Umådeligt overfladiske debatter
Krause på tværs 23. september 2009 kl. 10:03
på
P1
- Vi står midt i en finanskrise, og det er meget mere nærværende for mennesker end at drøfte, hvad vi skal have på.
Venstres folketingsmedlem Britta Schall Holberg er træt af, at burkaer, moskeer og forbud mod kirkeasyl fylder så meget i den offentlige debat.
- Det er vigtigt, at vi forholder os til den situation, vi befinder os i. Der er nogle virkeligt store problemer, som for eksempel de mange ældre eller klimaforandringerne, som er langt vigtigere, end hvordan vi vælger at gå klædt.
Politiske krav om knivforbud, forbud mod kirkeasyl og modstanden mod bygningen af moskeer på dansk grund har til Britta Schall Holbergs ærgrelse den seneste tid optaget både politikere og medier i stor stil.
- Jeg synes, at de debatter er umådeligt overfladiske. Debatten om mosker er kørt helt af sporet. Jeg har netop rejst i udlandet og besøgt danske kirker, og dem er vi rigtigt glade for. Men i det øjeblik det handler om, at muslimer må bygge en moske, så stritter alt på os. Det synes jeg simpelthen er dybt dobbeltmoralsk.
Derfor efterlyser hun en moderne, nuanceret samfundsdebat.
- Fordi vi mangler de lange visioner, så bruger vi i stedet energi på at detailstyre og fedter rundt med sådan nogle ting, som jeg slet ikke synes, at det politiske liv burde tage sig af.
Britta Schall Holberg er gæst i denne udsendelse, hvor der også bliver bragt interviews med lektor i politisk historie Lars Hovbakke Sørensen fra Aarhus Universitet og talsmand for Humanistisk Samfund, Mimi Larsson.