Kun sandheden er interessant

• Hør klumme  

Forleden kaldte kulturministeren hele kunstner-paletten til en snak om selvcensur, men se til om disse højtflyvende spinatfugle ville spænde sig for den antimuslimske kampvogn med konservative Carina Christensen som vognstyrer.

Anledningen var den undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4, som beskrev mange kunstneres tilbageholdenhed med at træde på religiøse følelser.

Undersøgelsen fik formanden for Dansk Kunstnerråd Franz Ernst til at sige, at man her var ude i det bestemte politiske ærinde at ytringsfriheden er truet af rabiate muslimer. Og det var efter hans opfattelse, at gøre en stor sag alt for lille.

Det fremgik ikke helt om det alene var frygt eller også hensyntagen, der førte til den kunstneriske rationering af provokationer, men da det er blevet en del af de danske værdier at træde på især muslimers religiøse følelser kaldte kulturministeren til møde efter at lanceret dumsmarte bemærkninger om den ytringsfrihed, der ikke kan gradbøjes og ikke er til salg og om den selvcensur, aldrig må få magt.

Kulturkæmperne blev budt på kaffe og kager med borgerlige vitaminer og indbygget civilcourage, så de til vands, til lands og i luften altid vil have regeringens opbakning til at bruge deres kunst til at håne, spotte eller træde på menneskers religiøse følelser.

Som tak for kaffe sagde disse ukultiverede kulturfolk bare nogle få ord om det åbenlyse vrøvl om en ytringsfrihed, der ikke kan gradbøjes: JÆGERBOGEN, som regeringen ville standse og regeringens støtteparti, der gerne ser visse skolebøger forbudt.

Det var en begmand, der ville noget, men på kulturministerens hjemmeside med pressemeddelelser og artikler og nyheder og meninger står der ikke en linje om hverken indkaldelsen til mødet eller begmanden til ministeren.  Det er ministeren som den fødte diplomat, der bare overlader det til gæsterne at udlægge resultatet.

Begmanden fik ikke ministeren til at rødme, måske fordi ministre ikke kan rødme eller fordi hun allerede var i færd med at eksportere de danske værdier ud i det europæiske kredsløb med en bekymrende advarsel til Irland, der netop har ændret sin blasfemilov, så det ikke er tilladt at håne, spotte eller latterliggøre nogen religion.

På regeringens vegne vil kulturministeren nu i hele EU-kredsen fortælle, at Irland har fået ytringsfriheden galt i den katolske hals, men Danmarks retspolitiske forbehold forhindrer nok, at ministeren kan foreslå et europæisk forbud mod at vise hensyn til religiøse mennesker.

Debatten om ytringsfriheden og demokratiet kan ikke nøjes med, at kristne præster eller kunstnere provokerer et muslimsk mindretal.

Ytringsfrihed og selvcensur drejer sig også om markedskræfterne, annoncørers ønsker og indflydelse, reklamepengene, ejerforholdene og TV2 på aktier fordi ytringsfriheden ER til salg.

Selvfølgelig kan man sige til en mand, at hans kone er fed, hans børn nogle snotunger og hans bil en skrotbunke, men er det selvcensur at lade være, som forfatteren Bent Vinn Nielsen spørger i Information.

Kunstnerne har inviteret kulturministeren til et samarbejde om at afdække forsøg på begrænsning af den grundlovssikrede ytringsfrihed og ministeren tog imod invitationen.

Debatten MÅ være bred. Den må også inddrage sandheden.

Kernen i ytringsfriheden er viljen til et oplyst demokrati, hvor statsmagten ikke forhindrer folk i at sige sandheden.

Ytringsfriheden som begreb er et pålæg til statsmagten om at fremme den demokratiske debat på et oplyst og sandhedssøgende grundlag.

Det gør man ikke ved at ansætte rådgivere, som vi venligt kalder spindoktorer, selv om nogle af dem reelt er propagandamagere, der betjener sig af alle propagandaens virkemidler.

Det gør man ikke ved at intimidere og nedladende kalde anderledes tænkende for smagsdommere.

Det gør man ikke ved at holde de frække spørgsmål nede ved pressemøder og uddele lunser eller madpakker i den journalistiske flinkeskole.

Det gør man ikke ved at styre nyhedsstrømme og fortegne proportionerne, så vi taler om noget andet.

Selvfølgelig skal ingen være bange for at sige sandheden, ingen skal være bange for at træde på andres religiøse følelser, og ingen skal være bange for at vise hensyn, selv om den herskende klasse helst vil have det til at se ud som om, at de hensynsfulde er nogle naive og fejge bangebukse.