Naturvidenskabelig dannelse

• Hør klummen  

De danske folkeskoler investerer store beløb i computere til undervisningen – en halv milliard har man i de senere år puttet i maskiner – men nu viser det sig desværre at de danske folkeskolelærere ikke rigtig finde ud af at bruge det avancerede IT udstyr. De har ikke lige haft lyst til at tage en efteruddannelse så for det meste står ustyret låst inde i et skab. Det er helt indlysende det rene vanvid, og så snart historien ramte avisernes forsider meldte politikerne ud at det skal være obligatorisk for lærerne at tage IT-kørekort. Og så skulle det problem jo være klaret.

Men det egentlige problem er faktisk slet ikke computere i skolen eller ej. Den historie er bare et symptom på et dybereliggende og langt større problem. Det handler om at det danske uddannelsessystem fuldstændig overser det man kunne kalde naturvidenskabelig dannelse. Et solidt grundlag for at forstå naturvidenskaben og den teknologi, der kommer ud af den.

Det er ikke fordi der ikke er fokus på dannelse som begreb. Som flagskibet i sin kulturkamp havde den forrige kulturminister meget travlt med at producere kulturkanon så det stod ud af alle åbninger. Brian Mikkelsen lod lærde humanister træde sammen så danskerne kunne få at vide, hvilke litterære værker vi bør læse, hvilke film vi bør se, hvilke designere vi bør kende. Ikke en eneste har ytret et pip om en naturvidenskabelig kanon. Og det er interessant set i forhold til at lille Danmark kan prale af at være hjemland både for en af atomfysikkens giganter – Niels Bohr – og for en af den moderne videnskabs grundlæggere, Tycho Brahe.

Heller ikke i de bøger, der i de seneste år er kommet om dannelse, nævnes naturvidenskaben med så meget som en bisætning. Og det er dybt besynderligt. For hvad er dannelse egentlig for noget?
I den gængse forståelse er det noget med kultur, det er viden om historie, kunst og sprog – sådan noget man kan begå sig med til en finere middag. Det er det selvfølgelig også, men i sin kerne er dannelse et grundlæggende vidensmæssigt beredskab, som gør den enkelte i stand til at forstå sin verden og dermed at kunne agere i den. Det betyder i dag ikke mindst at kunne forstå og deltage i de debatter, der ligger til grund for samfundets udvikling.

Tag nu vor tids helt store diskussion – klimadebatten. Alle taler om klimaforandringer, det er blevet en sag, der faktisk dikterer politik på globalt plan, og i sin kerne handler klimadiskussionen om videnskabelig evidens. Er der videnskabeligt belæg for, at den globale opvarmning er skabt af menneskers CO2 udledning? Og er der videnskabeligt grundlag for at antage, at vi mennesker kan gøre noget ved den globale opvarmning ved at begrænse vores udledning af CO2?
Tilsvarende tales der rigtig meget om at nye tiltag indenfor alt fra kræftbehandling over arbejdsmarkedsreformer til pædagogik skal være evidensbaserede. Og alt det kan man som borger kun forholde sig kvalificeret til, hvis man ved, hvad evidens er, og hvordan man kvalitetsbedømmer den.

En naturvidenskabelig dannelse skal sætte os alle sammen i stand til at forstå de videnskabens principper, men også de nye indsigter som vedvarende sprøjter ud af forskningen. Ikke bare fordi de præger samfundsudviklingen med ny teknologi, men fordi viden om naturen i meget høj grad former vores tankegang.

Faktisk lever vi lige nu midt i to store videnskabelige revolutioner, som er ved at udfolde sig, og som er med til at forme vores verden og vores tankegang. Den ene vokser ud af den moderne hjerneforskning, som forklarer aspekter af den menneskelige som neurologi og er ved at afmontere indgroede ideer som sjælen og ånd som noget andet end kemi og fysiologi.

Den anden er den bioteknologiske eller genetiske revolution, som begyndte i 1953 med afdækningen af DNA molekylets struktur, og som er i fuld gang med at forandre vores forhold til begreberne liv og natur. Her står vi med en teknologi som for første gang sætter mennesket i stand til at skabe nye livsformer i sit eget billede og efter eget for godt befindende. Dermed bliver vi også i stand til meget radikalt at påvirke vores egen og andre arters videre evolution. Hvordan kan man forholde sig til det, hvis man ikke har forståelse for hverken evolution eller genetik? Det kan man ikke på kvalificeret vis.

Danmark kunne tage ved lære af et land som Singapore, som har stort set samme levestandard og samme indbyggerantal. I Singapore satser man – lige som Danmark i øvrigt – målrettet på universiteternes naturvidenskabelige forskning. Men netop fordi man gør det har man samtidig indført et større naturvidenskabeligt pensum i grundskolen, og man har bestemt, at samtlige universitetsstuderende skal gennemgå et grundlæggende kursus i life science. Biovidenskab. Holdningen er at enhver samfundsborger – også filosoffen og den klassiske filolog – naturligvis skal forstå den biologiske verden de er del af.

Hvad sker der herhjemme? Jo, her diskuterer man lige nu om det nu også er rimeligt at gymnasiereformen har indført videnskabsteori som et nyt fag. Hvad skal man dog med noget så eksotisk som videnskabsteori, hvis man ikke skal læse videre på universitet, spørger kritikerne forarget. Svaret er, at gymnasiet er en almen dannende uddannelse, og at den naturligvis skal give eleverne en fundamental forståelse for, hvad videnskab er.

Vi er netop gået ind i 150 året for Charles Darwins udgivelse af Arternes Oprindelse og dermed introduktionen af teorien om evolution gennem naturlig selektion. Den moderne evolutionsteori er en af de mest velunderbyggede teorier naturvidenskaben overhovedet byder på, men selv efter 150 år svarer hovedparten af klodens indbyggere, at de ikke ’tror på Darwin’. Vi lever i en tid med et skrigende behov for at kunne skelne mellem tro og videnskab, påstand og teori. Og den skelnen skal ikke være for de få indviede, den skal tilhøre ganske almindelig dannelse.