Frihed bedre end afhængighed

• Hør klumme   (04:08)

Danmarks nye udviklingsminister hedder Søren Pind. Selv foretrækker han dog at kalde sig frihedsminister. Hvis den titel skal betyde mere end smart politisk kommunikation kræver det dog et markant opgør med den gængse tilgang til udvikling.

Store dele af udviklingssektoren fastholder nemlig, at udviklingsbistand kombineret med en menneskerettighedstilgang er vejen frem. Men de har fokus på de helt forkerte rettigheder.

Når Mellemfolkeligt samvirke, Institut for Menneskerettigheder og selv Danida taler menneskerettigheder og udvikling er det typisk med udgangspunkt i såkaldt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som retten til mad, sundhed, social sikkerhed og en bolig. Det lyder umiddelbart besnærende, hvem kan dog være imod menneskerettigheder og bekæmpelse af fattigdom? Og hvad betyder klassiske menneskerettigheder som ytringsfrihed og privat ejendomsret overhovedet for en fattig afrikaner når han går syg og sulten i seng i en slumbolig uden adgang til rindende vand?

Men problemet med en såkaldt menneskerettighedstilgang til udvikling er, at den er med til at fastholde fattige mennesker og lande i passiv forsørgelse. Den medvirker også til at give ofte korrupte og udemokratiske styrer i den tredje verden en lang række beføjelser og magt som kan misbruges til at undertrykke deres egen befolkningerne med.

Når man har en menneskeret til eksempelvis vand, bolig og sundhed er der jo nogen der skal være ansvarlig for at sikre den menneskeret. Og det ansvar ligger hos staten, der i alt for mange uviklingslande er ledet af kleptokratiske diktatorer og korrupte eliter, som lever af udviklingsbistand. Rettighedstilgangen stikker også blår i øjnene på verdens fattige. For man kan - selv med den bedste vilje - ikke på samme tidspunkt prioritere retten til en bolig, sundhed og uddannelse lige højt. Vælger man at bruge penge på at bekæmpe HIV og AIDS vil der nødvendigvis være færre penge til at bruge på malaria, uddannelse, hungersnød, selvom menneskerettighederne lover, at hver af disse goder er lige vigtige.

Det giver derfor ikke mening at behandle politiske og økonomiske prioriteringer som menneskerettigheder, og de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder burde snarere betegnes afhængighedsrettigheder. Det er også tvivlsomt om menneskerettighedstilgangen til udvikling overhovedet virker. En stor undersøgelse i det medicinske tidsskrift the Lancet har eksempelvis konkluderet, at der slet ikke kan påvises nogen sammenhæng mellem lande der garanterer retten til sundhed og befolkningens grad af sundhed. Til gengæld var der klar sammenhæng mellem lande med markedsøkonomi og høj grad af folkesundhed.

Og netop fokus på de økonomiske frihedsrettigheder, som privat ejendomsret og næringsfrihed der udgør fundamentet for en effektiv markedsøkonomi bør være Søren Pinds fokus.

Den peruvianske økonom Hernando De Soto har lavet en række undersøgelser, der peger på, at store dele af befolkningerne i den tredje verden lever uden beskyttelse af privat ejendomsret. Hvis man ikke kan bevise, at man ejer eksempelvis et værksted eller et stykke jord, kan man ikke opnå lån til at finansiere og udvide sine aktiviteter. For hvilken bank vil give lån uden sikkerhed? Man kan heller aldrig vide sig sikker på om myndighederne konfiskerer ens økonomiske aktivitet som jo er ulovlig fordi man ikke har noget skøde eller lignende bevis for at man ejer sin virksomhed.

Det er også afgørende, at man sikrer næringsfriheden altså retten til at starte sin egen forretning uden at skulle have tilladelse fra myndighederne. Særligt kvinder i lande med undertrykkende kulturer har gavn af økonomiske frihedsrettigheder. Det giver dem mulighed for, at skabe rammerne for deres eget liv og gøre sig uafhængige af patriarkalske familiestrukturer.

I vesten tager vi den slags økonomiske frihedsrettigheder for givet og de gennemsyrer vores juridiske og politiske system. Den forankring er meget afgørende for, at vi i Danmark nyder vores (endnu) høje grad af velstand og frihed. I den årlige rapport om global økonomisk frihed kan man således læse, at lande med en høj grad af økonomisk frihed, som Danmark der ligger nummer tolv i verden, generelt har et langt højere BNP, stærkere økonomisk vækst, mindre fattigdom, lavere grad af korruption, og en bedre beskyttelse af frihedsrettigheder end lande med lav grad af økonomisk frihed som Zimbabwe.

Det vil kræve en stor grad af politisk mod og gennemslagskraft, hvis Søren Pind skal reorientere den danske udviklingspolitik så den for alvor fokuserer på frihedsrettigheder snarere end afhængighedsrettigheder. Men skulle det lykkes vil Danmark kunne spille en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en mere fri og velstående verden.