Kritik og kærlighed
De uddeler hjerter og pile, stjerner og drøje hug. De er på skift hadet og elsket, respekteret og foragtet. Filmanmelderne er både forbrugervejledere og kulturpaver, og hyppigt er de ganske uenige med hinanden.
Hvad kan vi som almindelige billetkøbere bruge anmelderne til? Og hvad kan filmbranchen, instruktører og manuskriptforfattere bruge dem til? Er de gode nok, eller er der for mange lange handlingsreferater og personlige præferencer forklædt som værdidomme? Er tiden ved at løbe fra eksperterne og nørderne og er det tilstrækkeligt, at såkaldt almindelige biografgængere på internettet fortæller om deres oplevelser og anmelder filmene?
Kulturkontoret har inviteret to anmeldere og to filmfolk til en diskussion om forholdet mellem filmen og kritikken.