Statens tid som eneopdrager er slut
Krause på tværs 15. marts 2010 kl. 10:03
på
P1
Forsker Liv Egholm Feldt fra Copenhagen Business School har nærstuderet statens rolle som eneopdrager i Danmark de sidste 100 år.
- Staten som eneopdrager er på tilbagetog. Jeg tror, vi kommer til at se et andet samfund og et andet solidaritetsprincip. Vores syn på solidaritet har været statsautoriseret, nu bliver det meget mere diffust, siger hun.
- Det er i dag typisk de gamle religiøse filantropiske foreninger, der får rigtig mange puljemidler og dermed er med til at definere, hvordan hjælpen skal gives. Det vil sige, at staten som eneopdrager har forsøgt at fastholde sin idé om eneopdragelse gennem den statsfinansierede filantropi, men den lykkes ikke så godt med det.
Ifølge Liv Egholm Feldt ydes filantropien i dag i stor grad af private interesseorganisationer og lokale netværk og den udvikling, forventer hun vil styrkes.
- For eksempel sker der ting omkring uddannelsen, altså dannelsen af borgeren. Det handler om friskoler eller universiteternes brug af midler fra erhvervslivet. Når jeg forelæser sker det for eksempel i Nordea-auditoriet.
Der er dog områder inden for filantropien, hvor staten stadig har en stor indflydelse.
- Når det handler om samfundets udstødte forsøger staten stadigvæk at styre filantropien, for på det område skal man kunne måle om hjælpen er en succes, forklarer hun.
Liv Egholm Feldt er gæst i Krause på tværs, hvor der også bliver bragt interviews med professor Jørn Henrik Petersen fra Syddansk Universitet og tidligere overvismand og socialminister Bent Rold Andersen.