Klima-kultur i Kulturnyt
Hvordan kan designere, arkitekter, filmmagere, musikere og kunstnere i øvrigt arbejde med et begreb som bæredygtighed. Hvordan kan kunsten og kulturen være med til at nedbringe co2-udslippet.
Det undersøger vi i Kulturnyt. Hør indslag og interviews, der fortæller om tiltag for et renere miljø og bedre klima.
F. eks kan du høre om en portal på nettet for designere og andre interesserede, der fortæller hvilke knapper og lynlåse, der lettest kan nedbrydes i naturen.
Animatorer skal tegne så vi forstår klimaproblemer
På Animation Workshop i Viborg vil de gerne formidle den komplekse klima-problematik på en letforståelig måde - og det synes rektor Morten Thorning er alle historiefortælleres pligt. - Historie-fortællerne skal tage sig af det her emne, uden at det bliver docerende, men så folk forstår, at det handler om at fortsætte vores civilisation, siger han.
Klimavenlig graffiti med klud og knofedt
Den engelske gadekunstner Paul 'Moose' Curtis laver graffiti, men ikke på traditionel facon. Han har fundet et miljøvenligt alternativ til de kulørte spraydåser - det består i at vaske motiver frem i det beskidte byrum.
Mange reklamevirksomheder har opsnappet ideen, og verden over kan man nu se kampagner skrevet i snavs og støv. Se eksempler på Paul Curtis' omvendte graffiti her.
Miljøvenlig arkitektur
Der bliver forsket som aldrig før i, hvordan vi skal bo og indrette os på den mest bæredygtige og miljøvenlige måde. For arkitekterne er det ikke længere ren idealisme, det er blevet en selvfølge.
Det er det, der interesserer de arkitektstuderende, og det er - også temmelig afgørende - dér pengene er, når der bliver uddelt forskningsmidler.
Hvordan får vi folk til at spare på varmen og køre mindre i bil? Kan man få folk til at opgive deres smukke og altid nyslåede parcelhusplæner og i stedet gøre plads til en kronhjort i baghaven?