Reality-illusionens mismod
Kanten 09. juli 2011 kl. 08:15
på
P1
Reality-tv har taget modet fra mig, hvad børn angår. Jeg tør efterhånden slet ikke få nogen. Som om der ikke i forvejen var nok, der kunne gå galt.
Nu risikerer man så også at de i teenagealderen udvikle sig til sådan nogle sminkedåser, som tager mobiltelefon-billeder af sig selv med trutmund og alt for meget øjenmake-up. Eller bruger patologisk meget hårvoks. Eller - og det er som sagt min største frygt - at barnet vokser op med en reality-stjerne i maven. At det en dag vil kigge på sin mor og sige: "Mor jeg vil gerne være kendt" - "Hvad vil du gerne være kendt for, mit barn" - "Ikke for noget, bare kendt". Jeg tror, det ville kaste mig ned i depressionens mørke favn, at høre den sætning fra mit eget afkom.
Man kunne jo falde tilbage på selvtilliden og proklamere: sådan bliver mit barn ikke. Men tænk, hvis det gjorde alligevel? Tænk, hvis alle ens bestræbelser på at ruste barnet med stærke værdier, arbejdsomhed, vedholdenhed og selvindsigt brød i brand på reality-alteret. Forsvandt i flammerne på et bål næret af hurtig berømmelse og store mængder foundation.
Medieliderlige unge på disko
Jeg var en gang i arbejds medfør på diskotek Shakers i Kolding, og hvad de ikke ville gøre, så snart der stod et kamerahold med en boom-mikrofon og en sun-gun. De smed tøjet og snavede hinanden for et godt ord. Som pavloske hunde, der af underholdningsindustrien har lært: når du ser et kamera - skal du opføre dig som en stripper i arbejdstiden. Så belønner vi dig til gengæld med lidt spot-light.
Når produktionsselskaberne caster til det næste reality-program er der kø langt ned af gaden. Bunkevis af mennesker som tror, der er noget at hente i rampelyset. Men det er der ikke, medmindre man står der som et resultat af talent, hårdt arbejde og et kunstnerisk eller samfundsmæssigt sigte af en art.
Sidney Lee føler sig tom
Hvis målet er tomhed, vil vejen i sagens natur også være en illusorisk kop te. Selv reality-kongen Sidney Lee siger det: Jeg føler mig tom. Og det er med rette, for det er tomt. Det er en ramme af glamour, fyldt med mennesker, der turer rundt på landets diskoteker og serverer Breezers for folk, de ikke kender. En jagt efter den røde løbers blitzlys på vej ind til en film, man ikke interesserer sig for. Velsagtens fordi de føler, at de bliver set i det øjeblik lyset glimter og nogen vil have en autograf. Men hvordan fik vi opdraget en hel generation til at tro, at de først eksisterer rigtigt, når de bliver set af mennesker, de ikke kender. Er det ikke nok, at blive set af sine venner og familie? Og er det ikke ok, at gå upåagtet hen? Hvad blev der af: den der lever skjult lever godt?
Og tænk nu, hvis jeg ikke formår at forklare mine fremtidige børn det? For definitionen på en teenagere er jo, at den ikke lytter til forældrene, og hvem skal så fortælle dem det? Ingen inde i fjernsynet, for reality er en hel industri i sig selv, som genererer indhold til alt fra Ekstra Bladet til Politiken, Kanal 5 til DR 2. Og selvom det er meget moderne at give medierne skylden for det meste, så burde vi efterhånden vide bedre end at vente på løsninger fra den front. Vi kan til nød præstere bekymrede kommentarer. Men selve toget har vi ikke tænkt os at stoppe.
Kendisland
Og hvorfor irriterer det mig? Hvis unge mennesker får et kick ud af at drikke sig stive på tv og knalde, mens det infrarøde kamera fanger balladen, er det så ikke lige meget? Nej. Det er desværre ikke lige meget, når en fjerdedel af ungdomsgenerationen, tror regnbuen ender i kendis-land. Det er ikke lige meget, når de ikke fatter hvor farligt, det er at bygge sin selvtillid på noget, der ikke findes - et kamera der knipser og et par ord i Se&Hør.
For ingen selvtillid kan bære den hulhed i længden. Og intet samfund kan overleve, hvis vi hylder de uvidende fremfor de kloge, dem der tænker nyt, bygger nyt, skaber nyt, tænker stort.
Hvorfor hænger Snookie der?
I lang tid hang der en plakat ved Frederiksberg Centeret med en amerikansk reality-pige, der hedder Snookie og er kendt for at drikke sig afsindig og vise sine babser. Hun hang der på busskuret i månedsvis, og hver gang prøvede jeg at tænke på alle de unge mennesker, der uddanner sig til lærere, læger, sygeplejersker, håndværkere, forskere, ingeniører - alle de unge mennesker, der skal få samfundet til at hænge sammen i morgen. Det er dem der fortjener spotlightet, men de har ikke tid og lyst til den slags bras, fordi de har mere værdifulde ting at bruge tiden på.
I stedet overlader vi den photo-shoppede reality-illusion til dem, der ikke kan se det manglende indhold, fordi de er så blændede af blitzen, at de ikke kan skelne indhold fra tomhed. Og så lader vi vores unger se op til dem. Indtil de en dag vil have deres egen plads i den falske sol.
Ikke mine børn. Hvis jeg nogensinde vover at få nogen.