Vorherre bevares
19. oktober 2010 kl. 16:10
på
P1
Det er atter blevet den tid på året, hvor de unge i Danmark bliver konfronteret med spørgsmålet om Guds eksistens. Konfirmationsforberedelserne er så småt sat i gang, og dermed vokser spørgsmålet om, hvorvidt der findes en højere hellig kraft deroppe bag skyerne eller ej. For forbinder de unge søndagens gudstjeneste med overhøjtidelig orgelmusik og gråsprængte præster, som kun bidrager med et mere støvet indeklima til den i forvejen henglemte kirke, eller sværger de ligefrem til de gamle ritualer?
I en undersøgelse om danskernes forhold til værdier, tro og religion slås det fast, at kun halvdelen af os tror på Gud og at kun 22 procent af denne gruppe tror på den traditionelle version af Gud. Men selv om de troede kun udgør det halve af den danske befolkning, vil størstedelen af de unge alligevel gerne markere de store begivenheder og traditioner i livet. Derfor vælger mange at blive konfirmeret i Guds ånd, men der er også de som vælger andre alternativer.
Et alternativ til Gud
Rock i kirken, Bryllup i det fri og en konfirmation uden Gud. De unge har behov for at bevare en lille mængde af de vendepunkter, som de vælter over livet igennem, men det behøver at ske efter gamle støvede opskrifter. I mange kirker pepper de derfor gudstjenesterne op med guitartoner og trommeslag for at få de unge til at slå sig ned på kirkebænkene, og Foreningen Humanistisk Samfund gør det muligt at gennemføre de vigtige begivenheder uden at hengive sig til en Gud, med derimod vil lade de humanistiske værdier være i centrum.
Hvad vil de unge ha'…?
At man nu kan rocke sig igennem en gudstjeneste er et hit. Det har de oplevet i Århus Bykirke, som hver søndag fyrer op for musikken. Det får ikke mindre end 200-400 unge til at troppe op.
Hos det kun to år gamle alternativ Humanistisk Samfund har de også mærket medvinden. Her henvender flere unge sig for at gennemføre konfirmationer eller bryllupper uden en højere magts indblanding. Men der er også stadig de unge, som vælger at melde sig helt ud af tros- og traditionsraset. For det er facit, at folkekirkens medlemstal er faldet fra 80 procent til 64 procent over de sidste 20 år.
__________________________________________________________________________________
Klubværelsets vil gerne høre din mening om, hvad en religion skal indeholde før du gider dyrke den. Måske danner vi den. Klik ind på vores facebook-profil, bliv ven med os og bland dig i debatten.