Springet fra hårbørsten til mikrofonen
13. maj 2009 kl. 15:30
på
P2
I begyndelsen af året opfordrede socialdemokraterne popmusikeren og musikforskeren Henrik Marstal til at sammensætte en tænketank, der kunne komme med ideer til hvordan den rytmiske musik i Danmark kan støttes. Disse ideer blev i dag fremlagt for politikerne på Christiansborg.
Men ifølge Henrik Marstal er rytmisk musik stærkt undervurderet. En af grundene er, at folk tror, at det er nemt at lave rytmisk musik:
- Det er en fordom, at det er legende let at være rytmisk musiker, fordi det ikke kræver noget særligt fagligt håndværk, siger Henrik Marstal til Kulturnyt.
Hårbørsten og berømmelse
Henrik Marstal sagde bl.a. på konferencen, at ikke mindst musikkonkurrencer på tv som X-Factor og Popstars desværre har bidraget til at give folk en opfattelse af, at vejen fra uøvet til rutineret rytmisk musiker kun tager et par uger:
- Mange tror derfor at man kan stå med en hårbørste som mikrofon den ene uge og så den næste være popstjerne på tv foran to millioner seere.
Henrik Marstal og hans tænketank af folk fra den rytmiske musikbranche mener, at det er nødvendigt at gøre op med fordommene, hvis rytmisk musik skal have den offentlige status, som dens position berettiger til.
Kronik var årsagen
Baggrunden for høringen om den rytmiske musiks vækstbetingelser i Danmark var et debatindlæg, som Henrik Marstal skrev i Berlingske Tidende. I indlægget skrev han, at statens engagement i den rytmiske musik – primært rock, pop, electronica og hiphop – er for uambitiøst set i forhold til det faktum, at den rytmiske musik har opnået status som den førende nationale musikform.
- Faktisk ligger rytmisk musik tilsyneladende under fordomme, som præger
opfattelsen af den i offentligheden. For eksempel fordommen om, at rytmisk musik altid klarer sig fint på almindelige kommercielle vilkår, sagde Henrik Marstal på høringen.
- For det andet er der fordommen om, at især rockmusikere spiller musik primært for underholdningens skyld som noget, man pjatter lidt rundt med, når man er ung, inden man før eller siden kommer på bedre tanker - som en hobbybeskæftigelse på linje med
amatørsport.
De fremmødte kulturpolitikere, herunder socialdemokraten Mogens Jensen, de radikales Johannes Poulsen og Venstres Troels Christensen lyttede på de 19 forslag, som de fremmødte musikere og andre fra branchen havde til, hvordan den rytmiske musik kan få det bedre og få større anerkendelse.
Politikerne vil på fem møder senere på året arbejde videre med ideerne om f.eks. en nationalscene for den rytmiske musik og forslag til at støtte spillestederne.