Kulturkampen fortsætter
Krause på tværs 22. april 2009 kl. 10:03
på
P1
- Det er mere end nogensinde før befolkningen, der sætter præmisserne for, hvad der sker på Christiansborg.
Det siger Ralf Pittelkow, der i sin nye bog "Mit liv som dansker" tager et opgør dels med sin egen fortid og især med det, han kalder for, de definerende klasser. Den klasse var han som marxist selv en del af i halvfjerdserne.
- Vi oplevede jo os selv som vældigt demokratiske. Det kunne næsten ikke blive demokratisk nok. I virkeligheden var det et hamrende udemokratisk system. Vi var slet ikke optaget af det, der er så vigtigt for et demokrati: pluralisme. På det nære plan har jeg på universitetet oplevet, hvordan vi styrede tingene. Dygtige mennesker blev ikke ansat, hvis de ikke havde den rette politiske overbevisning.
Ralf Pittelkow har forlængst forladt den yderste venstrefløj og gennemført en længere politisk rejse.
- Jeg kom ud for nogle realitetschok. Veluddannede og intelligente mennesker lukkede øjnene for tal og fakta om indvandring. Man fortrængte simpelt hen fuldstændig fundamentale forudsætninger for at føre en ordentlig debat og forlod oplysningsværdierne, siger han og afviser, at han har ændret holdning af populistiske årsager:
- Jeg er hamrende ligeglad med al den der folkelige romantik. Jeg har ikke mine meninger, fordi jeg vil stå på folkets side. Jeg mener, det jeg mener, fordi jeg synes, at det er det rigtige.
Ralf Pittelkow er gæst i denne udgave af Krause på tværs, hvor der også bliver bragt interview med præst Flemming Pless og redaktør Rune Lykkeberg.