Løveknuden i Kenya
Natursyn 10. februar 2012 kl. 11:18
på
P1
- Det står rigtig, rigtig slemt til med løvebestanden i Kenya. Hvert år mister vi omkring 100 løver, så hvis der ikke sker noget hurtigt, vil det ikke vare længe, før alle løverne forsvinder.
Det fortæller vildtbiolog Niels Mogensen, som står bag Mara-Naboisho Lion Project i Maasai Mara i Kenya. Han forklarer, at man i dag estimerer, at der kun er 1850 vilde løver tilbage i landet. På verdensplan ligger tallet på omkring 25.000 løver mod 75.000 for bare 30 år siden.
Niels Mogensen arbejder med at identificere løverne og deres flokke og bevægelsesmønstre i og udenfor Naboisho Conservancy.
Pladsmangel
Det er svært at undgå sammenstød mellem løver og lokalbefolkningen, for maasaiernes befolkningstal stiger og stiger - og det samme gør antallet af deres kvæg, får og geder.
Mange maasaier lejer deres jord ud til conservancies, som beskytter de vilde dyr samtidig med at de bruges til feriesteder for safariturister. Men det betyder også, at maasaierne selv må flytte med deres husdyr og ofte bo tæt på andre landsbyer. Pladsen er altså blevet mere trang i det store land.
I øjeblikket står græsset knæhøjt i Naboisho Conservancy, hvor Niels' projekt er baseret. Og det får løvernes byttedyr til at trække sig ud af området, da græsset skjuler rovdyrene og gør gnuer, zebraer og andre mindre dyr særligt sårbare.
Når byttedyrene forsvinder
Løverne er sultne i disse dage, fordi deres byttedyr er forsvundet. Derfor bevæger de sig ind på andre flokkes territorier for at jage. Og ind i mellem kommer de for tæt på landsbyerne og maasaiernes græssende kvæg, geder og får.
Det kan blive for fristende, selvom løverne er bange for maasaierne. De ved, at mennesker til fods er lig med problemer.
Maasaierne slår løverne ihjel, når deres husdyr trues. Maasaierne er pastoralister. Og deres kvæg, får og geder er meget, meget vigtige for dem. Udover at husdyrene er deres livsgrundlag, så giver antallet af dem også status.
De to hunløver, som Dorte og Niels møder viser sig at være nye løver, som Niels endnu ikke har identificeret. Begge har unger.
Teknologien skal hjælpe løverne
Niels Mogensens projekt har eksisteret i lige under et år. Han bor i et telt på savannen og hver dag går med at observere løverne, lære områdets flokke at kende og vejlede lokalbefolkningen i, hvor løverne færdes, så konflikterne undgås.
Han har indkøbt tre GPS-halsbånd, som i den kommende tid skal sættes på hunløver i tre forskellige flokke. Det vil gøre det meget nemmere at finde løverne og ikke mindst vejlede maasaierne i, hvor de er. Målet er, at maasaierne på sigt selv skal kunne se, hvor løveflokkene befinder sig via deres mobiltelefoner.
Niels Mogensen og hans assistenter tager billeder af løverne for at identificerer dem. Det gøres nemmest ved at studere løvens knurhår og ører.
Natursyn i Kenya
Dorte Dalgaard har været i Kenya for at producere udsendelser til Natursyn. Udsendelsen her med Niels Mogensen og hans Mara-Naboisho Lion Project er den første af i alt otte forskellige udsendelse, som sendes løbende i de næste måneder. Musikken i denne udsendelse stammer i øvrigt fra maasai hip hop-bandet 'X Plastaz'.
Du kan følge med på Natursyns facebookside, hvor der blandt andet kommer flere billeder og oplysninger, og hvor du er mere end velkommen til at komme med input og gode idéer: Natursyns Facebookside