Usædvanlige trepartsforhandlinger
Krause på tværs 04. juni 2012 kl. 10:03
på
P1
- Hverken regeringen eller fagbevægelsen vil kunne holde til, at der ikke kommer noget ud af forhandlingerne. Derfor er det min klare vurdering, at der kommer et resultatet.
Det siger Ole Krog, tidligere direktør i DI. Niels Krause-Kjær har inviteret ham i studiet for at tale med ham om de igangværende trepartsforhandlinger.
- Det er en ret usædvanlig situation, fordi fagbevægelsen har forpligtet sig på at levere noget mere arbejdstid, siger Ole Krog.
Det er først og fremmest regeringen og fagbevægelsen, der har noget på spil i forhandlingerne, mens arbejdsgiverne ikke er tvunget til at bidrage så meget denne gang. Mange af forhandlingstemaerne er blevet vendt i offentligheden og fagbevægelsen har mødt meget stor modstand i deres bagland.
- Det er usædvanligt, at den ene part skal aflevere så meget. Det er rigtigt, rigtigt svært for fagbevægelsen. Men situationen i dansk økonomi er sådan, at man er nødt til at levere, så jeg tror også, at man kommer til at gøre det, siger Ole Krog.
Det emne, der har fyldt mest i offentligheden, er, om der skal afleveres nogle helligdage.
- Netop diskussionen om helligdage har vist, at de er meget mere hellige end feriedage. Jeg tror, at man vil se, at det i virkeligheden er feriedagene, der kommer i spil i stedet for helligdagene siger Ole Krog.
Didligere direktør i DI og nu administrerende direktør i Public Affairs Group, Ole Krog, er gæst i denne udgave af Krause på tværs, hvor der også bliver bragt interviews med professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og Palle Smed, tidligere informationschef i 3F.