Overvågning og straf
Horisont 13. oktober 2009 kl. 10:03
på
P1
I USA kan borgerne finde frem til sexdømte via offentlige registre. Hvad siger straffesystemerne om vores samfund og vores samtid? I denne uges Horisont kan du høre om hvordan sexforbrydere er blevet "outlaws" - udstødte i det amerikanske samfund. På grund af polititilhold, og for at undgå forfølgelse, har en stor gruppe tidligere dømte, samlet sig i en trailerpark i St. Petersburg, Florida. Er sådanne minisamfund en effektiv måde at løse problemet med sex-kriminelle der har udstået deres straf? Vi diskuterer forskelle imellem det danske og det amerikanske retssystem, og kulturelle forskelle imellem de to lande. Vi hører også om behandlingen af pædofile og sex-forbrydere i Danmark, og om hvilke problemer de dømte møder efter de har afsonet deres straf.
Udviklingscafé for alle
I denne uges "Verden Rundt" skal vi først høre om udenrigsministeriets nye initiativ, de såkaldte udviklingscaféer. Formålet med disse åbne caféer er, at sætte fokus på fattigdomsbekæmpelse i den moderne verden, og på hvordan Danmark bedst kan fokusere sin udviklingsbistand. Vi har besøg af Udviklingsminister Ulla Tørnæs, og hun fortæller om tanken bag caféerne, om hvad hun som politiker kan bruge dem til.
Opgør om afghansk valgsvindel
I Afghanistan har august måneds præsidentvalg udløst et bittert opgør i FN's mission i landet. Et opgør, der er endt med fyring af amerikaneren Peter Galbraith, der var vicedirektør på missionen. Balladen begyndte ved præsidentvalget i august, hvor EU's valgobservatører beretter om omfattende svindel med stemmesedler og valgurner allerede før valget. Alene præsident Karzai skulle have fået over en million stemmer, som ikke er afgivet på korrekt vis. Vi får besøg af Søren Schmidt fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og han fortæller hvad kritikken går ud på, og hvordan FN og Afghanistan står efter Galbraiths afgang.
New Orleans - 4 år efter Katrina
I sidste uge var der Blues-Festival i København. Vi benytter lejligheden til at sætte fokus på New Orleans, der som bekendt blev hårdt ramt af orkanen Katrina i sommeren 2005. Musikmiljøet i byen blev også hårdt ramt, og siden har en del hjælpeprojekter været med til at få New Orleans legendariske musikscene op og stå igen. Vi får besøg af Esben Just - jazzmusiker. Esben har stået i front for støttekoncerter herhjemme, og han fortæller om arbejdet med at genopbygge musikbyen New Orleans.
Vært: Charlotte Harder