Positiv særbehandling

• Hør klummen   (04:02)

Ligestillingsminister Karen Jespersen har i december fremsat et lovforslag, der skal sikre, at der er lige mange af hvert køn i offentlige udvalg, bestyrelser og lignende. I praksis skal lovforslaget sikre flere kvinder i sådanne udvalg.

Men den form for indirekte positiv særbehandling er der god grund til at tage afstand fra - både af principielle- og af praktiske årsager.

Hvordan man end vender og drejer det, er positiv særbehandling udtryk for diskrimination. Hvis en kvinde bliver medlem af et offentligt udvalg på baggrund af sit køn og ikke sine kvalifikationer, er det diskrimination af den mand, hvis kvalifikationer var bedre. På præcis samme vis som hvis en bedre kvalificeret kvinde var blevet frasorteret til fordel for en mand alene på baggrund af køn.

Dermed bryder positiv særbehandling med princippet om lighed for loven, der er helt grundlæggende for en retsstat. Med lighed for loven ophævedes det juridiske skel, som gav visse borgere privilegier og fastholdt andre i undertrykkelse. Lighed for loven sikrer med andre ord, at vi som borgere kan møde hinanden i øjenhøjde og ikke udsættes for vilkårlig forskelsbehandling. Kvinders kamp for lighed for loven har været et særligt langt og sejt træk. Det vil altid være en skamplet på Vestens historie, at kvinder i århundreder var afskåret fra at stemme, fra at have offentlige embeder og juridisk set var underordnet mænd på en lang række områder.

Men i dagens Danmark er den systematiske juridiske forskelsbehandling mellem mænd og kvinder heldigvis ophævet. På trods af, at der gælder lighed for loven, er kvinder dog stadig underrepræsenterede på en række områder. Også i offentlige udvalg.  Men lighedsidealet kan ikke på samme tid foreskrive lighed for loven og sikre fuldstændig lighed for kvinder og mænd, når det kommer til repræsentation indenfor alle samfundsområder som arbejdsmarkedet, politiske poster eller offentlige udvalg. Selve ideen om en fuldstændig lige repræsentation af begge køn er utopisk i et frit samfund og kan aldrig forenes med lighed for loven. Hvis målet skal være fuldstændig lighed, vil konsekvensen være konstant og vilkårlig statslig indblanding i vores individuelle valg og handlemåder og tiltagene vil blive stadigt mere indgribende.

Det er heller ikke givet, at statistisk overrepræsentation af det ene køn er udtryk for diskrimination. Det er for eksempel et faktum, at der er langt flere kvinder end mænd, der vælger sygeplejerskeuddannelsen og langt flere mænd end kvinder, der vælger at læse til ingeniør. Men det kan ikke meningsfyldt gøres gældende, at disse forskelle er udtryk for diskrimination. Ligesom det er svært at pege på, at mænds og kvinders forskellige valg på dette område skulle udgøre et samfundsmæssigt problem.

Hvad gør så, at mænd og kvinder vælger forskellige karriereveje? Det er der givetvis ikke nogen, der kan komme med ét entydigt svar på. Mænds og kvinders forskellige valg og præferencer er muligvis præget af kultur, biologi, opvækst eller en blanding af alle disse eller andre faktorer. Et politisk indgreb vil derfor være i blinde og med fare for skadelige konsekvenser, der medfører, at vi som samfund lægger vægt på køn, frem for den enkeltes evner og valg. Vi risikerer dermed et samfund, hvor det at dygtiggøre sig ikke tillægges vægt, hvilket vil resultere i tab for alle. Både kvinder og mænd. Hvis man skulle kompensere for disse forskelle, ville man i sidste ende skulle tvinge personer til at tage uddannelser, og arbejde de ikke ønsker sig, hvormed den individuelle autonomi og selvbestemmelsesret, som er det frie samfunds kendetegn, bliver sat ud af kraft.

I mine øjne er lovforslaget også udtryk for en nedvurdering af kvinder. Enhver der har været på en dansk uddannelsesinstitution eller i dansk erhvervsliv vil vide, at der findes fabelagtigt dygtige kvinder, som er nået frem til deres position alene på baggrund af deres talent og hårdt arbejde. Det beviser, at kvinder, der prioriterer en højtprofileret karriere rent faktisk godt kan klare det uden at blive hjulpet på vej af positiv særbehandling. Samtidig nedvurderer lovforslaget også de kvinder, som fravælger en højtprofileret karriere og prioriterer en tilværelse med mere tid til familie, venner, fritid eller andre gøremål, som kolliderer med en topkarriere. For hvorfor er det ikke legitimt, at et flertal af kvinder af egen fri vilje vælger anderledes karriereveje end flertallet af mænd?

Selvom lovforslaget i sig selv ikke er vidtgående, er det et skridt i den helt forkerte retning. Basalt set er det både et angreb på det grundlæggende princip om lighed for loven, og en blåstempling af et samfund, hvor vi accepterer, at køn er vigtigere end kvalifikationer, hvilket leder til dårligere institutioner, som kommer alle til skade.
Når et politisk tiltag både griber ind i grundlæggende rettigheder og medfører negative samfundsmæssige konsekvenser kan det ikke forsvares. Karen Jespersen bør derfor droppe lovforslaget.