Dansk-færøsk orkester på WOMEX
Kulturnyt 29. oktober 2009 kl. 15:30
på
P2
Et af de få danske orkestre, der præsenteres på dette års konference for verdensmusik er Valravn.
De er et godt eksempel på musik, der blander tradition og fornyelse med en speciel dansk tone.
Claus Vittus har mødt to af medlemmerne i Valravn, som giver koncert i aften.
Samtidig har Valravn lige udgivet CD’en ”Koder på Snor”.
Palæstinesisk hip-hop gruppe nægtet udrejse fra Gaza
En palæstinensisk hiphop-gruppe, der skulle have optrådt på Womex i København denne uge, nåede i øvrigt aldrig frem, fordi den ikke fik lov at forlade Gaza.
Darg Team, som gruppen hedder, havde vundet en talentkonkurrence og skulle derfor på turné i blandt andet Danmark.
Konkurrencen var arrangeret af et nyt hiphop-center i Gaza, som det danske Center for Kultur og Udvikling (CKU) og Foreningen Roskilde Festival støtter.
Danmarks nye plakatmuseum
Polske kunstplakater, filmplakater eller den klassiske danske Cirkel Kaffe-reklame-plakat - alle plakater kan fortælle en masse om den tid, de er lavet i.
Blandt andet fordi de - hvis de fungerer - er meget lette at aflæse og forstå, og derfor som regel appellerer meget bredt.
Nu har plakaterne fået deres helt eget museum - Dansk Plakatmuseum åbner i weekenden i nye bygninger i Den Gamle By i Århus.
Lise Thorsøe har besøgt det nye museum.
Anders Bodelsen skriver igen - med satire over finanssvindlere og friværdifantaster
I dag udkommer Anders Bodelsens første bog i 12 år. Han har været ramt en skriveblokade, og det blev kun til forgæves forsøg på at skrive noget nyt, men det lykkedes Anders Bodelsen at skrive sig ud af krisen, og dermed kan han hudflette friværdi-fantasterne og Stein Bagger-svindlerne i sin nye novellesamling om vores samtid og dens tomme, varme luft.
Den 72-årige forfatter var i lørdags gæst i vores nye bogpropgram "Skønlitteratur på P1" og fortalte blandt andet til Klaus Rothstein, hvordan han gennem de 12 år prøvede at arbejde sig ud af blokaden.
Sangerinden Sofia Karlsson står solidt plantet i den svenske visetradition
I dag er det Spil dansk Dag over hele landet - pudsigt nok samtidig med at Danmark er vært for den årlige internationale messe og konference for verdensmusik.
En af Sveriges mest prisbelønnede unge sangerinder er Sofia Karlsson, der blandt andet er berømmet for sine fortolkninger af klassiske svenske viser af Bellman og Dan Andersson.
Hendes nye dobbelt-opsamlingsalbum er en blanding af tidligere udsendt materiale og ikke tidligere udgivne guldkorn. Klaus Rydahl mødte hende før hendes koncert i København i tirsdags - blandt andet for at få en forklaring på, hvordan svenskerne kan blive ved med at skabe musik, der på én gang er solidt forankret i viser og traditioner - og samtidig tilpas moderne til at den også får fat i et ungt publikum.