Spil aldrig nazikortet

• Hør udsendelsen   (04:19)

Har I nogensinde læst onlineforummer? Har I lagt mærke til de argumenter, som de bruger, når de føler sig trængt? Lad os vende tilbage til det senere, først lidt dansk politik, for nazikortet blev nemlig igen spillet, som var det et vinderkort; nazist, bordet er ryddet.
Det interessante var den her gang, at det ikke blev brugt mod Dansk Folkeparti, men i stedet for af dem. DF bør ellers bedre end alle andre i dansk politik vide, at nazikortet måske ser indbydende ud, men at kalder man andre for nazister, så har man allerede tabt. Det er ikke et vinderkort. Det er et gå-direkte-i-fængsel-kort.   

Forrige sommer sagde socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen: "Det er kulturpolitisk censur, når Pia Kjærsgaard vil bestemme, hvilken kunst vi skal have. Det er den slags vi så stærkest i Nazityskland og Sovjetunionen." Det var i reaktion på Pia Kjærsgaards interview i Politiken, hvor hun argumenterede for, at hun kunne være en glimrende kulturminister, selv om hun tilsyneladende ikke lagde vægt på armslængdeprincippet. Der var adskillige ting i det interview, som man kunne angribe hende for, både holdningsmæssigt men også faktuelle ting som hun enten ikke havde styr på eller bevidst fordrejede, og alligvel trak Mogens Jensen nazikortet. Der var ingen tvivl om, hvem der vandt den diskussion. Det var ikke manden, der råbte nazist.

Det var ikke første eller sidste gang, at Dansk Folkeparti blev sammenlignet med nazisterne. Jørgen Poulsen gjorde det også på Ny Alliances landsmøde i 2008, da han sammenlignede DF's retorik med nazistisk propaganda. Dengang var Ny Alliance unge og sejrssikre. De skulle tage magten fra Dansk Folkeparti, men Ny Alliance blev en vittighed, en parentes i dansk politik.

Amatørdebatører, oftest online, bruger nazikortet som standardreplik, når de hidser sig op over Dansk Folkeparti. Hver gang er det himmelråbende dumt, ikke blot fordi sammenligningen er uden rimelige proportioner, men også fordi det udstiller en desperation over ikke at blive hørt.
Der er endda lavet en lov omkring det; Godwins Law, også kendt som Godwin's Law of Nazi Analogies. Den lyder: "Jo længere, en online diskussion varer, des nærmere på 100 procent kommer sandsynligheden for en Nazi- eller Hitler-analogi." Det vil sige jo længere en diskussion forsætter og derved også folks irritation over ikke at få ret, des sikre kan vi være på, at modparten snart bliver beskyldt for at være nazister.

Det bliver regnet for givet, at den der bruger dette argument har tabt diskussionen. Først og fremmest fordi argumentet, medmindre at man rent faktisk taler med en erklæret nazist, altid vil fremstå som skingert og urimeligt. Selv ens venner vil sige fra. "Du gik over grænsen. Du er nødt til at sige undskyld," og lige meget hvor meget man kæmper imod, så har man ikke en chance for at vende stemningen. Nazikortet overskygger alt andet, selv de eventuelle saglige argumenter, som man har haft.

Det er en lov, der er næsten uden undtagelser, og alligevel spillede Pia Kjærsgaard nazikortet, da den tyske ambassadør blandede sig i grænsediskussionen. "Og ambassadøren messer så om følelsesladet nationalisme. Ak ja, pudsige ord fra en tysk ambassadør, hvis lands historie ellers har budt på en del følelsesladet nationalisme med triste konsekvenser," sagde hun med klar hentydning til nazismen. Men der er vel ingen rimelige mennesker, der vil påstå, at Tyskland i dag tenderer til at være nazistisk? Det er vel på mange måder det mest humanistiske land i Europa. Hvorfor så antyde det? Hvorfor denne mistænkeliggørelse fra hendes side?

Hun havde en grænsesag. Den skulle også være en vindersag, fordi hun vidste, at hun havde gjort flere af sine vælgere irriteret med efterlønsforliget. Nu stiller vi os ned til grænsen, og vi sørger for, at der ikke kommer nogen kriminelle rumænere ind. I kan være sikre i jeres hjem, og hvem vil ikke gerne have tryghed. Det virkede umiddelbart, som en sag som folk burde bakke op om. Problemet var, at grænsesagen ikke umiddelbart udviklede sig til den nødvendige vindersag. Folk kaldte det et pengespild. En paradesag, der blot skulle signalere at vi gjorde noget. I stedet for at få Kjærsgaard tilbage i offensiven, var hun trængt endnu mere i defensiven, og så blandede den tyske ambassadør sig. 

Selv om Pia Kjærsgaard er blevet kaldt nazist urimeligt mange gange, tror hun åbenbart, at nazikortet rydder bordet, men argumentet smadrede i stedet ethvert håb om en vindersag. Alt, hvad der bliver talt om nu, er at hun har antydet, at Tyskland har nazistiske tilbøjeligheder. Det er ikke længere muligt at vende stemningen, især ikke fordi folk har lugtet blod. Der bliver angrebet fra venner og fjender, og alle forsvar er blot med til at fremhæve, at hun var så dum at bruge nazikortet. Det får hende til at fremstå som skinger og urimelig. Det bliver i stedet en tabersag, der trækker ud. Dette er interessant, fordi hun udviser en mangel på dømmekraft, som er så ulig hende. Hun er normalt dansk politiks bedste strateg, men den her gang var hun blot endnu en, der skreg nazist. Hvad skal vi lægge i det, at hun tilsyneladende har mistet sin coolness?