På jagt efter svar

• Hør udsendelse   (27:03)

Hvem ville du kontakte fra din fortid, hvis du fik muligheden for det? Og hvad ville du spørge om? Tre unge reportere tager chancen og konfronterer nogle nøglepersoner fra deres barndom, med de spørgsmål, de dengang ikke turde stille.

”Jeg var tæt på at ringe”
Natasha har ikke set sin far i 9 år. Da hun beslutter sig for at ringe til ham, ved hun på forhånd, at han har svært ved at snakke om, hvorfor han pludselig forsvandt ud af hendes liv. Da de mødes i Hans Tausens park på Nørrebro, fortæller Natashas far, at han tit har været tæt på at ringe til hende, men aldrig har gjort det.

Dengang Natasha var barn, var det på grund af penge, at han ikke kunne blive ved med at holde kontakten. Dengang var Natasha bare 9 år gammel og kunne ikke tage toget alene til København, hvor han boede.

Men også uenigheder mellem forældrene spillede ind.

”Det havde ikke noget med dig at gøre. Det var mellem mig og din mor”, fortæller han. Natashas mor ville ikke lade hende rejse til Cape Town, hvor faren og bedsteforældrene kommer fra. Men alt det vidste Natasha ikke noget om.

I dag kan han godt se, at det var forkert af ham at lade det være op til sin datter, hvis hun ville se sin far. Han vil helst glemme fortiden og se frem ad, selvom han godt ved, at det vil tage tid at finde hinanden igen efter alle de år.

Kærestebrevet fra fortiden
Anna finder et brev fra sin barndomsven, Mads, og møder ham for at finde ud af, hvorfor de ikke længere er venner. Den dag i dag er Anna stadig i tvivl om, hvad det brev betød. Var det en venskabelig invitation til picnic kl 01 om natten eller havde Mads en skjult agenda? Det Anna husker, er en akavet stemning mellem to venner, der kendte hinanden godt.

”Vi konverserede så godt vi kunne, imens jeg ikke anede hvad det var, vi egentlig lavede”, reflekterer Anna efterfølgende.

Da hun møder Mads er det 13 år siden, de sidst har talt med hinanden. Hun konfronterer ham med sine tanker, og Mads indrømmer, at han heller ikke selv vidste, hvad der skulle ske dengang. Hans brev var ikke helt gennemtænkt. Og der var heller ikke ligefrem amoriner i luften den nat, selvom det hele virkede så ligetil og simpelt.

I dag bliver de bliver enige om, at ideen var god, men at den ikke holdt i virkeligheden. Begge var bange for at dumme sig og misforstå hinanden, så i stedet for et kys, var det lettere at lade tingene være, som de var.

Tilbage til fælleden
Når Emma i dag cykler igennem Amagerfælled, husker hun tilbage på de mange cykelture med sin far og storebror i det grønne område med en vis nostalgi. Hun er opvokset i en lejlighed på Islands brygge, som hendes far flyttede fra, da hun var syv år gammel.

Emma inviterer sin far i Amagerfælled og spørger ham, over en dåseøl, om, hvorfor han dengang flyttede fra Bryggen. Hendes far fortæller, at det var alt betonbyggeriet, der skræmte ham væk. Han har ikke selv sat sine fødder der siden 1997, fordi han var bange for at blive ked af alt det, der er forsvundet derfra.

Det store piletræ, eller Sliktræet som de kaldte det dengang, står der stadig. Det var der, de spiste Matadormix. Faren mener, at det var vigtigt at motivere sine bybørn til at opleve det grønne område på Islands Brygge.

”Her kunne man jo gøre lige hvad man har lyst til”, fortæller han. Men da betonbyggeriet gik i gang, ville han ud af byen. Selvom Emma stadig synes, det er et rart sted at være, er faren ikke imponeret. Han kalder det et pseudogrønt og reguleret område – grund nok til at flytte derfra.