Verdensarven ramt af finanskrisen
Kulturkontoret 10. februar 2012 kl. 10:03
på
P1
Den Kinesiske Mur, Roskilde Domkirke, Colosseum, Kronborg, Venedig og Jellingstenene. Alle har de det tilfælles, at de står på UNESCOs verdensarvliste, som i alt tæller 936 steder. Og der kommer flere til.
Samtidig får lande som Italien og Grækenland sværere ved at passe på deres verdenskulturarv, fordi det kniber med at få nationaløkonomien til at hænge sammen.
Hvilken betydning har det at stå på verdensarvlisten? Hvem er listen til glæde for? Og hvordan sikrer man verdensarv i økonomiske krisetider, hvor nogle lande og byer pludselig synes at det mere er en klods om benet end en ære at stå på UNESCOs verdensarvliste?
Nordsjælland skal med
I Danmark er vi ikke kendt for vores utallige monumenter på UNESCOs verdensarvliste, men med Parforcejagtsystemet i Nordsjælland og Stevns Klints kandidatur til en plads på listen, er fokus nu rettet på UNESCOs prestigefyldte liste.
Søren Agerlund Rasmussen, der er skovfoged i Naturstyrelsen afdeling i Nordsjælland, er hurtig til at påpege vigtigheden i at få Parforcejagtsystemet med på UNESCOs liste.
- Vi er så enestående, at jeg mener, vi godt kan komme med på listen. Vi har et særligt landskab, der er tilrettelagt til at iscenesætte enevælden. Det vil også være meget interessant for Nordsjælland som helhed at komme med på UNESCOs liste.
Økonomien spiller en rolle
Hvis man retter blikket mod Italien og deres kamp for bevarelse af verdenskulturarven, er det at være den absolut største leverandør af monumenter og natur til listen ikke helt så problemfrit og fordelagtigt, som de får det til at lyde i Nordsjælland. Lektor ved Københavns Universitet, Gert Sørensen er ikke i tvivl om, at Italiens kulturarv betyder meget for nationen.
- Kulturarven spiller en stor rolle for den italienske selvforståelse og identitetsdannelse.
Men at den globale økonomiske krise har haft en effekt på kulturarvens situation i dag, tvivler han ikke på.
- Den aktuelle økonomiske krise har været med til at forringe statens og de privates muligheder for at gå ind og støtte kulturarven økonomisk.
Gert Sørensen påpeger dog, at kulturarven altid har haft det lettere svært i Italien, da de økonomiske ressourcer der traditionelt afsættes til beskyttelse af kulturarven, som oftest ikke matcher de behov, kulturarven har. I Rom har man indført en ekstraskat på hoteller, der skal sikre de romerske monumenter, der figurerer på UNESCOs liste en ekstra indtægt. For uden monumenterne mister Rom en reel indtægtskilde.
Verdensarv for hvem?
En plads på UNESCOs liste er oftest meget eftertragtet hos museumsdirektører og historikere, men ambassadør ved UNESCOs styrelsesråd, Uffe Andreasen kender til eksempler, hvor de lokale ikke altid har fundet det eftertragtet at have kulturarv i baghaven
- Dresden i Tyskland blev eksempelvis frakendt sin plads på verdensarvlisten, fordi lokalbefolkningen gerne ville have en bro over Elben, så de kunne komme hurtigt fra punkt a til punkt b.
Direktør i Kulturstyrelsen, Anne Mette Rahbæk, pointerer at det er særligt vigtigt for Kulturstyrelsen at få opbakning hos lokalsamfundet inden et monument eller et naturområde indstilles til UNESCO.
- Vi vil være meget sikre på, at kommunerne er med i beslutningsprocesserne. Det skal ikke være sådan, at den danske stat pålægger områder at være verdensarv.
Anne Mette Rahbæk nævner, at der ofte opstår megen lokal debat omkring, hvor meget et monument eller et naturområde skal have lov til at fylde, i forhold til hvor meget udvikling en kulturarvsby skal have lov til at gennemgå.
Alle er dog enige i, at det er vigtigt, at vi har UNESCOs verdensarvliste. Gert Sørensen nedprioriterer ikke dens betydning for vores fælles identitet.
- Det er vigtigt for vores historiske bevidsthed, at vi har monumenter som Akropolis og Collosseum. De er de konkrete og synlige efterladenskaber fra vores fortid.