's baby', i 1971 'Macbeth', i 1972 'What?', 'Chinatown' i 1974 og i 1976 'Lejeren'. 'Rosemary's Baby'. 'Macbeth'. 'What?' 'Chinatown'. 'Lejeren'. 'Rosemary's baby' og 'Chinatown' er to af de store klassikere blandt det 20. århundredes film. Og mellem kendere og fans af den polske filminstruktør, Roman Polanski, er 'Macbeth' og 'Lejeren' to af hans mest personlige og spændende film. I årene fra 1968 til 1976 skabte Roman Polanski nogle af sine bedste og mest personlige film. Men hvad i alverden er den der 'What?' Og hvad laver den midt i den perlerække af film?

Risikerer fængselsstraf
'What?' er kendt som Roman Polanskis 'tabte' eller 'glemte' film. Den kom til verden i 1972, lige efter Polanskis blodige og voldsomme fortolkning af Shakespeares 'Macbeth' og lige før hans elegante genoplivning af den gamle amerikanske film noir i 'Chinatown' med en uforglemmelig Jack Nicholson i hovedrollen. Men hverken publikum eller kritikere tog pænt imod filmen og lige så langsomt forsvandt den ud i glemselen i den ubarmhjertige konkurrence med Polanskis øvrige film og instruktørens iøvrigt meget iøjnefaldende tilværelse. I 1968 blev hans højgravide kone, fotomodellen Sharon Tate, myrdet på bestialsk vis af Charles Mansons berygtede hippie-sekt og næsten 10 år senere blev Polanski retsforfulgt for at have haft sex med en 13-årig pige. Polanski risikerer stadig fængselsstraf, hvis han rejser til USA.

Bøvede italienske lømler
Den slags dramatiske hændelser i den virkelige verden kan en film som 'What?' slet ikke hamle op med. Det kan fantastiske og originale film som 'Rosemary's Baby', 'Chinatown' og 'Lejeren', men ikke 'What?' Det er kort fortalt en meget lille film, der forsøger at placere den psykedeliske klassiker, 'Alice i Eventyrland' i omgivelser anno 1972. Filmen åbner med en munter lille sekvens, hvor en køn og naiv amerikanske hippie-pige er ved at blive voldtaget af tre bøvede italienske lømler et sted ved den smukke Amalfi-kyst i Italien. Hun stikker af, og falder ikke i et hul som 'Alice i Eventyrland', men kører med en svævebane ned til en stor, eksotisk villa på skrænterne ned mod Middelhavet.

Besynderligt galleri
Her møder hun et besynderligt galleri af mennesker, der kommer og går uden den mindste form for logik i det store, uoverskuelige hus. Flere af figurerne er variationer over de spøjse typer Alice møder på sit eventyr, men de er alle taget ud af virkeligheden i 1972. Her er et amerikanske ægtepar på ferie, en småtosset præst, et par helt igennem vanvittige englændere, der ikke foretager sig andet end at spille bordtennis og dyrke sex dagen lang, og så er der ikke mindst Alex, en klassisk italiensk gentleman, der ynder at få pisk mens han er iført et tigerskind fra en tiger som han selv hævder at have skudt i Afrika, hvor der som bekendt ikke lever tigre. Alex bliver spillet af datidens store italienske skuespiller, Marcello Mastroianni, der altid har haft en helt uforlignelig og meget brugbar evne til at være smuk, elegant, kejtet og komisk på samme tid.

Nøgne kvindekroppe
Det er ikke mindst samspillet mellem den skøre Alex og den smukke og naive Nancy, spillet af Sydne Rome, der driver filmen frem - hvis man overhovedet kan tale om at noget driver filmen frem. Der er ingen egentlig handling eller noget drama i 'What?' Nancy drysser bare rundt i villaen i en slags jagt på en mening med det hele. Ofte er hun nøgen, og som regel er hun meget let påklædt i det skødesløse forhold til nøgne kvindekroppe, der prægede film i starten af 1970'erne.

Farverigt vanvid
I det hele taget er 'What?' i ekstrem grad bundet op af sin tid. Da Polanski fik idéen til at opdatere 'Alice i Eventyrland' til den tid fyldt med psykedelisk musik, frisind og eksperimenter med stoffer har det formentlig givet god mening. Selv idag lyder det ikke som nogen helt dårlig idé at placere Alice i Eventyrland i nye omgivelser. Men meningen træder aldrig frem. Den mystiske titel synes nærmest at sige det selv: 'What?' Hvad er meningen med det her?
Det muntre og farverige vanvid i 'What?' er slet ikke nok til løfte filmen. Det er hverken vanvittigt eller vittigt nok. Ofte er det spændende at finde små og glemte film af berømte og dygtige instruktører - men i forbindelse med bagatellen 'What?' viser der sig at være nogle ganske gode grunde til at filmen er 'tabt' og 'glemt'.

Send eller anbefal link

Instruktør:

Roman Polanski

Genre:

Komedie

Land:

Italien/Frankrig/Tyskland

Udgivelsesdato:

3. november 2008 (England)

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > dvd > 2009

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.