Millioner til Statens Museum for Kunst
Kulturnyt 28. januar 2010 kl. 15:30
på
P2
Lykken har i dén grad tilsmilet Statens Museum for Kunst i dag.
En privat fond har doneret ikke mindre end 27 en halv million kroner til museet - den største donation nogensinde i museets historie.
Det er Annie og Otto Johs. Detlefs' Fonde, der står bag den store donation, som er givet for at museet kan få gang i en gennemgribende modernisering af det 7.500 m² store område foran museets indgang.
Nyt: Steppeulven-musikpriserne bliver ikke uddelt i år
De danske musikkritikeres pris, Steppeulven, bliver ikke uddelt i år. Prisen er ellers hvert år siden 2003 gået til kunstnere inden for rock, pop, electronica og hiphop. Blandt andet har Malk de Koijn, Jens Unmack, Natasja og L.O.C. tidligere modtaget en Steppeulv.
Men i år er der ingen musikere, der bliver hædret, for sponsorerne bag Steppeulven har trukket sig.
Det er musikernes egne organisationer, Danske Sangskrivere og Komponister (DJBFA) og Dansk Musikerforbund, der stopper støtten til Steppeulven-prisen.
Nils Malmros modtager Dreyer-prisen
Til gengæld bliver det filminstruktøren Nils Malmros der får årets Carl Th. Dreyer-pris, der er på 50.000 kroner.
Han får prisen af Det Danske Filminstitut som anerkendelse af "en fremragende kunstnerisk indsats". Århusianeren Malmros står for en række af dansk films betydeligste værker i de seneste årtier, film som "Lars Ole, 5.c", "Kundskabens Træ" og "At Kende Sandheden". Hans seneste film er "Kærestesorger" fra sidste år.
Det er penge fra den franske mediekoncern Gaumont, som distribuerer Dreyers legendariske stumfilm "Jeanne d'Arc", og indtægter fra en gave fra Dreyers datter, Gunni Dreyer, der danner grundlag for prisen.
Prisoverrækkelsen finder sted i Filmhuset i København på tirsdag den 2. februar, dagen før Carl Th. Dreyers fødselsdag.
Amerikanerne sammenligner Naja Marie Aidt med James Joyce og Tjekhov
Stor udenlandsk ros til forfatteren Naja Marie Aidt - det er det store amerikanske ugemagasin Time Magazine som i sit næste nummer skriver om den danske forfatter, fortæller Politiken.
Naja Marie Aidt, der for tiden bor i New York, bliver fremhævet i Times kultursektion, der ellers indeholder meget få boganmeldelser.
I den udgave, der kommer på mandag, bliver en antologi af ny europæisk litteratur anmeldt, og blandt forfattere fra 35 forskellige lande, der har bidraget til bogen, bliver kun Naja Marie Aidt nævnt ved navn.
Det er novellen "Bulbjerg" fra hendes prisvindende novellesamling "Bavian", der er faldet i bladets smag. Kritikeren har de store roser fremme og sammenligner novellen med værker af Tjekhov og James Joyce.
Interview: Christoffer Boe om sin nye film, en melodramatisk thriller
I dag har Christoffer Boes nye film "Alting bliver godt igen" premiere. Filmen handler om filminstruktøren Jacob, der finder nogle belastende billeder af danske soldater, der torturerer krigsfanger i Afghanistan.
Nu står Jacob i et dilemma: hvad gør han med billederne? Snart er han hvirvlet ind i et drama, hvor stærke kræfter tilsyneladende prøver at modarbejde, at billederne kommer ud.
Christoffer Boe har tidligere lavet film som"Allegro" og "Reconstruction".
"Alting bliver godt igen" er flere steder blevet beskrevet som den mest tilgængelige film, Boe hidtil har lavet.
Selv kalder Christoffer Boe filmen for en melodramatisk thriller.
Milan Peschel flår Ibsens "Dukkehjem" fra hinanden på Århus Teater
Dette er en advarsel: Man skal IKKE gå på Århus Teater, hvis man er meget betaget af klassisk teater, og forventer en klassisk udgave af Henrik Ibsens "Et dukkehjem". Den tyske instruktør Milan Peschel river og flår i ord og handling, så stykket, der får premiere i morgen nærmest kun har titlen til fælles med det 130 år gamle drama om Nora der forlader mand og hjem. Thomas Bo Larsen og Anne Sofie Espersen spiller hovedrollerne.
Mette Willumsen har kigget med under en af de sidste prøver på den formentlig mest vilde og uigenkendelige udgave af "Et dukkehjem".
Og når "Et dukkehjem" er færdigt, kan publikum blive på teatret og opleve den norske dramatiker Rolf Almes NYE stykke "Noras sønner", der tager fat på skilsmisser i nutiden.
Bøger og speed-dating i Odense og DR Byen
Om 14 dage blomstrer romantikken på Odense Centralbibliotek og her i DR Byen - og kærligheden til bøger kommer til at summe i luften sammen med følelser og hormoner.
Speed Lit er nemlig speed-dating med bøger. Tag din yndlingsbog under armen og mød måske manden eller kvinden i dit liv - og oplev hyggen, samværet og de gode historier.
I Speed Lit har du 6 minutter til at møde en person af det modsatte køn. Efter de 6 minutter går du videre til den næste.
Bogen du har med, fortæller noget om, hvem du er. Det kan være en tankevækkende roman, portrætbogen der fascinerer dig, kogebogen du ikke kan leve uden, klassikeren du læste for 10 år siden, krimien du lige har slugt eller de smukkeste digte du nogensinde har læst.
Speed Lit afholdes på Odense Centralbibliotek og i DR Byen om fjorten dage, torsdag d. 11. februar fra kl. 18.45 og resten af aftenen til cirka kl 22.
Og hvem ved, måske vil sølvbryllupsparrene om 25 år kunne fortælle om hvordan de mødte hinanden over en spændingsroman, en digtsamling eller en kogebog ved Speed Lit i Odense eller i DR Byen?
På dr.dk/bog og på odensebib.dk - kan man læse mere om de to SpeedLit-arrangementer.
Gæst: Carl Quist Møller om tango, sex, jalousi og kærlighed
Børnene elsker ham som "Løgnhalsen" i børnetv, men han kan også fortælle for voksne. Løgnhalsen, fortælleren, tegneren og trommeslageren Carl Quist Møller udgiver på mandag en cd, som på samme tid er lydbog og musik-CD. "Den tredje tango" er en fortælling om forelskelse, drøm og mareridt, tango, sex og jalousi. Den kom til ham en nat i Buenos Aires, da han lå på hotellets tag under blafrende vasketøj i den varme nat.
"Den tredje tango" hedder CD'en med Carl Quist Møller og TangoOrkestret. Den udkommer på mandag og kan allerede fra i morgen bestilles i både boghandlere og musikforretninger over hele landet - den vejledende pris er 150 kr.