Da Sørøver-Jenny og Sebastian mødtes
01. maj 2009 kl. 15:30
på
P2
For 30 år siden hed en af Danmarks vigtigste nye sangskrivere Sebastian. Han havde hits med numre som "Måske Ku Vi", "Du er ikke Alene" og "Når Lyset bryder Frem", men han havde fået svært ved at skrive tekster.
Derfor fik hans manager ideen med at han skulle sætte musik til den tyske digter Bertolt Brecht. Selvom der rent faktisk allerede var sat musik til digtene af kendte tyske komponister som blandt andre Dessau og Kurt Weill.
En af de mest kendte plader
Pladen "Tiderne Skifter" blev til en af Sebastians mest kendte plader, som nu genudgives 30 år efter med Sebastians egne værkstedsversioner af de samme numre.
I alt udvalgte Sebastian ni digte fra digtsamlingen "Tiderne Skifter" og det var blandt andet Surabaya Johnny og Sørøver-Jenny, der begge var kendt i Europa og USA med musikken af de originale komponister. Men Sebastian kendte ikke de melodier, før han lavede sine egne.
Sangene indspillede Sebastian i sit hus i Hundested helt alene, men han havde allerede bestilt musikere uden at hans manager Peter Abrahamsen vidste noget eller hørte indspilningerne.
Sebastians hjemmeoptagede versioner (demo-udgaverne) blev i stedet spillet for musikerne og de gik igang med pladeindspilningen, selvom der ikke var givet tilladelse fra Brechts arvinger.
Bertolt Brechts digt om den grumme Sørøver-Jenny blev på Sebastians plade "Tiderne Skifter" en stor lyd-produktion med nogle af datidens bedste musikere, som Palle Mikkelborg, Kenneth Knudsen, Alex Riel og Bo Stief.
Måtte hente tilladelse i Tyskland
Da indspilningerne - som blev ret dyre efter datidens målestok - var færdige, fik manager Peter Abrahamsen besked. Han måtte så tage til det kommunistiske Østtyskland og møde Brechts datter for at få tilladelse. Han mødte op på en regnfuld dag i Østberlin.
- Jeg stod der i regnen og lignede en druknet mus. Med et kassettebånd i lommen. Hun kiggede på mig, og sagde med det samme: "Jeg vil starte med at sige, at vi aldrig giver tilladelse til at sætte musik til Brechts tekster", fortæller Peter Abrahamsen om mødet med Brechts datter i Østberlin.
- Men kom dog indenfor og få en kop kaffe, tilføjede datteren.
Peter Abrahamsen fik kaffen og fik fortalt, at han rent faktisk havde et bånd med.
- Jeg turde ikke fortælle, at det var færdige udgaver, så jeg sagde, at det var skitser. Hun lyttede på det, og så åbnede der sig en helt ny verden for hende.
Det endte med, at Sebastian fik lov - som den første nogensinde siden Brechts død - at sætte musik til f.eks. historien om Sørøver-Jenny.
Sebastians hjemmeoptagelser, som nu udgives sammen med det oprindelige album, viser, at sangene sagtens kan klare sig med kun akustisk guitar, klaver og sang.
- Rent faktisk synes jeg at f.eks. sangen "Om Verdens Venlighed" er bedre i demoudgaven end den på pladen, siger Sebastian til Kulturnyt.
_______________________________________________________________________________
I dagens Kulturnyt kan du desuden høre om, at en af de største skibsulykker i nyere Danmarkshistorie nu skal fortælles som et teaterstykke.
Du kan også høre Filmlands Per Juul Carlsens anmeldelse af den japanske tegnefilminstruktør, Hayao Miyazaki´s film Porco Rosso', der stammer helt tilbage fra 1992.
Og du kan blive opdateret på de seneste kulturnyheder.
_______________________________________________________________________________