Naturterapi mod stress
Natursyn 30. december 2011 kl. 11:18
på
P1
Nacadia er en ny terapihave, som er designet specifikt til at hjælpe patienter af med stress. Haven er 1,5 hektar stort og ligger som en aflukket del af arboretet i Hørsholm.
'Soft Fascination'
Naturterapien tager udgangspunkt i de to amerikanske psykologer Rachel og Stephen Kaplans teori om, at trygge naturområder bringer os i en behagelig og afslappende sindstilstand, forklarer Sus Sola Corazon.
- De stimuli vi oplever her, som for eksempel lidt fuglefløjt, en lidt ujævn grund at gå på og vinden i ansigtet. Det er nok til at vores opmærksomhed lige præcis behandler de indtryk, men ikke nok til at det stresser os. Det sætter os i en behagelig tilstand af at være opslugte, selvom vi egentlig ikke tænker på noget. Og det får vores nervesystem til at slappe af.
Ulrika K. Stigsdottir (t.v.) er landskabsarkitekt og lektor ved Skov og Landskab på Københavns Universitet. Hun har designet terapihaven. Sus Sola Corazon (t.h.) er pædagogisk psykolog og står bag behandlingsprogrammet i Nacadia.
Naturrum
Terapihaven består af naturområder og rum med forskellige grader af privathed, oplevelser og aktivitetsmuligheder. Der er den artsrige skovhave, bålstedet, køkkenhaven og ikke mindst det store drivhus på 300 kvadratmeter. Steder, hvor naturbaseret terapi er i højsæde i behandlingen af stressramte patienter.
Drivhuset er 300 kvadratmeter stort og skal bruges både til plantearbejde og refleksion i terapiforløbet.
Ny forskningsbase
Terapihaven bliver også et sted, hvor der skal forskes og undervises i relationer mellem natur, mennesker, design og sundhed. Stedet er eksempel udviklet således, at effekten af terapien kan måles, forklarer Ulrika K. Stigsdottir.
- Vi har placeret fem rum i haven med samme størrelse, retning og form, men med forskelligt indhold. På den måde kan vi observere patienterne og snakke med dem om, hvordan de bruger rummene, om de har favoritsteder, og om det forandres i terapiforløbet.
Ulrika Stigsdottir og Sus Sola Corazon mener også, at hjemvendte soldater med posttraumatisk stress kan have stor gavn af naturterapi.
Nacadia åbner for stresspatienter til februar 2012.
Dorte Dalgaard besøger Nacadia i denne uges Natursyn, hvor du kan høre meget mere om terapihaven og tankerne bag.