Statsreligionens missionærer og den fraværende Gud

• Hør klumme   (05:32)

Klummeskriveren kan frit vælge sin fortælling, selv afgøre, om det skal være bakspejlet eller krystalkuglen, tro eller overtro, dansk politik eller virkeligheden, han kan rose eller skose regering eller opposition, måske deltage i opstandelsen over danske soldaters ferieforsinkelse eller undre sig over Jesu genopstandelse. 

Efter den kolde og klamme påske må det blive Folkekirken, der skal holde for, som et tema, der i de kommende år klart og vedholdende vil løfte sig over tidsåndens flygtige ævle-bævle.

Og hvorfor nu det?
For det første fordi religionsligheden trænger sig på. Folkekirken har stadig monopol på at få tjenestemandsansatte præster stillet til rådighed af staten, og monopoler står for fald.
Det er småpenge, men debatten ER i gang. Faktisk ligger sagen lige nu på Folketingets bord. Det vender vi tilbage til.

For det andet er de halvtomme og tomme danske kirker den synlige udfordring. Nok er der kun nedlagt tre kirker de seneste 9 år, men tomheden er fælles for land og by og vil med styrke ramme hårdt de kommende år.

For det tredje har en hel del stærke præster opgivet ævred og i stedet skabt sig en platform som kristne meningsmagere, der fylder det offentlige rum og et par kredsmandater i Folketinget, Nok er de synlige, men det er flygtigt flimmer, som ikke afstiver tomme kirker eller folkekirkens urkraft. Selv om præsteskabet går på Facebook bliver Gud ikke synlig, han har ingen hjemmeside og domænet Gud.dk er stadig til salg.

For det fjerde: Den utilgivelige bandekriminalitet i den katolske kirke burde ikke ramme andre trosretninger, men når det regner på præsten, drypper det på degnen, det centrale er jo fraværet af Gud som børnenes beskytter. Han bør eftersøges, hvis han findes, er han medskyldig.

For det femte: Ateisterne i Danmark er begyndt at røre på sig, mest gælder det kritik af statens rolle på Folkekirkens parti. Ateistisk Selskab argumenterer stærkt imod de statsbetalte missionærer, og det kan man jo ikke gøre uden at efterlyse et par beviser for jomfrufødsel, genopstandelsen og det evige liv.

For det sjette: Den nye ateisme er blevet et internationalt begreb, der dækker over en række forfattere som alle vil gøre op med religion og overtro på et videnskabeligt grundlag. Sognepræst ved Marmorkirken i København, Mikkel Wold, tager den nye ateisme så alvorligt, at han forleden i Berlingske Tidende kaldte den både skinger, ensidig og aggressiv.

For det syvende: Guds fravær, ikke alene da de katolske børn blev voldtaget, Gud er der aldrig. Han var ikke på Haiti, da jordskælvet slog en kvart million mennesker ihjel. Troen kan ikke blive ved at svømme ovenpå, når tsunamien trækkker tusinder i døden, og Guds udeblivelse fra både Auschwitz og Screbrenize efterlader megen europæisk tro i et umenneskeligt tomrum.
I Guds eget land var han i hvert fald ikke den 11. september 2001 - og i Palæstina er han ikke god til at begrænse det palæstinensiske folks lidelser. Alt i alt kan billedet af den nærværende gud næppe holde i kommunikationssamfundets fakta-tid. Og så bliver man alligevel i tvivl. I 1900-tallets store krige, hvor alle tabte, og millioner døde, der overlevede kristendommen.

Der er så mange mennesker i Danmark for hvem religion er en stor del af hverdagen. Derfor bør enhver debat også om folkekirkens form og indhold føres med respekt for det enkelte menneske, trosfriheden, kulturarven, historien og Grundloven, - og med store forbehold over for religiøs selvtilstrækkelighed, indoktrinering og fanatisme.

Derfor er det mere end glædeligt, at debatten i denne sag er startet med et udvalgsarbejde over flere år, og derefter den betænkning 1511, som nu efter en grundig høringsrunde ligger i Folketinget. Hundreder af menighedsrådsmedlemmer har deltaget i debatten, det samme har alle Folkekirkens niveauer, præsteuddannelser, teologiske kraftcentre og fagforeninger. Der er ikke hovsa-politik i kirkeminister Birthe Rønn Hornbechs butik.

Undervejs i debatten fik Viborg-bispen Karsten Nissen sagt, at folkekirken ikke skal regne med, at ikke-medlemmer fortsat vil betale direkte til præste-lønninger.  Folkekirkens folk ved godt, at religionsligheden som tema ikke kan undertrykkes meget længere.

Det var formentlig ment som en støddæmper i de kommende angreb på Folkekirken, da regeringen i
2007 indskrev i regeringsgrundlaget, at man skulle tænke i bloktilskud til kirkens samfundsopgaver og ikke så direkte give statens penge til præstelønninger.

Men selv denne bløde model er for meget for Præsteforeningen, der har taget den store regnemaskine frem. Skal der pilles ved præstelønningerne skal vi først tale om Kongens inddragelse af kirkegodset i Reformationstiden og de store jordlove, som i 1919 gjorde god præstegårdsjord til statshusmandsbrug.

Og præsterne advarer direkte mod ændringer, for så kan der komme sekteriske og eksklusive kirkedannelser. Det er rene ord for pengene. Så længe staten betaler Luther-monopolet holdes vandene i ro, og så går det nok deres tid ud.

Det tror de på, men mon ikke de kommer til at tro om igen.