Museernes fremtid til debat
Kulturkontoret 14. september 2012 kl. 10:03
på
P1
Kulturministeren har for nyligt fremlagt et udkast til en revidering af museumsloven.
Den har været kritiseret fra flere fronter.
Dels lægger lovforslaget op til mere central styring af museerne via en fælles støttepulje og dels gør de øgede krav til museumsmedarbejdernes uddannelsesniveau forholdene for ufleksible for især provinsmuseerne.
I udkastet fremgår det bl.a. at en række forskellige støttepuljer bliver samlet til én pulje på 20-25 mio kr., som skal ligge under Kulturstyrelsen. Dette har fået en del kritikere op af stolene, og en af dem er Michael Aastrup Jensen, kulturordfører fra Venstre, som kalder lovforslaget centralistisk.
Han er bange for at museerne i provinsen vil blive lagt ind under en stor enhed i de større byer og at det enkelte museum dermed vil miste sin handlefrihed.
Et andet meget kritiseret punkt i lovforslaget er kravet om at museumsmedarbejderne i fremtiden skal have en uddannelse på ph.d. niveau for at sikre en høj kvalitet af forskningen på museerne.
Dette punkt har været kritiseret af museumsfolkene, fordi man mener at her vil de små museer komme i klemme fordi det i forvejen er svært at lokke højtuddannede til de mindre byer.
Kulturministeren har siden været ude og præcisere at ph.d.-niveau ikke nødvendigvis betyder en ph.d.-grad men f.eks. en mag.art. med forskererfaring kan også bliver godkendt til at forske på museerne - hvis altså vedkommende bliver forskerbedømt af et uafhængigt udvalg.
Christine Buhl Andersen, formand for Organisationen Danske Museer og direktør på KØS, museet for kunst i det offentlige rum i Køge, er skeptisk over for disse skærpede krav til medarbejderne.
- Det vil formentlig blive svært for en række mindre decentrale museer at leve op til kravene, selv om der alt i alt ser ud til at være givet mulighed for støtte til at de der ikke har det faglige niveau kan opgraderes. Samtidig med at staten øger kravene til museerne er den statslige støtte blevet udhulet, og man kan selvfølgelig frygte at en række museer til sidst må kaste håndklædet i ringen, siger hun.