Haren - en truet dyreart
Miljøreportagen 21. december 2009 kl. 16:55
på
P1
Miljøreportagen besøger denne gang et snedækket landskab i det vestlige Himmerland. Et typisk stykke dansk agerland med kæmpestore marker og spredte læhegn. Her har forskerne gjort den temmelig chokerende opdagelse, at haren - en af de dyrearter vi for alvor forbinder med agerlandet - nærmest er forsvundet.
"Vi kan konstatere, at der er områder i det nordvestlige Jylland, hvor der ikke længere lever harer, eller i hvert fald ikke en fast bestand af harer", siger seniorforsker Peter Sunde fra Danmarks Miljøundersøgelser, som har været med til at undersøge harens nedtur.
En sandsynlig forklaring er, at der er for lidt føde til harens unger i det moderne landbrugsland. I hvert fald er det ungernes overlevelse, den er gal med. Der overlever alt for få unge harer til at opretholde bestanden.
Peter Sunde understreger, at der stadig er mange harer på øerne og især på Lolland, blandt andet fordi de kan godt lide roemarker. Men især mod nordvest i Jylland ser det helt skidt ud med harebestanden. Her opfylder arten faktisk kriterierne for at blive optaget på den såkaldte rødliste over truede dyrearter i kategorien "sårbar".
Der er derfor også områder i Jylland, hvor jagten på harer ikke længere er bæredygtig. Men det kræver bedre viden om lokale forskelle, hvis man skal indføre lokale fredninger af haren, mener seniorforsker Peter Sunde.
Efter en køretur på få kilometer kan Peter Sunde her vise et område, hvor der stadig er en levedygtig harebestand. Området er mere varieret med mindre marker, græs- og brakmarker. Og det passer tilsyneladende haren godt.
Hidtil har man fulgt harebestanden ved hjælp af jagtstatistikkerne, som har vist et konstant faldende udbytte på landsplan. Nu har forskerne fra DMU taget i ny metode i brug, hvor man kører rundt om natten om lyser ud over markerne med stærke projektører. På den måde får man øje på harerne og kan beregne bestanden.
Peter Sunde viser harespor i sneen.